Eksperter uenige om brugtpriser
Rekordlave priser på nye mikrobiler begynder at presse de brugte. Eksperter uenige om udbud, efterspørgsel og prisfald på brugte mikrobiler.
Få en helt ny Citroën C1 med fem døre og aircondition til 85.000 kr. Det er blot et af de mange tilbud for tiden, og den fortsatte priskrig på bilerne i den billigste prisklasse slår nu igennem på brugtpriserne, hvor få tusinde kroner vægter tungt. Sådan lyder meldingerne fra to analytikere.
Det er en prisklasse, hvor brugtpriserne i et næsten umætteligt marked længe har ligget på et meget højt niveau. Så højt, at det ikke har kunnet betale sig at købe brugt frem for ny.
Imidlertid er der nu en bevægelse i gang med større prisfald, fordi udbuddet af de brugte er vokset kraftigt, mens der stadig er kampagne på nye, lyder det fra Jan Lang, Bilbasen. Kollegaen Niels Grøftehauge fra Bilpriser er dog uenig. Han mener, efterspørgslen sagtens kan opsluge udbuddet og ser kun et mindre prisfald.
Jan Lang fra Bilbasen mener imidlertid, at udbuddet er vokset meget over de sidste fire måneder, og priserne dermed er faldet.
»Det er en ny udvikling. Priserne er på vej nedad, og de bliver ved med at falde,« siger Jan Lang.
Prisfald på 10 pct.
Det er især modeller som Chevrolet Spark og de aldrende trillinger Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1 fra de første årgange omkring 2007-2008, som falder. Det er et prisfald på 10 procent eller 5000-7000 kr. for en firefem år gammel bil. En udvikling, som altså fortsætter og forstærkes af, at flere private også sætter deres biler til salg, fordi forhandlerne ikke vil give meget for den gamle.
»Rådet er klart; hvis du skal sælge, så gør det nu. Især hvis det er en tredørs C1, 107 eller Aygo. Hvis du skal købe, så vent yderligere tre-fire måneder. Så kan du godt tjene en skilling for hver måned, du venter,« siger Jan Lang.
Han mener dog ikke, at markedet endnu er vendt, så det kan betale sig at købe en brugt mikrobil frem for en ny. Men det kan de meget vel være om en tre-fire måneder, mener han.
Et sikkert tegn er, hvis en bil som en Chevrolet Spark kan købes for under 45.000 kr, lyder det. Niels Grøftehauge fra Bilpriser. dk er uenig i udviklingen og ser ikke den store bevægelse.
»Hvis Citroën sætter nyprisen 5000 kr. ned, så skubber det også brugtpriserne 5.000 kr. ned, men bytteprisen folk skal betale er den samme, og der er stadig efterspørgsel efter de brugte, fordi folk vil have små biler,« siger Niels Grøftehauge, som kan se, at der har været en længere liggetid i vintermånederne, men ellers ikke mener, der er et decideret prisfald.
»Vi har solgt Citroën C1’ere 8.000 kr. over vurderingen, og siden samme tid sidste år er priserne måske faldet 2.000- 3000 kr. Man skal op på den store klinge for at kalde det for et drastisk prisfald,« siger Niels Grøftehauge, som ikke mener, at priserne vil falde i den umiddelbare fremtid.
»Krisen gør folk meget bevidste. Mange vil downsize, og de er meget bevidste om mikrobilernes lave forbrug og ejerafgift,« siger han.
Brugte stadig efterspurgte
Hos BCA Bilauktion, som er en af de store engrossælgere, mærker man også kun små krusninger.
»Priserne har ikke ændret sig mærkbart. Det kan godt være, at der har været et mindre fald. Men niveauet er ikke faldet væsentligt. Mikrobilerne er stadig attraktive, og vi får meget gode priser for de mindste biler. Det er uændret,« siger Peter Worsøe, der er chefauktionarius hos BCA Bilauktion.
Han konstaterer dog, at flere sælger bilerne privat, fordi forhandlerne ikke vil byde ret meget for de brugte mikrobiler, da de ikke kan tjene penge på dem.