Kan man tvinge sin nabo ind i grundejerforeningen?
Medlemskab af en grundejerforening er frivilligt, medmindre det er tinglyst på ejendommen eller står i lokalplanen, at du skal være medlem. Men du kan ikke bare slippe for de fælles omkostninger.
Grundejerforeninger er for mange indbegrebet af kedelige petitesse-diskussioner om, hvor høj hækken og græsset må være. Derfor kan det være fristende at stå udenfor, men det kan man ikke, hvis fx medlemskab er tinglyst på ejendommen eller er en del af lokalplanen.
Specielt i nye udstykninger er det almindeligt, at kommunerne udformer generelle vedtægter for grundejerforeningen og kræver, at alle parcelhusejerne skal være medlem.
En repræsentant fra en ældre, veletableret grundejerforening har henvendt sig til Bolius, fordi medlemmerne her er utilfredse med, at to husejere ikke ønsker at være medlem af foreningen og dermed ikke pt. er med til at bidrage økonomisk til vedligeholdelse af veje og grøfter. Derfor ønsker foreningen på en generalforsamling at gennemføre en fælles tinglysning om medlemskab for alle husejere i området under et, da det vil være langt billigere, end hvis det skal gøres for hver enkelt husstand.
Men den går ikke, medmindre alle er enige om det, lyder svaret fra landinspektør Kristian Baatrup på ejendommen. Grundejerforeningen kan ikke beslutte en samlet tinglysning, uden at også de to ikke-medlemmer accepterer det.
»Hvis forpligtelsen ikke er tinglyst, kan man ikke gennemføre tinglysningen uden ejernes samtykke. Men hvis ejerne er indstillet på det, kan det sagtens lade sig gøre,« siger Kristian Baatrup.
Udgifter til vej skal deles
Hvis medlemskab af grundejerforeningen er frivilligt, og problemet er, at nogle ikke vil bidrage til de fælles omkostninger, foreslår Kristian Baatrup, at det løses ved et vejsyn.
»Vejsyn varetages af kommunen, som også er vejmyndighed på de private fællesveje. Jeg vil anbefaler, at vejsynet afgør fordelingen af omkostningerne til vedligeholdelse,« siger Kristian Baatrup.
Hvis der ikke findes aftaler m.v. om vedligeholdelsen, er det bærende princip, at de vejberettigede brugere skal vedligeholde vejen i forhold til deres brug af vejen.
LÆS OGSÅ: Grundejerforeningen er døende
»Hvis en vejberettiget gør gældende, at en vej ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, og at eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse er utilstrækkelige til at sikre dette, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der skal fastsættes bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af vejen,« tilføjer Kristian Baatrup.
Kommunen har også hjemmel til at fordele udgifterne mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen.
To typer grundejerforeninger
1. Grundejere i et område beslutter sig frivilligt for at danne en forening. Det sker på en stiftende generalforsamling, hvor man beslutter, hvad der skal gælde for den pågældende forening. Den stiftende generalforsamling vedtager med stemmeflertal blandt de fremmødte, hvordan vedtægterne for foreningen skal være. Alle andre, som senere melder sig ind i foreningen, skal på forhånd gøre sig bekendt med vedtægterne og derefter følge dem. Denne måde har tidligere været den mest almindelige.
LÆS OGSÅ: Hvad er en grundejerforening?
2. En kommune kan oprette en grundejerforening, når de laver en ny udstykning af et parcelhusområde. Her er det så kommunen, der i realiteten udformer og godkender nogle generelle vedtæger for grundejerforeningen, som de kræver, at alle parcelhusejerne i det nyudstykkede område skal være medlem af. Grundejerne kan så senere ændre i vedtægterne, hvis de kan blive enige om det på en af de årlige generalforsamlinger.
Hvad kan en grundejerforening bestemme?
En grundejerforening kan, hvis vedtægterne overholdes, vedtage bestemmelser, der berører forhold inde på den enkelte husejers grund, og hvis man er medlem af foreningen, er man pligtig til at følge reglerne.
Hvis der ikke er tinglyst pligt til at være medlem af grundejerforeningen, har man mulighed for at melde sig ud og har så ingen pligt til at følge reglerne.
På tinglysning.dk kan du se, om der er tinglyst pligt til at være medlem af grundejerforeningen.