Fortsæt til indhold
Bolig

Inviter farverne ind i soveværelset

Farverne har meldt deres ankomst i de danske hjem, og nu er det soveværelsets tur. Ud med de hvide lagner, hvide gardiner og hvide sengetæpper og ind med de glade farver.

Céline Nordberg Nielsen

En tredjedel af døgnet foregår i vores soveværelse, men til trods for det, er det et af de rum, vi gør mindst ud af. De fleste kan nikke genkendende til hvide gardiner, der hænger ned ad ligeså hvide, nøgne vægge, og det er en skam ifølge designer Laura Scheuer Trøstrup.

»Det er faktisk det rum, vi er flest timer i, men bruger mindst penge på. Jeg plejer at kalde det rummet, hvor vi har de døde orkideer og opbevarer de gamle skistave,« forklarer designeren, der til daglig indretter hjem for både private og større virksomheder.

»Man siger, at soveværelset skal være så lækkert, at man bliver søvnig, og en seng skal være redt så flot, at man begynder at gabe,« siger blogger og indretter Laura Scheuer Trøstrup.

Soveværelset har altså ikke fået ligeså meget kærlighed som andre rum i vores hjem, men det kan nytænkes helt efter samme princip som samtalekøkkener, hvor der er sket en fusion af spisestue, stue og køkken.

Det kan blive det rum, man bruger, når man har brug for at trække sig tilbage og slappe af.
Laura Scheuer Trøstrup, blogger og indretter

»Jeg mener, at soveværelset kan blive den nye stue og et rum, vi også kan være i, når man er vågen. Det kan blive det rum, man bruger, når man har brug for at trække sig tilbage og slappe af,« fortæller Laura Scheuer Trøstrup, der også har bloggen theSweetSpot.dk.

Hun er også begyndt at se en spirende lyst til, at vi gør noget ved soveværelset og bringer farverne i spil.

»Farverne kan gøre det til et rum, man har lyst til at være i, og man kan sagtens give den lidt mere gas med farverne i soveværelset, end man gør i stuen,« pointerer Laura Scheuer Trøstrup.

Fald i søvn til blå

Man skal altså ikke være bange for at hilse farverne velkommen i soveværelset, men for at være sikker på en rolig nattesøvn, så er det vigtigt at udvælge de helt rigtige farver til rummet. Det gør man ved at følge sin egen intuition.

»Det vigtigste, når man tager farver ind i soveværelset, er, at farverne er rolige, og de føles rare for én selv. Det er altså vigtigt at kigge efter de farver, der giver velvære, og det er som oftest de blå toner,« fortæller Laura Scheuer Trøstrup.

Vil man følge de farver, der er oppe i tiden lige nu, og som samtidig kan fungere i soveværelset, så har Laura Scheuer Trøstrup følgende bud:

Ifølge blogger og indretter Laura Scheuer Trøstrup er et godt tip at male en hel væg én farve, gerne mørk, som de har gjort her i reportagen, vi viste tidligere på året. Arkivfoto: Morten Søby/Sobys

»Lige nu er det farver som flaskegrøn, petroleumsgrøn, midnatsblå, mørkegrå og de mørke juvelfarver, der er moderne. Farverne må gerne være mørke, støvede og grumsede i det, i stedet for klare,« siger hun.

Lyse pasteller og fine blomstrede mønstre erstattes af de dybe mørke farver, der giver rummet dybde og kant. Det er ikke alle regnbuens farver, der egner sig til soveværelset, hvor afslapning og ro prioriteres. Stærke kontraster og energifarver som gul, rød og stærk lilla skal man gå i en stor bue uden om, hvis man ønsker en rolig nattesøvn.

»Der skal ikke være vilde kontraster, og man skal maks bruge to-tre farver, der ikke ligger for langt fra hinanden på farveskalaen. Der må ikke være for meget, der stritter,« pointerer Laura Scheuer Trøstrup og fortsætter:

»Energifarver bliver for uroligt til soveværelset, og man skal for enhver pris undgå den røde farve. Man kan måle på kroppen, at den røde farve hæver vores pulsen og virker opkvikkende. Det er ikke noget, man har lyst til at få ind i sit soveværelse.«

Find malerpenslen frem

Hvide sengetæpper, hvide gardiner og hvide vægge karakteriserer mange soveværelser, og oftest er det pyntepuden, der giver rummet et strejf af farve. Det må man gerne udvide, og flere elementer kan sagtens kan tåle at få et strøg med malerpenslen.

»Man kan lege med alle de bløde ting i soveværelset, når man bruger farverne. Det kan være ting som små gulvtæpper, sengetøj, sengetæppet, puder og gardiner,« fortæller Laura Scheuer Trøstrup.

Et godt sted at starte, hvis du har mod på at lege med farverne i et ellers farveløst soveværelse, er at tage malerpenslen i hånden og give den ene væg i rummet en mørk farve.

»Mal en væg bag din seng. Det giver en god bund og dybde i rummet og skaber en følelse af tryghed,« fortæller Laura Scheuer Trøstrup og siger supplerende:

»Det giver stor forandring, og så er det et nemt projekt, der kan gøres på to dage og er forholdsvis billigt.«

Når man har malet sin endevæg i en bestemt farve, kan man bruge den som udgangspunkt, når man vælger farver til de bløde ting, som tæpper og puder.

