Barrikader dig med lys
Når vinteren nærmer sig, banker mørket på. Tør du åbne op? Hvis ikke, så læs med her, hvordan du bedst muligt lyser hjemmet op og holder mørket på afstand.
I takt med at vinden hvirvler efterårsbladene hurtigere og hurtigere rundt, og temperaturen udenfor tager et hurtigt dyk væk fra varmegraderne, stiger antallet af mørke timer i døgnet. Når først vinteren har fundet sig godt til rette, vågner vi op og kommer hjem til mørke. Naturligt nok har vi i vinterhalvåret derfor brug for mere lys i hjemmet, men hvordan opnår man at få den helt rigtige belysning og stemning i hjemmet? Det er noget, der interesserer danskerne mere og mere, ifølge Helen Berg, der er detailkonsulent og lysekspert hos lysproducenten Louis Poulsen.
»Vi oplever, at folk er blevet meget mere opmærksomme på belysningen i hjemmet, og hvilke stemninger man kan opnå ved at indrette med lys. Derudover mærker vi også en stigende interesse for at udstyre sine lamper med ordentlige lyskilder. Hvis ikke man har en lyskilde med en god farvegengivelse, kan man eksempelvis ikke se farverne i det ægte tæppe, man har liggende på gulvet,« fortæller Helen Berg.
Regel nummer ét: diversitet
Interessen for det helt rigtige lys er altså stigende, og for at få dét skal vi som det vigtigste tænke på forskellighed. Det mener Michael Anker, der er direktør for lysfirmaet Anker & Co.
»Det vigtigste, man skal tænke på, er diversitet. Der er nemlig ikke noget værre end et helt ensartet lys i et rum. Man skal altså huske at købe lamper i forskellige design og med forskellig funktion. Det er nemlig stemningsskabende i stedet for en række identiske lamper. Derudover skal man kigge efter et miks af lampeskærme i metal, stof, glas eller opaliserede overflader, som policarbonat, der giver et blødt og behageligt lys i rummet,« forklarer Michael Anker.
Selve lampeskærmen er vigtig, da den afgør, hvordan lyset får lov at sprede sig ud i rummet.
»Det lys, der kommer fra eksempelvis lamper med en metalskærm, er generelt meget retningsbestemt og bidrager ikke med noget lys til selve rummet som helhed. Når det bliver mørkt, giver det kun lys nedad og skærer dermed rummet over i et mørkt og et lyst område,« siger Michael Anker og fortsætter:
»Folk glemmer tit, at de også skal have et diffust lys. Det kan være en dekorativ lampe, der står på et bord og lyser selve rummet op. Derudover bliver punktlys også undervurderet. Punktlys er, hvis man har et flot maleri på væggen og vælger at have små lamper, der lyser selve maleriet op.«
Undgå den hurtige forelskelse
En lampe er altså ikke bare en lampe, og det leder hen til Mikael Ankers næste råd.
Når man står i en lampebutik badet i lys fra over hundrede lamper, kan det være svært at afgøre, hvilken lampe der tager sig bedst ud i hjemmet. Her er det vigtigt at huske på, hvilket behov man har for lys.
Mange begår den fejl, at de køber lamper ud fra form i stedet for selve lyset.Michael Anker., Direktør, Anker & Co
»Mange begår den fejl, at de køber lamper ud fra form i stedet for selve lyset. Man skal gøre op med sig selv, hvad lampen skal bruges til. Er det til at arbejde under, eller er det til at skabe en hyggelig stemning? Hvis det er til at arbejde under, er det bedst med et retningsbestemt lys, imens et mere diffust lys er bedre til at skabe en hyggelig stemning i rummet. Det skal man have gjort sig nogle tanker om, inden man impulsivt lader sig forelske i en lampe,« fortæller Michael Anker.
Detailkonsulent Helen Berg fra Louis Poulsen mener også, at det er afgørende at se på sine behov og pointerer, at selve rummet har betydning for, hvilken slags lampe det er en fordel at købe.
