Misforstået modstand mod lovforslag om aktiv dødshjælp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lægeassisteret værdig livsafslutning – almindeligvis benævnt aktiv dødshjælp – har kaldt overlæge Dorte Lander Rasmussen (DLR) til tasterne.

Anledningen var et debatarrangement arrangeret af Svalegangen i anledning af forestillingen ”Mæt af dage” og med deltagelse fhv. overlæge Svend Lings som fortaler for aktiv dødshjælp (AD) og Lise von Seelen fra Etisk Råd som modpart.

DLR er selv inkarneret modstander, hvad jo er hendes gode ret og en ærlig sag.

Knap så rimeligt forekommer det, når nogle af argumenterne fremsættes mod bedre, eller måske snarere uden vidende om faktuelle forhold.

At hun således ikke kan have læst borgerforslaget til Folketinget om AD fremgår tydeligt. Hun skriver bl..a.:

»Lige så snart, der er en lov, er der regler, og så vil det aldrig bare være individet selv, der kan bestemme, men så er der nogen, formodentlig en læge, der skal vurdere, om personen lever op til de regler, som der er, for at kunne få lov«.

I lovforslaget står:

»Anmodningen skal være frivillig og personens eget udtrykkelige, gentagne ønske.

Anmodningen skal fremsættes over for en læge med dansk autorisation og skal af patienten begrundes med ubærlig lidelse (jvf. stk. 3.3). Lidelsens sværhedsgrad kan kun endelig afgøres af patienten selv.

Når aktiv dødshjælp ydes, skal det ske under overværelse af mindst én læge med dansk autorisation og mindst yderligere tre identificerede og myndige vidner.

Lægens og andres medvirken skal være frivillig. Aktiv dødshjælp kan aldrig pålægges nogen som en tjenstlig pligt.

Lægen skal forinden have rådført sig med mindst to kolleger og have nedfældet samtalereferater i en journal«.

Mon ikke alle kan tilslutte sig fornuften i ovenstående, der jo bl.a. skal forhindre at psykisk ustabile mennesker kaster sig ud i selvdestruktive handlinger?

DLR skriver videre:

»Hvor er vi dog på vej hen? Skal vi virkelig være et samfund, der slår ihjel? Skal vi læger til at assistere til selvmord, så alt det med at helbrede, lindre og trøste, det kan vi bare lade være med, for vi kan jo bare aflive vores gamle og syge?«

Igen ville lovforslaget have kunnet være en hjælp til forståelsen:

»Patientens egen anmodning er en forudsætning. Han eller hun skal klart over for lægen give udtryk for ønske herom, naturligvis efter rådslagning med mennesker, som han eller hun har tillid til, og lægen må ikke være i tvivl om, at anmodningen er frivillig og alvorligt ment.

Patientens ønske skal fastholdes gennem mindst to uger. Det skal være begrundet i, hvad der ud fra gængse lægelige kriterier kan betragtes som svær, kronisk sygdom eller skade af fysisk art, og alle relevante behandlingsmuligheder (inklusive kontakt med palliativt team) skal være udtømte« (min fremhævning).

Flere punkter kunne tages op, men læserens tålmodighed og avisens plads er jo begrænset, så lad mig slutte med at kommentere udsagnet: »… kan forblive et samfund, som vi kan være stolte af, som passer på sine borgere og ikke medvirker til at slå dem ihjel«.

I lovforslaget står: »Lægen skal altså ikke afslutte livet for nogen. Det skal folk selv ved såkaldt assisteret selvmord. En læge skal kun udstede recept, og det skal være frivilligt. Aktiv dødshjælp strider ikke mod lægeløftet, og det ligger i lægegerningen at ”helbrede, trøste og lindre”. Ved at tage afstand svigter man de patienter, der lider allermest«.

Frits Schjøtt blev i september idømt 14 dages betinget fængsel i en sag om medvirken til selvmord. Han var tiltalt sammen med Svend Lings.