Fortsæt til indhold
Bolig

Påske med fjer og æg

Påsken er over os – og så får vi lyst til at pynte op med fjer, æg – og måske en enkelt påskehare?

TEKST OG FOTO: NINA EWALD

Påsken står for genopstandelse, og det var påskesøndag, at Jesus stod op af graven. Også gamle, hedenske skikke holder vi stadigvæk i hævd, men i vore dage mest for sjov.

Det er nu, at naturen vækkes til live, og vi hylder foråret og frugtbarheden. I gamle dage var det for at sikre et godt år for både dyr og mennesker med masser af afkom og en frodig høst. Æggene er symbol på den nye generation, der skal fødes, og påskeæg og gækkebreve hører sammen. Påskeharen er derimod ny i danske påsketraditioner. Den kom hertil fra Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet, og det er nok stadigvæk mest i Sønderjylland, at den indgår i forskellige påskelege.

Her har jeg pyntet op til påske med naturens materialer; (løg-)planter, grene, fjer, halm og udpustede æg. Du kan stille dekorationerne i haven, gerne under lidt beskyttede forhold på en overdækket terrasse eller i vindfanget – eller du kan bruge dem til at pynte op inden for i boligen.

Gør som i udlandet, hvor det er meget brugt at hænge påskepynt op i træer og buske. Æggeophængene er komponeret med andeæg, vagtelæg, hø og smågrene, altsammen fæstnet på en ståltråd og derefter hængt op i en rododendron i kiggeafstand fra huset.

Lav din egen påskepynt til haven

Sådan udpuster du et æg

Stik forsigtigt et hul i begge æggets ender, f.eks. med en syl eller en stoppenål. Sæt munden til det ene hul og pust til – hen over en skål. Nu løber blomme og hvide ud i den anden ende og kan bruges til f.eks. en æggekage. Vask forsigtigt ægget og lad det tørre.

Gør som i udlandet, hvor det er meget brugt at hænge påskepynt op i træer og buske. Æggeophængene er komponeret med andeæg, vagtelæg, hø og smågrene, altsammen fæstnet på en ståltråd og derefter hængt op i en rhododendron i se-afstand fra huset.

Sådan laver du en æggekrans

Lim udpustede æg i forskellige størrelser fast på en halmkrans af passende størrelse. Brug en limpistol. Her er primært valgt vagtel- og dværghønseæg. Lim små totter halm fast mellem æggende undervejs, så kransens overflade bliver helt dækket, og der ikke er nogen huller tilbage. Æggene kan du selv udpuste, eller du kan købe dem i hobbyforretninger – f.eks. Panduro Hobby. Halm kan købes i dyrehandler.

Den fine æggekrans tager tid at lave – til gengæld kan den gemmes, så du har glæde af den år efter år. Her er der sat en sart lyseblå scilla i midten af kransen, men den kan også fyldes ud med andre slags blomster, dekorerede påskeæg, små buketter i vaser, eller du kan forsyne den med en metalkrog bag på og hænge den op. Mulighederne er mange.

Sådan laver du et æggeophæng

Køb færdige udpustede æg eller gør det selv. Stik en kraftig ståltråd gennem det store ande- eller hønseæg og sno ståltråden omkring en lille kvist. Bind en tot halm på ståltråden ovenover ægget og forsæt med at trække et vagtelæg og endnu en halmtot på tråden. Sno den resterende del af ståltråden omkring en blyant eller lignende, så der dannes en spiral. Bøj ståltrådsspidsen til et ophæng.

Sådan laver du et ophæng til fjer

Bøj enden af en ståltråd til en “hårnål”, læg den på fjerens ende og sno lidt af ståltråden omkring “hårnål” og fjer. Bøj en krog af den anden ende af ståltråden til ophæng.

Sådan laver du en rede af birkegrene

Brug tynde, smidige birkegrene af en længde på ca. 80 cm. Saml grenene til et bundt og sno dem sammen til en “rede” i den størrelse, som passer til kurven. Hold grenene sammen med lidt tynd ståltråd. Læg reden til rette i kurven og hæft den evt. fast med lidt ståltråd på kurven rundt omkring. Lim eller bind til sidst små fjer fast forskellige steder.