»Man kan købe to meget store puder og et sengetæppe i samme farver som væggen. Det skal ikke bare være små pyntepuder, men to rigtig store puder. Det kan man starte med og derefter langsomt arbejde videre herfra,« forklarer hun.

Vågn op til farver

Layer It kom sig af, at designer Anne Boysen ønskede en anden måde at få farver ind i soveværelset på end med pyntepuder.

Væggen og alle de bløde ting i soveværelset er altså her, du kan lege med farverne i dit soveværelse. Du kan også slå øjnene op til farver på sengegærdet, som er et møbel, der er ved at vende tilbage i de danske soveværelser.

»Der er meget gang i farver på sengegærder i øjeblikket. Det giver et lækkert hoteludtryk, og hoteller er generelt et godt forbillede, når man laver sit soveværelse,« fortæller Laura Scheuer Trøstrup.

Designer Anne Boysen inviterer til at bringe både sengegærder og farver ind i soveværelset med hendes nye design af sengegærdet Layer It.

»Min inspiration til at lave sengegærdet er fundet i min egen hverdag. Jeg elsker farver og arbejder meget med dem, men i mit soveværelse gider jeg ikke redde min seng hver dag og sætte puder fint op. For at bringe farver ind i mit soveværelse skulle det være på noget stationært, der bare er der,« pointerer Anne Boysen.

Layer It fås i mange forskellige farver og koster fra 3.960 kr. www.benthansen.dk

Hvis du, ligesom Anne Boysen, ikke redder sengen hver dag og ikke gider at arrangere sengetæppe og puder på den helt rigtige måde, så er et farverigt sengegærde muligheden for at live soveværelset op. Layer it er designet i de tre farvetemaer blå, grøn og gul, og det er især nuancer i farver, som Anne Boysen arbejder med.

Hvis en bestemt farve skal fungere, skal du have noget, der spiller op i mod den.
Anne Boysen, designer

»Jeg arbejder hovedsageligt med, hvordan farverne arbejder sammen. Hvis en bestemt farve skal fungere, skal du have noget, der spiller op i mod den, og derfor har mine design flere nuancer,« fortæller hun og fortsætter:

»Det er den samme tanke i Layer It's system. Det er noget med at vise, hvad farver kan, når de bliver sat sammen, og hvordan de kan fremhæve hinanden.«

Anne Boysens måde at arbejde med farver på er noget, man kan tage med ind i sine overvejelser, når soveværelset skal have en tur med farvepaletten. Forskellige nuancer af den samme farve kan bruges til at fremhæve den enkelte farve, hvilket skaber et lækkert, sammenhængende udtryk.

Så vær ikke bange for at invitere farverne ind i soveværelset – bare husk på at vælge de farver, der giver dig ro.

Zzzzzzzzsov godt

En god seng er vigtig, da vi sover en tredjedel af vores liv. Men om den skal være blød, hård eller noget midt imellem er individuelt. Her er fem bud på senge, der alle kan noget forskelligt.

Hæng sengen i skabet. Et skab, en rumdeler eller en seng? Det funktionelle møbel fra firmaet Smartseng er alle tre møbler samlet i ét, og sengen Loft kan med et snuptag hives ud af skabet. Vægsengene kan fås i flere varianter og kan blandt andet også forvandles til et skrivebord. Pris fra 28.995 kr. www.smartseng.dk
Ventileret nattesøvn. Fire metalben holder den kølende og ventilerende skummadras fra det nye mærke Zenpur oppe. Ventilationen foregår via særlige ventilationskanaler indlejret i den tykke madras, der går næsten helt ned til gulvet. Derudover vil skummet forme sig efter kroppen, når det kommer i kontakt med kropsvarme. Sengen fås i Ilva og Idemøbler og koster fra 11.665 kr. www.ilva.dk / www.ide.dk
Italiensk med strejf af det franske. Lyst valnøddetræ og enkle linjer karakteriserer sengen Letto Bed P-120 fra det italienske møbelfirma Dale Italia. Hovedgærdet kan stå bart, men der er også mulighed for at give det et tvist med en aflang pude i fransk designet tekstil. Sengen koster cirka 9.300 kr. www.daleitalia.it
En til dig og en til mig. Duetto beds er skabt til dig, der gerne vil kunne have overnattende gæster. Designet fra det italienske møbelmærke Flou Mood kan nemlig forvandles fra en sofa til to separate senge. En velkroløsning sikrer, at stoffet nemt kan tages af og på, og man kan vælge mellem flere farver til den multifunktionelle seng. Den koster fra cirka 28.300 kr. www.flou.it
Inviter naturen ind. I sengen Hästens Stockholm White limited edition kan du falde hen i drømmeland omgivet af hestehår. Det lyder måske ikke så lækkert, men hestehåret i madrassen har været gennem en længere forarbejdning, og naturmaterialet gør sengen helt allergifri. Den svenske sengeproducent Hästen har denne hvide model i butikkerne til d. 31. december. Pris fra 57.990 kr. www.hastens.com

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.