Fortsæt til indhold
Bolig

Foråret så sagte kommer

Det er nok lige tidligt nok at kalde det forår nu. Men det er bestemt tid til at tænke fremad og planlægge den kommende sæson i haven. I min have står den på ny hæk, buksbomkugler og nye frø.

Havearkitekt | Nina Ewald
Nina Ewald, havearkitekt.

Selv om det stadigvæk er koldt og lidt vinterligt udenfor, er jeg for længst begyndt at spekulere på, hvad der skal gøres i haven. Både inden for overskuelig tid og lidt senere på året. Sidste år kom der flere nye anlæg til i vores lille have, så det er de mere generelle ting, der står på programmet i år.

Den væltede hæk

Det første, vi skal have klaret, er vores ældgamle ligusterhæk, som fik svære skader sidste november, da sneen lagde sig tungt og væltede visse dele af den. Vi bor på en hjørnegrund, så hækken er lang!

Tomater er en af mine andre yndlinge i haven. De orange cherrytomater her er utroligt velsmagende. Foto: Nina Ewald

Efter mange overvejelser er vi nu blevet enige om at nøjes med at klippe en del af den helt ned til jorden, på et stykke der ikke står til at redde. Det regner jeg med, at vi gør her i februar eller begyndelsen af marts måned. Resten af hækken vil vi så klippe ind til måske halvdelen af bredden og forny den på den måde. Så risikerer vi heller ikke så nemt, at der kan lægge sig tunge snedyner på den en anden gang.

Når jeg spiser tomater og chili, som smager rigtig godt, så sørger jeg for at tage frø af dem. Det gjorde jeg sidste år, og frøene skal snart sås og forspires i vindueskarmen, så planterne er klar til at komme ud i drivhuset, når det bliver varmt nok.

Sådan en gammel hæk har jo et stort, velforgrenet rodnet, så den vil nok kunne få nye grene på en meters højde allerede det første år.

Buksbomkuglerne

Buksbomkuglerne i mit staudebed skal trimmes, og de gamle visne græsser og stauder klippes ned. Så bliver det pænt og ordentligt igen, og jeg kan nyde synet af alt det, der snart vil begynde at spire frem.

I vores bede er der også plantet mange buksbomkugler, som giver ro for øjet mellem de mere spraglede stauder. Det er de såkaldt småbladede buksbom, Buxus microphylla. Sidste år ventede jeg længe med at klippe dem, og så er det møgbesværligt at komme til, når naboplanterne har vokset sig høje. Derfor vil jeg i år klippe dem så tidligt, at jeg både nemt kan komme til og samtidig bedre kan bedømme formen. Buksbom kan med fordel klippes to gange om året. Første gang fra marts-juni og anden gang i sensommeren, men inden september. Nu skal jeg så ud med saksen i marts måned, har jeg besluttet. Samtidig kan jeg klippe alle de visne staudetoppe ned, så der bliver plads til de nye skud.

Udplantning af stauder og buske

Sidste år købte jeg selv (og fik foræret) en del stauder, roser og buske. Det bliver altid til flere, end der egentlig er plads til i vores lille have, for det er svært at modstå de mange fristende tilbud! Derfor blev planterne i første omgang blot sat ned i de tomme køkkenhavebede og i krukker. Nu skal jeg finde de rette udplantningssteder til dem, og marts-april vil været tiden, hvor det skal ske.

Det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men snart er det tid til at vaske hele drivhuset ude og inde, både vinduer og træværk. Jeg bruger brun sæbe og sprit – og masser af knofedt – for at få bugt med svampesporer og overvintrende utøj.

Jeg skal også ud og se, hvorledes de nye planter, som jeg rent faktisk nåede at få i jorden, har klaret sig gennem vinteren. Specielt nogle meget smukke roser bliver det spændende at følge.

De nye frø

Lige nu er det frøfirmaernes højsæson. Skønne, farvestrålende kataloger bliver lagt i postkassen – og flere gange ugentligt får jeg mails, som fortæller om de seneste nyheder. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store ørn til at forspire, men efter at jeg har fået et drivhus, går det bedre. Tiden for forspiring er ved at være inde nu, men ofte venter jeg og sår direkte på friland; planterne kommer så godt nok lidt senere i gang, men behøver på den anden side heller ikke så megen pleje.

I år skal jeg bl.a. så jomfru i det grønne, Nigella, og frøkenhat, Zinnia, som fås i et utal af farvestrålende nuancer – og flere sorter af basilikum ej at forglemme. Det varer heller ikke længe, før det er tid til læggekartoflerne, hvor Exquisa er min favoritsort. Senere på året skal jeg på tomat-raid hos Gartneriet Toftegaard for at købe skønne tomatplanter (og måske også et par chiliplanter) som supplement til dem, jeg selv sår. Jeg ved ikke noget bedre end at gå ud i drivhuset og plukke solmodne tomater og klippe masser af basilikum.