Suzuki rydder op i modelprogrammet
Mikrobilen Celerio og den mellemstore Baleno forsvinder nu fra modelprogrammet hos Suzuki, hvor en ny generation af hybridmodeller, som giver mindre forbrug, er på vej.
Skærpede miljøkrav og ændrede markedsforhold betyder, at Suzuki må sige farvel til to bilmodeller herhjemme. Det handler om mikromodellen Celerio, som forsvinder i løbet af det næste halve år, mens Baleno, som er placeret i feltet mellem mini- og mellemklassen, vil være væk efter sommerferien.
Med Celerio ser vi samme mønster som hos andre mærker med mikrobiler i programmet, hvor en opgradering til de nye miljøkrav betyder, at de droppes. Det er f.eks. sket hos Opel med Karl og Adam.
»Det er en model, som ville blive for dyr, hvis den skulle leve op til de nye krav fra EU,« konstaterer John Mogensen, som er pressechef hos Suzuki.
Baleno er en model, som Suzuki nu overordnet fjerner fra Europa.
»Her vil man på europæisk plan koncentrere sine kræfter om andre modeller,« siger John Mogensen.
Baleno, som kom på banen i 2016, bød ellers på forholdsvis avancerede sikkerhedssystemer og mild hybrid-teknologi.
Modelprogrammet vokser dog i den anden ende, da Suzuki vil udvide dette med to nye modeller sidst på året, nemlig en stationcar og en SUV.
Mere effektiv
Indtil da opgraderes på motorfronten for at leve op til de nye, skrappere EU-krav. Suzukis 12 volts milde hybrider, som tidligere var forbeholdt topmodellerne af Swift og Ignis, og hvor batteri og elmotor aflaster benzinmotoren, bliver nu tilgængelige på alle modeller fra nytår. Det sker for begges vedkommende til priser fra 138.000 kr. for en 1,2 liters Dualjet-motor, der klarer henholdsvis 20,0 km/l og 19,2 km/l, hvilket er noget bedre end i dag.
Samtidig er nødbremse nu standard – dog desværre ikke på den billigste Club-model.
Inden for et par måneder følger en forbedret 1,4 liters Boosterjet-benzinmotor, der har et kraftigere 48 volts mild hybrid-system.
Den nye motor, som i første omgang introduceres i Vitara og S-Cross, vil sænke forbruget med 15 pct. efter WLTP-normen, mens effektiviteten øges. Systemet, der er koblet sammen med en kraftig starter/generator, slukker motoren helt, når omdrejningstallet er under 1.000 omdr., eller hastigheden er under godt 35 km/t. Det er et system, som lades op ved hjælp af bremseenergi. Effektiviteten hjælpes af, at motorkonstruktionen er slanket med 15 kg. I motoren, som i dag yder 140 hk og ændres en smule, stiger momentet en tand til 235 Nm fra 2.000 omdr.
Bred vifte
Ifølge John Mogensen vil de første nye motorer med de mere avancerede 48-volt-systemer kunne fås til Vitara og S-Cross i løbet af foråret, og flere modeller følger senere.
»Vores 2020 bliver ”hybridficering” i hele programmet. Med flere forskellige systemer afhængigt af model. Og så kommer der på ny tilførsler i modelprogrammet sidst på året,« lyder det fra John Mogensen.