11 firmabiler vil alle være den bedste
11 firmabiler deltager i kåringen af Årets Firmabil 2017. Her er stikord om dem.
Hvad skal man gribe og køre i, hvis man skal have firmabil til en beskatningsmæssig værdi omkring 400.000 kr.?
Det konkrete spørgsmål forsøger Business Danmark og Jyllands-Posten at finde svar på, så vi tester 11 af de nyeste og mest populære biler på det danske marked. I sidste ende munder det hele ud i kåringen af Årets Firmabil d. 11. november.
Kåringen er iværksat og eksekveret af fagforeningen Business Danmark i samarbejde med avisens motorredaktion for at give landets professionelle bilister et bedre redskab og en bredere forståelse for deres vigtigste arbejdsredskab, deres bil.
Derfor bliver der lagt særlig vægt på arbejdsmiljø og ergonomi i bilerne.
Alternativ kåring
Kåringen handler derfor ikke nødvendigvis om de klassiske discipliner i en biltest, de tæller selvfølgelig også med, men der bliver også kigget på andet end tekniske præstationer og køreegenskaber, fordi bilen er en arbejdsplads og fungerer som et eksternt kontor for tusindvis af danskere.
Juryen, der helt konkret består af otte sælgere, som hver især kører mellem 30-50.000 km om året, avisens to motorjournalister og en ergoterapeut, skal finde frem til en vinder, som offentliggøres næste fredag i avisens erhvervstillæg. Det er 11. år i træk, at kåringen finder sted, og feltet i år spænder vidt.
Nyeste model i feltet er Alfa Giulia, der markerer, at mærket endelig er tilbage på firmbilmarkedet, efter at forgængeren, 159, ikke har været i produktion i flere år.
Den nye Giulia fås indtil videre kun som sedan og skal udfordre især BMW 3-serie, men også Audi A4, Jaguar XE og Mercedes C-klasse. Sidstnævne ønskede desværre ikke at stille op med en bil til kåringen.
Jaguar XE er også ny i firmabilkåringen og er netop blevet sat ned i skatteværdi, så udstyrsniveauet er hævet betragteligt, bla. med integreret navigation.
Alfa har placeret sig med en skatteværdi fra 399.000 kr., så den ligger på niveau med Audi og BMW, hvor sidstnævnte dog tilbyder markant mere muskelkraft (190 hk mod ellers cirka 150 hk).
Meget forskellige biler
Så har vi de syv andre, hvor sidste års vinder (Ford Mondeo) stiller op sammen med den syvpersoners S-Max. Begge er faldet markant i skatteværdi på det seneste.
Også Volkswagen har to biler med, nemlig den nye Tiguan og VW Passat, mens den nye Kia Optima SW og Skoda Superb også viser sig frem.
Lad os blot afsløre, at opløbet er meget tæt, for firmabilerne har aldrig før været mere sikre, komfortable og køreglade. Se vinderen på fredag i Jyllands-Posten.