Skamløs kopiering: Kinesere duplikerer populær folkevogn
Kinesiske producenter har kopieret VW Up ned til mindste detalje.
Volkswagen Up er blevet klonet i Kina under navnet Weikerui V7, der netop har haft verdenspremiere på det kinesiske motorshow, 2017 Jinan EV Show. Bilen har samme form, samme størrelse, de samme lygter, kofangere, ja, selv logoet er meget tæt på Volkswagens. Og tankdækslet sidder præcist samme sted.
Weikeru har endda duplikeret den lille spoiler over bagruden, skriver carnewschina.com, der har besøgt udstillingen.
Den nye Weikerui V7 er lavet af et firma kaldet Dezhou Weikerui Electric Vehicle Industries, der hører hjemme i Dezhou i Shandong-provinsen. Forretningen blev grundlagt i 2011, og fabrikken har en årlig kapacitet på 60.000 biler. Der er tale om en ebil, altså en kopi af VW e-Up.
Fabrikken har dog valgt at koncentrere copy-paste-talenterne til de udvendige linjer.
Inde i den kinesiske VW Up bliver forskellen noget større. Konstruktørerne har installeret en otte-tommer farveskærm, træfarvede plastikpaneler, rød-sorte sæder, enorme ventilationsdyser og et andet rat.
Netmediet beretter, at der blev brugt billeder af den rigtige VW Up, tilsat egne logoer, som pynt på plakater i forbindelse med standen…
De kinesiske firmaer har i årevis været kendt som rene kopikonger, men den nyeste sag er en af de mest grelle.
Det første eksempel på kinesernes kopieringstrang var Chery QQ fra 2005, der lignede GM-Daewoos Matiz i så høj grad, at amerikanerne lagde sag an for krænkelse af både design og patentrettigheder uden i øvrigt at få noget ud af det.
De kinesiske bilfirmaer får som regel lov til at kopiere løs, da ingen af de vestlige bilfirmaer vil være uvenner med kineserne. Blot håber man, at kopierne forbliver i Kina.