Dyr kan også lide sex
Er det virkelig så slemt at have sex med dyr? Ikke nødvendigvis, lyder det fra forskere på Københavns Universitet, som hæfter sig ved, at dyr ser ud til at være glade for sex og måske kan få orgasmer.
Det er ikke bare ulovligt, men også forkasteligt at lemlæste dyr, at slå dem eller at mishandle dem, mens man har sex med dem.
Så langt er de fleste vist enige, og derfor er den slags overgreb også kriminelle under dyreværnsloven. Men prøv at tage et kig over i den modsatte grøft:
Der er rolige og forholdsvis normale seksuelle aktiviteter, som smertefrit kan dyrkes mellem menneske og dyr - og formentlig til stor nydelse for begge parter. Den slags sex er faktisk lovlig, men alligevel bliver den bredt betragtet som ulækker og som en krænkelse af dyret.
Hvorfor er det så forkert? Og hvorfor kan vi ikke tale åbent om det i Danmark?
Høns har det værre end heste
I søgen efter mere viden har forskere på Københavns Universitet kastet sig over den videnskabelige litteratur. De har forsøgt at finde ud af, hvad folk laver, når de dyrker sex med dyr, hvorfor de gør det, og om sex mellem arterne virkelig er så slemt for dyrene.
Gennemgangen giver ingen sikre svar, men antyder, at sex inden for visse grænser ikke bare kan give dyrene nydelse, men endda kan give dem et lidt bedre liv, fordi sex er en del af dyrenes natur.
»Det er klart, at det er svært at forestille sig, at en høne er intakt efter at være penetreret, så hvis størrelsesforholdet ikke er i orden, er det et problem.«
»Men hvis man tager et stort dyr som f.eks. en hoppe eller en ko, så er det lige så svært at forestille sig, at den ville tage skade af en mand, der penetrerer den,« lyder det fra Stine B. Christiansen, der både er ph.d.-studerende på Institut for Produktionsdyr og Heste på LIFE, Københavns Universitet, og arbejder som faglig sekretær for Det Dyreetiske Råd.
Kan være en positiv oplevelse for dyret
»Samtidig ved vi, at folk laver noget mere mangfoldigt end bare penetrering af dyret. En mand eller en kvinde kan måske lide at lade sig penetrere af en hund eller en hest eller have oralsex med en hund med både den ene og den anden som aktiv part. I de tilfælde er det sværere at forestille sig, hvordan dyret lider overlast.«
»Måske er det en positiv oplevelse for dyret, og det er slet ikke sikkert, den oplever handlingen som seksuel. Nogle aktiviteter, hvor dyret f.eks. stimulerer et menneske oralt, er måske nærmere noget socialt for dyret; noget, som det ikke selv bliver opstemt af,« siger Stine B. Christiansen.
Nogen gør det for at gøre dyret glad
Andre tilfælde af dyresex - zoofili - kan være at give f.eks. hunden udløsning med hånden.
Forskning viser, at den slags dyresex for nogle mennesker ligger i naturlig forlængelse af den omsorg, man føler for dyret og ønsket om, at dyret skal have det godt. Man gør det med andre ord, fordi man mener, det gør dyret glad, og ikke fordi man selv tænder på det.
»Man kan diskutere, om det er en form for omsorg eller aktivitet, som dyrene decideret mangler, men der er altså ikke noget fagligt, der gør det sandsynligt, at dyrene nødvendigvis lider overlast ved alle slags seksuelle aktiviteter,« forklarer Stine B. Christiansen.
LÆS hele historien på Videnskab.dk og læs reaktionen fra partiet Fokus HER