Nyt hus med gammel sjæl
Egentlig er hverken Kristine eller Kaspar Bark Grundahl særligt vilde med typehuse. Alligevel sidder de i dag i netop sådan et. Og det er de lykkelige for. De fandt nemlig ud af, at de med Kaspar Bark Grundahls arkitektevner og Kristine Bark Grundahls stilsikkerhed kunne nytænke typehusets rammer og skabe et hjem fuld af sjæl, lys og luft.
Da Kristine Bark Grundahl og Kaspar Bark Grundahl for et par år siden besluttede sig for at udskifte lejligheden midt i København med et hus lidt uden for byen, kiggede de kun på ældre villaer. Men intet var helt, som de ville have det.
På et tidspunkt købte vi to km boligblade og tog i sommerhus uden børn – kun for at tegne hus.
En dag faldt Kaspar Bark Grundahl over et typehus på et byggefirmas hjemmeside. Det lignede slet ikke de 70’er typehuse, parret ellers var gået langt udenom. Og det satte tanker i gang hos Kaspar Bark Grundahl, som er arkitekt.
»Vi havde overhovedet ikke spekuleret på at bygge nyt, men pludselig begyndte vi at lege med ideen,« fortæller Kristine Bark Grundahl, der til daglig arbejder som webkoordinator.
Parret gik derfor i gang med at kigge på grunde og faldt for én i det charmerende Dragør lidt uden for København. På grunden stod et gammelt, slidt parcelhus. Men inden huset blev revet ned, og byggeprojektet gik i gang, havde Kristine og Kaspar Bark Grundahl brugt månedsvis på planlægning.
»På et tidspunkt købte vi to km boligblade og tog i sommerhus uden børn – kun for at tegne hus,« fortæller Kristine Bark Grundahl.
»Vi var meget opsatte på, at det ikke måtte se for nyt ud. Selvfølgelig kan man godt se, at det ikke er et gammelt hus, men det må gerne se ud, som om det har ligget her altid og bare er blevet sat i stand,« fortæller hun om villaen på 180 kvm, som familien flyttede ind i i sommeren 2013.
Sammen hver for sig
Når man træder ind i huset, bliver man mødt af masser af lys. Der er glasdøre ind til næsten alle rum, og husets hjerte er to store, sammenhængende stuer med åbent køkken.
»Vi har tænkt meget over de kig, der skulle være gennem huset,« fortæller Kristine Bark Grundahl og fortsætter:
»Hvis pigerne træder et skridt ud af deres værelser, kan de se lige ned til vores soveværelse.«
Følelsen af hele tiden at være tæt på hinanden er gennemgående for husets indretning.
»Tanken er, at man skal kunne være sammen, selv om man laver noget forskelligt. Da vi tegnede sofaafdelingen, snakkede vi meget om, at det skulle være et rum, hvor man kunne sidde og se fjernsyn eller læse, mens ungerne legede med Lego på gulvet,« fortæller Kristine Bark Grundahl.
Ligesom Kristine og Kaspar Bark Grundahl gerne vil kunne integrere børne- og voksenaktiviteter, har de også planlagt hus og have sådan, at ude og inde kan integreres. Særligt om sommeren, når de fire glasdøre i stuen bliver slået op på vid gab. Græsplænen er nemlig anlagt, så den går helt op til huset. Så med et enkelt skridt er man ude i haven.
Det gode liv
Om vinteren, eller efter en dukkert ved den nærliggende Dragør Strand, kan man varme sig foran pejsen, som er placeret centralt i huset, så den både kan nydes både fra sofaen og spisestuen.
»Kaspar ønskede sig en pejs, og jeg ville gerne have et badekar. Det var to ting, vi havde aftalt, der under ingen omstændigheder måtte gås på kompromis med. Og vi fik også begge dele. Pejsen var dyr, men hver en krone værd, for den giver en fantastisk stemning. Men jeg må indrømme, at det indtil videre mest er pigerne, der har brugt badekarret,« siger Kristine Bark Grundahl med et grin.
Der er tænkt på det gode liv i huset. Køkkenet har bardisk, hvor vennerne kan drikke cocktails, og der er masser af kvm til dansegulv. Og huset, det blev indviet med manér.
»Vi var ikke hjemme, da der var rejsegilde, så vi holdt vores egen lille champagnefest, hvor vi hældte champagne ud på fundamentet for at give noget fest til huset,« fortæller Kristine Bark Grundahl.
Fest var der til gengæld ikke meget af i de ti måneder, byggeriet stod på, for familien boede samtidig i en lille skurvogn på grunden.
»Inden byggeriet gik i gang, sagde vi til hinanden: ”Nu bliver vi ikke skilt, mens vi bygger hus, vel? Og det har da også været en vildt hård proces, for der er mange beslutninger at træffe og bekymringer om, hvorvidt budgettet nu holder,« fortæller Kristine Bark Grundahl og slutter med et smil:
»Flere gange undervejs har jeg sagt: ”Jeg gør det aldrig igen!” Men nu, hvor vi sidder i vores dejlige, nye hus, er jeg ikke længere så sikker.«