Fortsæt til indhold
Bolig

Varmeproblemer i hvert femte nye hus

Boligejere i huse bygget efter år 2000 døjer oftere med høj varme og for meget sollys i huset end boligejere i ældre huse, viser Bolius Boligejeranalyse 2015. Men problemerne kan løses.

Thomas Lemke, Bolius.dk

Det kan være dejligt at bo i et nybygget hus, men for nogle føles det som at bo i en gennemsigtig plastikpose.

Det viser Bolius’ Boligejeranalyse 2015, som er baseret på svar fra 3.065 repræsentativt udvalgte boligejere i enfamilieshuse fra hele landet.

I undersøgelsen svarer næsten hver femte boligejer (18 pct.), der bor i et hus bygget efter år 2000, at de døjer med for høj temperatur i huset, mens kun 5,5 pct. boligejere i huse bygget før 2000 har samme problem. Samtidig siger markant flere ejere af nyere huse (12 pct.), at de har problemer med for meget sollys i boligen. Kun 7 pct. af boligejere i ældre boliger har problemer med det.

Nye huse kan mangle solafskærmning

Ifølge seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut, Henrik N. Knudsen, er de nybyggede huse blevet bygget meget tæt i forsøget på at gøre dem energieffektive og muliggøre ventilation med varmegenvinding. - Nogle lavenergihusene er præget af en arkitektur med store og mange sydvendte vinduer samt ingen tagudhæng eller anden solafskærmning på bygningen, der kan kaste skygger på vinduerne, og disse ting har givet problemer med høj temperatur om sommeren.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd om indeklima

»Det har handlet om, at man skulle have så meget dagslys ind i boligen som muligt, men i dag ved man, at det kan blive for meget,« siger Henrik N. Knudsen.

Henrik N. Knudsen opfordrer de boligejere, der døjer med varme og for meget sollys, til at få afskærmet boligen med udvendig solafskærmning foran vinduer, der vender mod solen, men på en måde så de stadig kan se ud.

LÆS OGSÅ: Solafskærmning

Har de ikke mulighed for en udvendig løsning, er det også muligt at bruge indvendig afskærmning fx lamel- eller rullegardiner.

Tør luft i nye huse

Fagekspert i Bolius Boligejernes Videncenter, Jeanette Standly Mikkelsen, der jævnligt er ude hos danske boligejere på byggetekniske opgaver, kender også til problemerne i nybyggede huse.

Foruden varmen klager en del boligejere i nybyggede huse også over for tør luft i boligen.

»Nogle af de nybyggede huse kan være så tætte, at man har svært ved at oprette et fornuftigt indeklima. Vi har også fået en del spørgsmål på det sidste i vores gratis brevkasse ”Spørg Bolius” på Bolius.dk om, hvad man kan gøre ved det,« siger Jeanette Standly Mikkelsen.

Hvis en bolig er meget tæt, er der ingen naturlig ventilation, og derfor er boligejeren afhængig af et elektronisk ventilationssystem. Hvis luftskiftet er for stort, kan det gøre luften tør. Jeanette Standly Mikkelsen har målt luftfugtigheder på ned til 30 pct. i nybyggede huse, selvom Astma- og Allergiforbundet anbefaler en luftfugtighed på 40-60 pct..

LÆS OGSÅ: Hvor høj må den indendørs luftfugtighed være?

»Vi har fået spørgsmål fra nye, forvirrede boligejere, der undrer sig over, om de virkelig skal investere i en befugter, der kan tilføre boligen et bedre indeklima, når de er flyttet ind i et nybygget hus,« fortæller Jeanette Standly Mikkelsen.

Tjek dit ventilationssystem

Problemerne kan enten skyldes, at ventilationsanlægget er indstillet forkert, og her skal montøren af anlægget ud at justere det igen. Men anlægget kan også være indstillet korrekt i forhold til bygningsreglementet, men forkert i forhold til, hvad du synes er et behageligt indeklima.

LÆS OGSÅ: Ventilation af boliger

»Du kan skrue ned for anlægget, sætte flere grønne planter op eller forsøge med mere afskærmning enten udvendigt eller med persienner og gardiner indendørs. Hvis ventilationsanlægget skal ventilere mindre, end det du selv kan indstille det til, skal du have en ud fra firmaet – men du skal jo have en eller anden form for ventilation,« siger Jeanette Standly Mikkelsen.

Lave energiudgifter i nye huse

Billedet stemmer overens med Henrik N. Knudsens egne undersøgelser af boligejere i lavenergihuse.

»Overordnet svarer husejerne i lavenergiklasse 2015 husene, at de har haft en positiv oplevelse med deres nye lavenergihuse. Næsten alle husejerne kan anbefale andre at bo i et lavenergihus.«

»Som væsentligste begrundelse fremhæver ejerne de lave energi- og driftsomkostninger og et godt indeklima,« siger Henrik N. Knudsen.

Problemer kan vende tilbage

Til gengæld siger 17 pct. boligejerne i nye huse, at de problemer, de har, kommer igen, mens kun 10 pct. af alle boligejere oplever dette.

»Nye huse giver ikke nødvendigvis færre udfordringer, de er bare forskellige fra dem i de gamle huse. Nogle nye huse kan måske være komplicerede at have med at gøre pga. for meget teknologi, og fordi de er for tætte. Gamle huse er måske bare mere utætte, koldere og dyrere i energiforbrug,« siger Jeanette Standly Mikkelsen.