Annette Abild har importeret 1.000 brugte elbiler på et år og har lært det på den hårde måde
I 2024 eksploderede importen af brugte elbiler i Danmark. Men det er ikke uden risiko at hente en brugt elbil i udlandet. Det har den selvstændige brugtbilstrader Annette Abild erfaret. Der er især tre mærker, som kan give problemer.
Når Annette Abild bestiller brugte elbiler i udlandet, skal hun holde tungen lige i munden.
For selvom hun har importeret brugte biler i 15 år, stiller elbilerne særlige krav til hendes opmærksomhed.
»Man skal godt nok være noget mere skarp, end da jeg startede. Der var det benzin eller diesel. Automat- eller manuelt gear. 1,6- eller 2,0-motor.«
Overser hun en vigtig detalje, forsvinder hendes avance som dug for solen. Det har hun lært på den hårde måde.
Annette Abild, der i branchen bliver kaldt ”Autokonen”, er såkaldt trader og lever af at importere lettere brugte biler fra især Tyskland gennem sit eget firma, Abild Trading.
Hendes primære kundegrundlag er danske bilforhandlere, der sælger bilerne videre til forbrugerne, men hun driver også selv et lille detailsalg sammen med sin mand, Henrik Jørgensen, fra parrets ejendom i Stevnstrup syd for Randers.
Da vi fanger hende på telefonen, har hun lige afsat to elbiler fra Tyskland, en ID.3 og en Mini Cooper SE.
»Så må man godt holde en pause,« siger hun.
Der har ellers ikke været tid til mange pauser, for markedet for brugte elbiler har mildest talt været brandvarmt.
Over 54.000 brugte elbiler krydsede Danmarks grænser i 2024, og over 1.000 af dem har Annette Abild hentet hjem.
Det er en ny rekord både nationalt og for Annette Abild personligt, der har lagt stort set hele sin forretning om til elbiler.
Sidste år indkøbte hun kun to fossilbiler, for danskernes efterspørgsel på brugte elbiler er steget så voldsomt, at hun nu kan sælge alle de elbiler, hun vil.
Det betyder ikke, at hun tager hvad som helst hjem, og nogle modeller og mærker er hun begyndt at styre helt udenom.
Foretrækker at handle i Tyskland
Mange brugte elbiler kommer til Danmark, når deres leasingperioder i hjemlandet ophører.
Det betyder, at der ofte kommer større partier lettere brugte elbiler af samme model til Danmark, som man f.eks. har set det med Fiat 500e.
Men Annette Abild kaster sig ikke over ordrer i den størrelsesorden.
Hun lever så at sige af »mængden«, det vil sige mindre bestillinger fra det netværk af samarbejdspartnere, primært i Tyskland, som hun har bygget op gennem årene.
Efter eget udsagn er hendes fordel, at hun arbejder og bor på samme adresse, at hun altid er online og derfor også kan slå hurtigere til end mange af sine danske konkurrenter.
Hun har også købt biler fra blandt andet Sverige, Belgien og Luxemburg, men Tyskland forbliver hendes favoritmarked. Her gælder princippet om »Ordnung muss sein« stadig.
»Der er 17 papirer på hver bil fra Tyskland,« fortæller Annette Abild, der sågar har oplevet, at nogle vil have faxet en kopi af hendes pas.
»Det er svært med Sverige. Alle synes, det er så billigt på grund af kursen, men svenskerne er også kloge. Når de hører, at du er fra Danmark, så lægger de lige et eksporttillæg på,« griner hun.
På ét område halter tyskerne alligevel lidt efter. Annette Abild oplever tit, at de tidligere ejere af bilerne ikke har fået kørt til service i tide, og det kan godt få konsekvenser for garantien.
»Det er de faktisk nogle klovne til. Det er tit, de lige er overkørt,« fortæller hun.
Holder sig fra bestemte mærker
Netop garantien er blevet et stort tema, når det handler om brugte elbiler, for mange komponenter kan være dyre at skifte.
Derfor er Annette Abild også helt stoppet med at importere Fiat 500e på grund af Fiats manglende vilje til at dække udgifterne, når f.eks. batteriet eller bilens lader går i stykker, og regningen pludselig lyder på 50.000 kr.
Hun har selv oplevet, at en lader ikke virkede, da bilen nåede frem, og når hun så udbedrede fejlen for egen regning, hænger regnestykket pludselig ikke sammen.
»Dem gider jeg simpelthen ikke at hente,« siger hun.
