Førerløs Audi slog bil med racerkører
Trods hastighedsrekord på Hockenheim-banen ser vi næppe førerløse biler kører på vejene foreløbig, vurderer ekspert.
En fjernstyret Audi RS7-personbil uden fører satte i søndags nye grænser for anvendelsen af biler med kunstig intelligens.
Spækket med computersystemer buldrede bilen uden nogen ved rattet den 4,5 km lange Hockenheim-racerbane syd for Frankfurt i Tyskland og nåede undervejs op på en tophastighed på 240 km/timen.
Forsøget var sat i værk af Audi-koncernen, og hensigten var at vise, hvor teknologien for biler med kunstig fører-intelligens står efter 15 års udviklingsarbejde i Europa og USA, skriver BBC.
Blandt andet derfor lod han en racerkører gennemkøre banen i en tilsvarende bil - uden kameraer, laserscannere, gps-systemer, radiosendere og sensorer, og her var den bemandede bil fem sekunder langsommere.
Audi har ikke offentliggjort omgangstiden for den førerløse bil, men bilskribenten Nick Glasnovich vurderer på bilsitet ticktickvroom, at bilen, der med 560 hestekræfter og sin ottetrins-gearkasse er den voldsomste model i sedanklassen, nemt kan have ligget på 2.30 minutter.
Glasnovich peger på, at Audi'en ikke startede med flyvende start som i normale tidskørsler, men fra 0 km/timen, og at tiden først blev standset, da sedan'en efter testomgangen atter holdt stille ved målstregen.
"Jeg vil skyde på, at Audi'en nemt ville kunne klare en omgang på 2.10. Det er voldsomt imponerende med en chauffør, men direkte imponerende uden," skriver Nick Glasnovich.
Audi-koncernen mener selv, at omgangen på Hockenheim er hastighedsrekord for førerløse biler, og ihvertfald er der ikke tidligere noteret tider for førerløse biler på den tyske grand prix-bane.
Ifølge Audi var hele ideen med test-seancen at pege på, at sikkerheden omkring førerløse biler nu er så vidt, at biler uden fører burde tillades på offentlige veje.
En ekspert fra Audi's udviklingsafdeling, dr. Horst Glaser, erkender over for BBC, at ulykker i trafikken aldrig nogensinde vil kunne undgås, men at førerløse eller selvstyrende biler i fremtiden vil kunne reducere antallet af ulykker.
Vi skal nok regne med at se førerløse biler på vejene inden for 10 år, men der er helt klart stadig en del arbejde der skal lavesProfessor David Bailey, Aston Business School
"Hjælp til chaufføren letter trykket ved for eksempel trafikpropper. Hvis chaufføren bliver distraheret eller søvnig, kan bilen overtage. Chaufføren får en mulighed for at slappe lidt af og er frisk, så snart hans opmærksomhed er påkrævet igen," siger Horst Glaser.
En ekspert advarer dog om, at der er en afgrundsdyb forskel på at gennemføre en test på en lukket bane og så virkelighedens trafik.
"Vi skal nok regne med at se førerløse biler på vejene inden for 10 år, men der er helt klart stadig en del arbejde der skal laves," siger professor David Bailey, Aston Business School, til BBC.
Han siger, at softwaren skal virke stensikkert - også når to førerløse biler mødes på vejen, og at der stadig er et uløst forsikringsproblem. Hvem har ansvaret, hvis der sker en ulykke?
"Er det chaufføren, selvom vedkommende slet ikke kører? Er det bilproducenten? Eller leverandøren af software? Der er mange problemstillinger, som skal udredes," siger David Bailey, som dog også ser et stort økonomisk potentiale i færre ulykker og mere effektiv trafik.
Også Mercedes-fabrikkerne, Daimler, Volvo, Toyota, og Tesla er i gang med et førerløst bil-projekt, og også teknologi-virksomheder som Google, Panasonic og Autolive er med på vognen.