Jeg vil lindre smerterne for svært syge – aktiv dødshjælp vil være forfærdeligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg var taget ind til en debataften om aktiv dødshjælp arrangeret af teatret Svalegangen i Aarhus, før jeg skulle se forestillingen ”Mæt af dage”. Jeg var der med fem af mine kollegaer, der alle arbejder i Enhed for Lindrende Behandling i Randers, og vi havde talt om, hvem der mon ville komme til sådan en debat? Om vi ville møde flere kollegaer fra vores fag?

Stor var vores overraskelse, da det viste sig, at salen var fuld af unge mennesker. Hvorfor mon det? Det var den nylig dømte læge Svend Lings og Lise von Seelen fra Etisk Råd, der skulle debattere, og en ung mand fra teatret ledede det hele med kyndig hånd.

De fleste, jeg kender, som arbejder inden for lindrende (palliativ) behandling, er modstandere af aktiv dødshjælp, og da vi skulle vise, hvad vi mente i starten af debatten ved at række et rødt kort op, var det klart de grønne (dvs. for aktiv dødshjælp), der dominerede.

Vi var ikke de eneste, men vi var få. Vi havde nok været forberedt på, at vi ville være i undertal, men at vi var i så stort et undertal, var en højst besynderlig oplevelse. Det var altså dem, der støttede aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, der var mødt op den aften, og det var unge mennesker!

Så Svend Lings havde en fest. Der blev klappet og grinet ad ham og hans bemærkninger, mens jeg sad og fik en større og større klump i maven. Hvad var det her for noget?

»Selvmord er en rettighed, og assisteret selvmord skal være det. Hvis man er uhelbredeligt syg, skal man kunne bestemme selv, om man vil dø, og hvornår man vil det.«

Svend Lings fortalte videre, at han havde lavet et lovforslag om dette, og Lise von Seelen sagde ganske rigtigt, at det, som han sagde, var selvmodsigende.

Lige så snart, der er en lov, er der regler, og så vil det aldrig bare være individet selv, der kan bestemme, men så er der nogen, formodentlig en læge, der skal vurdere, om personen lever op til de regler, som der er, for at kunne få lov.

”Ja, den eneste måde, vi kan få den totale frihed til selvmord, er, hvis man laver automater med pentobarbital (det middel, som patienter selv drikker, når der udføres assisteret selvmord i Schweiz), som så patienten kan gå hen og købe, når de vil”, tænkte jeg for mig selv. Hvilket skrækkeligt scenarie.

Desværre var Lise Von Seelen alt for akademisk og pæn. Hun kom slet ikke ud over scenekanten.

I pæne sætninger, velovervejet og grundigt, argumenterede hun for, at det, der skulle til i vores samfund i dag, ikke er centre til selvmord og dødshjælp, men udbygning af det palliative tilbud, hvor man jo i dag har fokus på at lindre patienten i den sidste svære tid og ultimativt må lægge en patient til at sove, hvis lidelsen er for stor.

Svend Lings havde kun hån til overs for læger og deres lindring og kunne fortælle, at han talrige gange har set de yngste læger give medicin til patienter uden at ane, hvad de havde med at gøre, og en fra salen kunne da også supplere med, at det havde hun da også oplevet, hele tre gange

En anden sagde med begejstring til Svend Lings, at hun havde downloadet hans selvmordsopskrift, hvis hun skulle få brug for det. Jeg var rystet og mundlam.

Til sidst var der mulighed for enkelte spørgsmål, og så kom den da også, den, jeg havde ventet på, spørgsmålet til Lise Von Seelen, om hun måske ikke engang havde aflivet sin hund? Hun svarede igen stille og roligt, at det havde hun da, men hunden er et dyr, og det er vi ikke, men mennesker, og der er en stor forskel. Selvfølgelig sagde Svend så: »Ja, dyrene har det bedre end os,« og folk klappede.

Hvor er vi dog på vej hen? Skal vi virkelig til at være et samfund, der slår ihjel? Skal vi læger til at assistere til selvmord, så alt det med at helbrede, lindre og trøste, det kan vi bare lade være med, for vi kan jo bare aflive vores gamle og syge?

I virkeligheden er det min erfaring, at de fleste mennesker ved livets afslutning kæmper for at være i live så længe som muligt, og selv om døden står for døren, er der mange intense og kærlige oplevelser i den sidste tid, som de pårørende ikke ville være foruden.

Spørger patienterne en sjælden gang, om jeg ikke nok vil hjælpe dem til at dø, handler det ofte mere om at have en vej ud, en mulighed, hvis det skulle blive for slemt. Som regel kan vi snakke om det, og så tager patienten en dag mere og ser børnebørnene spise is en sidste gang.

At syge, gamle mennesker får en selvmordsopskrift af én som Svend Lings og så bliver fundet af deres pårørende i hjemmet, er oprørende, ensomt og forfærdeligt, men det afhjælpes ikke med, at vi indfører aktiv dødshjælp.

Nej, vi skal blive ved med at være et samfund, der passer på vores syge og gamle.

Psykiatriske patienter skal kunne være sikre på, at de ikke får et tilbud om, at de da bare kan bede om aktiv dødshjælp. Nej, de skal være forvisset om, at vi vil blive ved med at forske i bedre behandlinger, og at vi fortsat vil gøre alt for, at de får det bedre.

I Holland har det været en glidebane, efter at de indførte aktiv dødshjælp. Flere og flere diagnoser er kommet til, og over 80 psykiatriske patienter er nu døde på den måde, og børn ned til 12 år kan også bede om det. Og desværre er den palliative behandling ikke udbygget og sufficient.

Jeg bruger mit arbejdsliv på at lindre svært syge patienter både på sygehusene, i hjemmet og på hospice. Der er så meget, som vi kan gøre, og som bliver gjort for at hjælpe disse patienter og deres pårørende, men vi har brug for, at det bliver udbygget, så vi kan blive endnu mere synlige.

Og så folk kan være forvisset om, at når de engang bliver syge, så vil de blive hjulpet. Så aktiv dødshjælp ikke vil være nødvendig.

Og så læger som Svend Lings bliver overflødiggjort, og vi kan forblive et samfund, som vi kan være stolte af, som passer på sine borgere og ikke medvirker til at slå dem ihjel.