Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kan landbruget redde klimaet?

Jørgen E. Olesenprofessor ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Søren Kolind Hvidlandskonsulent, SEGES
Kristoffer Piilspecialkonsulent, SEGES

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I to indlæg i JP er det fremført, at landbruget i stort omfang kan binde kulstof i dyrkningsjorden. Det er i indlægget af Henrik Terp (HT) og Søren Ilsøe (SI) fra FRDK og i indlægget af Flemming Fuglede Jørgensen (FFJ) og Jørgen Evald Jensen (JEJ) fra Bæredygtigt Landbrug.

Stigningen i atmosfærens indhold af CO2 kan givet bremses ved at øge jordens kulstofindhold med bare fire promille årligt. Det er desværre vanskeligere, end debattørerne giver udtryk for. Tilført organisk stof nedbrydes af jordens mikroorganismer, og en forøgelse af kulstofindholdet med fire promille vil kræve, at jorden årligt tilføres yderligere 6 tons tørstof pr. ha, svarende til normale danske kornudbytter.

HT og SI hævder, at Conservation Agriculture (CA) er midlet. I dette dyrkningssystem pløjes markerne ikke, de er altid bevokset om efteråret, og der er et godt sædskifte. Påstanden er, at et sådant dyrkningssystem kan opbygge kulstof i jorden, fordi alle afgrøderester tilbageføres til jorden, og fordi man ved at undlade pløjning reducerer kulstofomsætningen i jorden og dermed sænker den hastighed, hvormed jordens kulstof omsættes til CO2.

Den sidste påstand hersker der tvivl om, og det er ikke i CA muligt at øge produktionen med de nødvendige 6 tons pr. ha for at nå målet om fire promille.

Indlægget fra FFJ og JEJ anviser øget gødskning som en vej til mere kulstofopbygning i jorden. Det er sandt, at dyrkning ved lave kvælstofmængder reducerer udbyttet og dermed også mængden af afgrøderester, der tilbageføres jorden. Forfatterne ignorerer dog, at kvælstof i sig selv bidrager til udledning af lattergas, der er en kraftig klimagas.

Når man både medregner den øgede lattergasemission fra kvælstofgødning og den øgede kulstofopbygning i jorden som følge af højere udbytter, viser det sig, at klimaeffekten af øget kvælstof er negativ. Landbruget kan desværre ikke levere en let og hurtig løsning. Der er dog flere tiltag, der dokumenterbart kan mindske klimagasser fra dyrkningsjorden. Men det er desværre ikke en gratis omgang.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.