»Det er vigtigt at tænke på, om rummets inventar er stationært. I stuen rykker vi måske oftere rundt på møbler, end vi gør i køkkenet, hvor det meste har en fast plads. Derfor skal man overveje at købe lamper, man nemt kan rykke rundt på, når det er stuen, vi ser på,« fortæller Helen Berg.
Hvor meget lys man har behov for, er der næsten ingen grænser for, ifølge Michael Anker.
»Folk har ofte for lidt lys. Man skal hellere overdimensionere lyset, men til gengæld sørge for at købe sine lamper med lysdæmper. Med en lysdæmper kan man nemlig selv bestemme, hvor meget lys der er brug for, og dermed selv ændre stemningen i hjemmet. Om morgenerne har vi eksempelvis brug for en masse lys for at vågne ordentligt, imens mange en fredag aften efter arbejde foretrækker et mere dæmpet lys. Her kan man bruge lysdæmperen til at skabe en mere hyggelig stemning. Man kan og bør i det hele taget tilpasse lyset i hjemmet til ens egen dagsrytme,« pointerer Michael Anker.
Lys vinduet op
Der kan dog være mange ting, der afgør, hvordan man skal udstyre og indrette hjemmet med lys. Farver på væggene og antallet af vinduer har eksempelvis en betydning. Alligevel løfter Helen Berg sløret for nogle grundprincipper, man altid kan skrive sig bag øret.
»I en stue på eksempelvis 30 kvm vil jeg ofte anbefale, at man har seks-otte lyspunkter i rummet. Det kan både være funktionelle lyspunkter, som eksempelvis læselys ved en sofa, men lyset kan også anvendes æstetisk til at fremhæve elementer af stuens farver og former. Derudover er det en god ide at variere lyset ved at anvende både gulv-, væg-, loft- og bordlamper. Desuden skal man huske på, at i et hvidt rum bliver lyset nemmere reflekteret fremfor i et mørkt rum. Hvis man har et sort spisebord, så sluger det for eksempel nemt lyset,« siger Helen Berg.
Michael Anker har supplerende et lille trick, der kan holde mørket på afstand og forlænge dagstimerne.
»Hvis man har store vinduespartier i sit hjem, så hjælper det på lyset i hjemmet, hvis man sørger for at sætte sine lamper hen til vinduerne. På den måde dækker man for de sorte huller i hjemmet, som vinduerne danner, når det bliver mørkt. Man kan sige, at det snyder til at ligne dagslys,« fortæller Michael Anker og fortsætter:
»Når man køber selve pærerne til sine lamper, kan man med fordel lede efter LED-pærer, der afgiver mere lys, end de pærer man i forvejen har i sin lampe. Med LED-pærer sparer man også mellem 50-80 pct. af sit strømforbrug til lys. Til hjemmet er det bedst at lede efter LED-pærer, der afgiver et varmt lys. For at finde det skal man spørge efter LED-pærer, der har 2.700 kelvingrader og en farvegengivelse, som helst skal være over 90-CRI (Colour Rendering Index, red.).«
Trods de gode råd er en vigtig pointe dog, at det er svært at komme med en enkel guide for, hvordan man skaber den bedste belysning i sit hjem.
»Det kommer helt an på rummets størrelse og funktion, overflader og farver, når man skal finde det rigtige lys til sit hjem. I et køkken skal man eksempelvis have et godt arbejdslys, men hvordan, lyset skal være, kommer an på, hvilke farver man har på gulv og vægge. Det er meget individuelt, og derfor er det en god ide at tage billeder af sit hjem, når man skal ud og købe lamper til hjemmet. Det er et godt udgangspunkt for personen, der rådgiver, til at danne sig et indtryk af, hvor meget lys der er brug for, i forhold til farvevalg, dagslys og rummets funktioner,« fortæller Helen Berg, som afsluttende pointerer:
»Det fantastiske ved lys er, at man kan bruge det i sin indretning til at få folk til at føle sig behageligt tilpas i sit hjem. Folk har forskellig smag, når det kommer til sofaen eller lænestolen, men lyset har en altafgørende indflydelse på, om der er en rar stemning.«