Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lufthavnsprojekter endevendt mange gange

Christian Schultz-Lorentzen, direktør og chefredaktør i Sermitsiaq.AG

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den selvstændige turistguide og jæger fra Kangerlussuaq, Jens-Pavia Brandt, er ikke kun sur på den grønlandske regering. Han langer også hæmningsløst ud efter landets frie medier.

Det skete forleden i kronikken ”Grønland går en meget usikker tid i møde”. Her tordner han mod den frie presse, der ud fra fri fantasi beskyldes for at være ukritisk mikrofonholder og økonomisk i lommen på de grønlandske magthavere. I særlig grad fordi medierne ikke har formået at forhindre regeringen i at ville investere milliarder i tre lufthavnsprojekter.

Det er håbløst, udokumenteret vrøvl, men døden skal som bekendt have en årsag.

Hvad der ikke fremgik af kronikken, er, at den skuffede erhvervsmand ejer turistselskabet Greenland Outdoors i Kangerlussuaq – den mest benyttede atlantlufthavn i Grønland. Og Kangerlussuaq risikerer at blive droslet ned til et minimum, hvis lufthavnsprojekterne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq realiseres.

Det vil nemlig medføre nye muligheder for atlantflyvning til hovedstaden Nuuk og turistmagneten Ilulissat. Skriften på væggen er ikke til at tage fejl af. Det vil ramme Brandts forretningsgrundlag, når turisterne flyver uden om Kangerlussuaq.

Brandts personlige bekymring er forståelig. Det er trist at se sin virksomhed blive truet af omstændigheder, man ikke er herre over.

Men en ting må man give Brandt. Han har en enkelt saglig pointe. Der er naturligvis brug for kritisk og dybdeborende journalistik. Hele tiden. I alle slags sager. Også når det gælder lufthavnsprojekterne, der er blevet endevendt af journalister masser af gange.

Det er præcis, hvad de landsdækkende og klassiske nyhedsaviser Sermitsiaq og AG samt landets største nyhedshjemmeside Sermitsiaq.AG præsterer: masser af kritisk journalistik.

At påstå noget andet uden dokumentation er der et meget benyttet navn for i disse tider: fake news.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.