Hun er heller ikke særligt interesseret i MG eller Kia, som også er svære at snakke med, når det kommer til garantien.
»Hvis der bare er et komma forkert, så får du bare afslag. Det er der faktisk flere og flere mærker, der er begyndt at være ret hårde med. Det er selvfølgelig, fordi det vælter ind med brugte biler fra deres mærker, så det kan man egentlig godt forstå,« medgiver hun.
Det er ikke kun manglende garanti, der kan ende med at koste importøren dyrt.
Når hun gennemgår et tilbud, sørger hun for at sikre sig, at bilernes specifikationer også passer til det danske marked.
Det handler især om, om bilerne er udstyret med ladestik til lynladning, og hvor mange faser der er i AC-ladestikket.
»Jeg har ikke gjort det mange gange, men jeg har prøvet at købe måske tre biler, der er kommet hjem, der har været etfaset eller ikke har haft CCS (lynladestik, red.),« fortæller Annette Abild.
I de tilfælde ønskede hun ikke at sende bilerne videre til forhandlerne, men besluttede i stedet at tage dem ind og sælge dem fra sin egen forretning.
Hastighed er altafgørende
Priserne på elbiler er faldet dramatisk de seneste par år, og man har set mange eksempler på, at en model pludselig falder med titusinder af kroner fra den ene dag til den anden.
»Hastigheden er altafgørende. Hvis jeg har vurderet en bil, og mine kunder har sagt ja tak til den i dag, så er den måske først hjemme og til salg hos dem om tre uger. På den tid kan der være sket meget. Reelt set kan den været rendt ned i indkøbspris,« forklarer Annette Abild.
Det mest kendte eksempel er stadig Teslas priskrigserklæring i januar 2023, da mærket sænkede prisen på de to mest populære modeller, Model Y og Model 3, med mellem 20 pct. og 30 pct.
»Det vil alle (i branchen, red.) huske, indtil de dør. Der stod jeg med en million (i tab, red.). Det var bare at hive plasteret af og køre op og købe lidt mere fredagsslik og tygge på det,« fortæller hun.
Derfor har forhandlerne også fået gevaldigt travlt med at skaffe bilerne hjem, så de kan få dem solgt til den forventede pris.
»Jeg har mange, der ringer, dagen efter at de har købt den, for at høre, om ikke den er landet.«
For at få bilerne hurtigere ud i butikkerne, vælger nogle forhandlere selv at komme og hente dem. Det kræver selvfølgelig, at de er ladet op, og til det formål har hun fået installeret to ladestandere på matriklen.
»Nogle gange har det smækket hovedsikringen ude på vejen, så hele den del af byen, jeg bor i, har været uden strøm. Men jeg er rigtig god til at sponsorere byens banko, så det er ikke, fordi de kaster æbler eller tomater efter mig,« griner hun.
Der er kommet mere svindel
Men det høje tempo på markedet har også skabt grobund for en hel del svindel, fortæller Annette Abild. Selv var hun lige ved at blive snydt, da hun havde bestilt en brugt Tesla Model Y til afhentning hos en privat sælger i Tyskland.
Her fik hun en opringning fra sit faste transportselskab, der kunne fortælle hende, at de i deres system kunne se, at det samme stelnummer var blevet tastet ind til afhentning fire gange i alt.
»Så der var fire, der havde købt den bil,« fortæller Annette Abild.
Derfor sender hun heller ikke penge til private sælgere, hun ikke kender på forhånd, før transportøren står ude ved sælgeren.
Hjemme i Stevnstrup er det ikke kun Anette Abild, der er skyld i trafikken ude på parkeringspladsen foran parrets forretning. For mens den ene autotransporter efter den anden kommer med elbiler fra udlandet, kører en anden type af biler den anden vej.
I takt med at danskerne skifter til el, siger de samtidig farvel til især dieselbilerne, som der stort set ikke er et marked for herhjemme længere.
Derfor er der også blevet travlt i Annette Abilds mands forretning, nemlig eksport af brugte fossilbiler. Det gælder især dieselbiler, som central-, syd- og østeuropæerne slet ikke har givet afkald på endnu.
Derfor er det også en spraglet samling af nationaliteter, parret får lov at hilse på. Tyskland, Polen, Moldova og Belarus for blot at nævne et par eksempler. Og mange af dem kommer bare for at hente en enkelt bil.
»Vi har haft en, der skulle køre den hjem til Grækenland. Så sagde vi, ”det er bare til højre og ud ad E45, og så drejer du bare af, når der står Athen,« griner Anette Abild.
Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.