Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Forsøg noget nyt: Slip dagpengemodtagerne fri

Fjern hovedparten af reglerne for dagpengemodtagerne, og sæt dem fri med jobrettede og skræddersyede tilbud. Lad os få fri-a-kasser med dagpenge uden modkrav. Det foreslår to a-kasseformænd og Alternativets beskæftigelsesordfører.

Torsten Gejl, MF og beskæftigelsesordfører i Alternativet, Henrik Horup og Per Clausen formænd i hhv. Min A-kasse og Magistrenes A-kasse

Yes, I can do it! Jeg har ikke noget arbejde, men det får jeg! Jeg kan noget, som nogen kan bruge til noget. Det skal nok gå!

Selvtilliden behøver ikke at fejle noget, bare fordi du er blevet ledig. Faktisk møder vi rigtig mange ledige med en fighterånd og et gå-på-mod, der kunne føre dem vidt. Hvis de ellers fik lov…!

For det første, du får smidt i hovedet ved ledighed, er bunker af regler, der kan kvase selv den stærkeste. Absurde 29.231 sider er beskæftigelseslovgivningen nu vokset til. Et studie fra 2016 viser, at jo mere kontrol og mistillid, ledige udsættes for, jo sværere får de ved at komme i job. Fordi de mister troen på sig selv, isolerer sig, skriver dårligere ansøgninger og klarer sig dårligere til jobsamtalerne. Det er ikke noget nyt, at en pludselig fyring eller et afslag på en jobansøgning gør ondt – men regelmoradset gør ondt meget værre.

Prøv nu noget helt nyt! Vi har ingen evidens for, at flere regler får flere ledige i job. Så hvad mister vi ved at tænke helt anderledes?

Bare de seneste seks år er regelbunken vokset med 1.000 sider om året. Det er et vanvittigt tal, som smerter. Ikke kun for de jobsøgende, som gerne vil sætte sig ind i reglerne. Nej. Hele samfundet poster millioner i at skrive lovene, kontrollere ledige, kontrollere dem der kontrollerer de ledige, udvikle nye IT-systemer, vurdere de nye loves betydninger og meget, meget mere. 

Hvorfor er det kommet så vidt? Fordi der bliver lavet en masse velmenende særlove og særhensyn, samtidig med at enkeltsager i medierne får politikerne til at vedtage mere kontrol og mere mistillid. Alt for ofte ser vi en enkeltsag føre til regler for alle. Eksempler som Dovne Robert og Fattig-Carina har flyttet debatten, så mange er i den vildfarelse, at ledige ikke vil arbejde.

I a-kasserne arbejder vi på at oversætte bureaukratiet, så det bliver mere forståeligt for medlemmerne. Med vejledningsvideoer, introduktionsmøder, brochurer og stribevis af FAQ’er forklarer vi de vigtigste regler, som den enkelte skal overholde. Målet er, at så få som muligt træder ved siden af. At så få som muligt bliver kvast af den tonstunge regelbog.

Det fjerner ressourcer fra det vigtigste: At inspirere og rådgive de jobsøgende, så de kommer tættere på det, som de ønsker sig allermest i denne verden: Et job. Politikerne har en klar forventning om, at a-kasserne får ledige i arbejde. Og det både kan og vil vi. Så hvad holder dem tilbage? Hvorfor pålægge a-kasserne at genere de jobsøgende med et uendeligt kontrolregime, når vi i stedet kunne bruge alle ressourcerne på at motivere og hjælpe medlemmerne til at komme i arbejde?

Arkivtegning

Det er da paradoksalt og må skyldes en mistillid til mennesker, som ikke hører hjemme i 2018. 99,99% af dagpengemodtagerne vil arbejde – lad ikke en forsvindende lille minoritet styre kontrolniveauet med resten. Vi ville da heller ikke acceptere, at samtlige indrejsende i Kastrup skulle have rodet deres kuffert igennem, fordi nogle meget få brød reglerne. Det er for dumt.

