Ringe rækkevidde i nye elbiler
Test: Stortest af Renault Zoe, VW e-Up og Nissan Leaf viser, at elbilsteknologien stadig byder på masser af udfordringer. Rækkevidden om vinteren er alt for ringe, og VW Up nåede kun 82,5 km på vores testrute.
Bremselyset på den hvide e-Up foran mig blænder, og elbilen står hurtigt bomstille, da den sidste strøm er sivet ud af batteriet. Vi befinder os i Vedbæk ved Enrum Slot på den københavnske Strandvej.
Det er mørkt, vådt og temperaturen er kravlet ned fra syv til to grader.
Jeg skæver nervøst til tallene i det lysende display i instrumentbordet i den Nissan Leaf, jeg sidder bag rattet af. Det fortæller, at der er strøm til 21 km kørsel tilbage. Langt fra nok til at nå de 42 km, som der er til Clevers hovedkvarter i Sydhavnen, hvor vi hentede elbilerne tidligere på dagen. Heldigvis er der kun en lille snes km til ladestanderen ved FDM i Lyngby, hvor vi burde kunne få strøm nok til de sidste kilometer hjem. Længere fremme holder kollega Schacht i en Renault Zoe, som viser 22 km på sit display.
Vi burde kunne slæbe os home safe. Men intet er givet i en elbil, måtte vi sande. Det så ellers meget lovende ud, da vi hentede bilerne i Sydhavnen tidligere på dagen.
Mens VW Uppen har en teoretisk rækkevidde på 160 km, byder Nissan Leaf ind med 199 km og Zoe med 210 km. Alle tager dog forbehold for vind, vejr og kørestil. Så de reelle tal fabrikkerne står inde for ved vintertid hedder 80-120 km for e-Uppen og 100-150 km for Leaf og 100 km for Zoe.
Vi nærlæser kørecomputerne på bilerne, som er ladet 100 pct. op hos Clever og varmet op under opladningen. De angiver, at netop i dag kan e-Uppen klare 134 km, Leaf 130 km og Zoe 99 km.
Vi leger, at vi er en glad elbilsejer i København, som vil køre en tur til Kronborg og retur.
Realistisk køretur
Planen er at køre en blandet rute nord på med 20 pct. bykørsel, 60 pct. landevej og 20 pct. motorvej med hjemtur ad Strandvejen. Ruten er godt 120 km. Vi har besluttet at følge trafikken, men heller ikke køre urealistisk økokørsel. Til gengæld er bilerne varmet op på forhånd, og varmen er indstillet, så den lune kabine lige kan holdes ved lige med aircondition slået fra.
VW e-Up, der koster fra 186.315 kr. inklusiv batteri er den mindste og mest letkørte af de tre. Det er en no nonsence elbil, hvor to klassiske viserinstrumenter fortæller om batteristand og ladeniveau. Du snor dig let gennem trafikken både i by og på vej. Elmotoren på 82 hk og et moment på hele 210 nm gør den lille bil til en raket i forhold til en almindelig Up med 60 hk, du skal dog kunne leve med mikrobilstørrelsen, og så er det upraktisk, at ladestikket sidder i bagskærmen, så du ofte skal bakke ind til ladestanderen.
Den futuristiske miniklassebil, Renault Zoe, koster fra 161.400 kr., men du skal lige lægge en batterileje oven i, lige som i Nissan Leaf. Det koster fra godt 700 kr. om måneden i begge biler. Zoe byder som Leaf, der kommer fra samme koncern, på en stor grafisk brugerflade, hvor du meget pædagogisk orienteres om batteristand, kørestil og ladeniveau. Men her ophører lighederne også. Zoe er noget tynd i blikket, og så er Renaulten den mindst inspirerende at køre af de tre. Den er letkørt og mere komfortabel end Up, men du sidder med en fornemmelse af at være passager frem for fører. De 88 hk er ok til bilens størrelse, og ladestikket i fronten er fint.
Så er der mere nærvær i mellemklassebilen, Nissan Leaf, der starter fra 209.690 kr. uden batterier. Det er den mest velkørende af de tre, med en komfortabel undervogn, og et rimeligt præcist styretøj. I forhold til bilens størrelse opleves kabinen dog noget kompakt. Men bilen er helstøbt, og finishen er den bedste af de tre med de absolut mest støttende sæder. Elmotoren på 109 hk er passende til bilen, der også har sit ladestik i næsen.
Og så af sted. Vi glider lydløst gennem den københavnske eftermiddagstrafik. Efter knap 21 km og kun få km på motorvejen, stopper vi ved en rasteplads for at skifte bil og fører.
Up taber strømmen
Allerede her ser vi en markant forskel. Uppen, som havde 134 km rækkevidde ved starten, er nu allerede nede på 85 km og har altså brugt 49 km strøm på at køre de 21 km, Zoe er til gengæld steget fra de 99 km til 112 km, hvilket faktisk ender præcist med at blive slutresultatet. Leaf ligger noget imellem med en lovet rækkevidde på 92 km.
Vi lister os af sted på Helsingørmotorvejen, og lander efter en halv time ved Kronborg. Så går turen igen mod København ad Strandvejen, men vi kan se på de resterede rækkevidder, at vi kan få besvær med at nå til Sydhavnen.
Efter en halv times kørsel, er der kun 28 km tilbage i Uppen, som er ved langsomt at lukke sig selv ned; varmen slår automatisk selv fra lige som hastigheden falder til 40 km/t, mens rækkeviddemåleren langsomt tæller ned km for km, til bilen når nul, men alligevel fortsætter yderligere halvanden km, for så endegyldigt at give op med 82,5 km på triptælleren. Samtidig er Leafen gået i sparemode med signalet low battery.
Testholdet samles i de to biler, og med strøm i tanken til 21 km i Leaf og 22 km tilbage i Zoe ruller vi videre i vintermørket. Vi runder de 20 km i tilbageværende rækkevidde, og måleren i Leaf, der ikke er så præcis som i Uppen, går i sort og viser nu bare tre streger. Ubehageligt. Nu er det bare om at krydse fingre og håbe på, at vi kommer frem til ladestanderen.
Det lykkedes. Ved 17-tiden trækker Leafen sig frem med de sidste rester af kræfter, mens Zoe’en holder triumferende med en måler, som siger, at der er strøm til yderligere ni km.
Sådan er der mange forbehold, hvis du vil køre elbil. Vi kunne godt have kørt lidt længere ved at sætte bilerne i de højeste øko-indstillinger. Til gengæld ville vi så sidde og fryse. Det spiller også ind på resultatet, at e-Up, i modsætning til de to andre, ikke har energiøkonomisk varmepumpe.
På bundlinjen står Renault Zoe, som det bedste kompromis mellem pris og anvendelighed. Batteriet er mere sejlivet, og computeren giver det mest realistiske bud fra starten.
Uppen byder på den ringeste anvendelighed for almindelige mennesker, der ikke har en nærmest autistisk hverdag, hvor alt er planlagt til mindste detalje. Alligevel lander den på en andenplads, fordi den er letbetjent, kører godt og er langt billigere end Nissan Leaf. Med en lavere pris, kunne Leaf måske have knebet sig op på en andenplads.
LÆS OM elbiiler PÅ GUIDE.DK