Fortsæt til indhold
Bolig

Placér dit lys rigtigt

Lys har stor betydning for hyggen og velværen i dit hjem – og for din koncentrationsevne, når du arbejder, læser eller laver mad. Og derfor skal du sørge for at have det rigtige lys på de rigtige steder. Læs hvordan her.

Louise Skøtt Gadeberg, bolius

Arbejdsbordet

Uanset om du har et kontor med et skrivebord eller bruger dit spisebord, så sørg for lys med en høj farvegengivelse på tværs af bordet med en retningsbestemt lyskilde, fx en skrivebordslampe med justerbart hoved og arm. Arbejder du på pc, kan du sætte lys på tastaturet fra siden, hvilket gør tasterne lettere at ramme. Lad lyset komme ind fra venstre side, hvis du er højrehåndet og omvendt. Hæng desuden en stor lampe over bordet, der sender hyggelys nedad mod bordet og skaber en hyggelig hule at arbejde i. Mangler der generelt lys i rummet, så sæt spot på en reol eller et maleri fyldt med farver, hvilket giver et godt, varmt genskin ud i rummet.

Arbejdsbord. Pas på med lamper, der spreder lyset tilfældigt ud i rummet. Hav spot på dit tastatur fra siden - og skab desuden en hule af lys med en pendel.

Læselys

Asymmetrisk lys er vigtigt for at se og især læse godt. Med asymmetrisk lys menes, at lysets retning ikke skal lande direkte på det, du skal læse eller se. Skab en skyggekontrast i lyset ved at lade lampens retning gå ind over din skulder eller skråt på bogen.

Husk også, at en bevægelig arm og et justerbart hoved på læselampen er godt.

SE TEMA: Belysning

Læselys. Lyset fra de hvide skærme blænder i hele rummet og gør det svært at læse fokuseret og afslappet. Vælg hellere bevægeligt og retningsbestemt lys, der peger på det, du skal se på.

Køkkenet

Også her er mange funktioner, opdag dem ved at forestille dig, at du vasker op, tilbereder mad, og hvad du ellers gør ved dit køkkenbord. Definér cirka 3 arbejdszoner i køkkenet - og sæt lamper op imellem funktionerne. Over vasken, hvor der er stor risiko for genskin, skal du altid hænge 2 lamper, så deres lys går skråt ind i hinanden og dermed ikke giver genskin i vasken. Er det knapt med dagslys, så sæt spots op på de vægge, der ligger mest i skygge for dagslyset. Sæt ikke spot på ganglinjer, men i stedet lodrette flader som vægge og opslagstavler, der kaster lyset retur ud i rummet.

Badeværelsesspejlet

Fokusér på funktionen - her skal du lægge makeup og klippe næsehår, så et godt lys fra de rette vinkler er vigtigt. Øjets perfekte afstand for detaljesyn er 25 cm, og da synslængden fordobles i spejlet, ser du detaljer mest perfekt fra 12,5 cm afstand.

Vælg altid 2 lamper, som du placerer over spejlet, tættere på spejlets hjørner end midten. Sørg for, at lamperne hænger ud fra væggen, sådan at lyset stråler ned mellem dit ansigt og spejlet.

SE TEMA: Lamper

Badeværelsesspejlet. Detaljelys skal være af god kvalitet og placeres korrekt. Lad aldrig lys komme bagfra - sørg i stedet for krydsende lys ovenfra.

Stort spejl

Glødepæren blænder ud i rummet og gør det svært at kigge længe i spejlet. Når pæren beklædes med en strimmel sølvpapir, undgås dette, og lyset formes mere blidt ud i rummet. Gå efter spots med denne effekt, der kaldes Concentra.

Gang og entre

Gangen er typisk smal og mørk, og mange begår den store fejl at sætte lys op i midten eller lave en række af spots ned igennem gangen. Men det er kedeligt lys uden skyggekontraster - gør hellere gangen til en dejlig lysoplevelse mellem to rum. Desuden er det ubehageligt at gå 'under' stærkt lys.

Lad lyset pege på en af langsiderne og væggen kaste lyset ud i rummet og få derved de essentielle skyggekontraster i spil. Husk desuden at vælge lamper, der centrerer lyset i én retning og ikke sender det ud i alle retninger, så det blænder.

Gang og entre. Den hvide skærm på pendlen blænder alle, når de kommer indenfor - især når det er vinter udenfor. Pendler er en god ide - men vælg lukkede skærme, der sender lyset nedad.

Over spisebordet

Lav et rum i rummet, og skab en hule af lys over spisebordet. Lad lyset pege nedad eller opad, så ingen bliver blændet, undgå altid et kig til en skarp pære, og vælg ikke en stor, hvid glaslampe, der sender lyset ud i alle retninger.

Sørg desuden altid for en lysdæmper netop over spisebordet, så du kan få lys i forskellige styrker til hhv. lektier og strikketøj, der kræver stærkere lys, end hyggemiddagen. Vælg altid en god halogenpære med en høj Ra-værdi her, så din mad ser naturtro ud.

Over spisebordet. Åbne lamper kan let blænde gæsterne omkring bordet, og de sender meget lys op mod loftet, der giver genskin. Med retningsbestemt lys mod bordfladen bliver lyset hyggeligt og blænder ikke middagsgæsterne.

LÆS OGSÅ: Brug Bolius omregner og vælg den rette pære