I disse dage sidder beskæftigelsesministeren og forligspartierne ved forhandlingsbordet og forsøger at blive enige om en mere simpel, effektiv indsats. Grundelementerne i regeringens udspil er blandt andet flere ens regler på tværs af målgrupper og flere digitale løsninger for virksomheder samt færre og mere enkle proceskrav. Og det er bestemt gode elementer, ikke mindst hvis forligspartierne vil lade a-kasserne alene stå for indsatsen de første tre måneder, så de forsikrede ledige i det mindste ikke skal pendulere mellem a-kasse og jobcenter.

Det er bare langtfra nok.

Ud med regler, ind med motivation


Så her er det, at vi siger til politikerne: Prøv nu noget helt nyt! Vi har ingen evidens for, at flere regler får flere ledige i job. Så hvad mister vi ved at tænke helt anderledes?

Vi tror på, at øget tillid, jobrettet hjælp og skræddersyede tilbud vil få langt flere i job – så vi også i langt højere grad kan leve op til politikernes forventninger.

Vi ønsker et system, hvor hovedparten af reglerne for de forsikrede ledige fjernes, så de jobsøgende slippes fri med adgang til mange flere jobrettede og skræddersyede tilbud. Uden snærende regelbånd får de jobsøgende meget mere energi til at køre sig i stilling til et job.

I det system skal medlemmerne blot leve op til de initiale betingelser for at kunne få dagpenge, melde sig ledige på Jobnet og oplyse om særlige omstændigheder såsom ferie i udlandet og start af egen virksomhed. Samtidig skal de selvfølgelig stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Resten af de nødvendige informationer om indtjening og feriepenge kan hentes på eIndkomst.

Det vil betyde, at alle samtaler og øvrige regler om at udfylde ydelseskort, opdatere CV og lignende erstattes af valgfri tilbud. Dagpengemodtagerne fritages for møder mv. i jobcentret i hele forløbet. Derfor kalder vi det dagpenge uden modkrav.

Det vil være et markant paradigmeskifte, som vil frigøre masser af a-kasseressourcer til at støtte medlemmerne i det suverænt vigtigste: Jobsøgningen. Og frigøre masser af ressourcer hos den ledige, som i stedet for at frygte at snuble i dagpengejunglen kan bruge alle sine kræfter på jobjagten.  

Frem for at kontrollere medlemmerne i hoved og bagdel vil vi udvikle vores tilbud i samarbejde med vores ledige medlemmer og skabe de bedste muligheder for lige præcis dem. Vi har et væld af tiltag i værktøjskassen, som vi har alt for lidt tid til i dag, fordi regelmaskinen råder.

Kære minister: Start med et forsøg


Beskæftigelsesministeren og regeringen vil selvfølgelig ikke ændre hele dagpengesystemet uden at have evidens for, om en ny indsats vil virke. Det forstår vi godt!

Derfor foreslår vi, at der etableres et toårigt fri a-kasseforsøg for Min A-kasses og Magistrenes A-kasses medlemmer, så alle tre hovedorganisationer er repræsenteret. Perioden svarer til de to år, man maksimalt kan få dagpenge. Forsøget bør evalueres eksternt i modsætning til eksempelvis frikommuneforsøgene, som kun evalueres internt. Forsøget skal måles og vejes på, om a-kasserne er bedre til at hjælpe ledige i arbejde, når kontrol erstattes af tillid. Tænk, hvis det virker ikke at fortsætte med mere af det samme!

Vi tror på det. Og vi håber, Troels Lund Poulsen vil lade os bevise det. Enten ved at tage forslaget ind i de igangværende forhandlinger, eller ved at forfatterne til dette oplæg formulerer et egentligt beslutningsforslag, der kan fremlægges og vedtages i Folketingssalen i løbet af foråret.

Risikoen for ministeren, politikerne – alle skatteyderne - er minimal. Den mulige gevinst er stor: Et kæmpe indhug i dagpengebureaukratiet til gavn for dansk økonomi, a-kasserne og ikke mindst dem, det hele handler om: Vores ledige medlemmer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.