Da Danmark skabte miraklet og bankede overmagten
Laudrup skabte overskrifter i hele verden, da Nigeria blev lammetævet i 1998.
Der var på forhånd ikke mange, der havde den store tiltro til, at Danmark ville skabe de store resultater, da landsholdet landede i Frankrig i sommeren 1998. Forude ventede et VM, hvor succeskriteriet var at komme videre til knald eller fald kampene.
Efter fire point i de tre indledende kampe mod henholdsvis Frankrig, Sydafrika og Saudi-Arabien blev den billet sikret, og så regnede mange med, at det var slut for danskerne.
Modstanderen i ottendedelsfinalen var nemlig ingen ringere end det stjernebesatte Nigeria-mandskab, der på forhånd var udråbt til at være en af outsiderne til at blive verdensmestre. Men de drømme satte et dansk landshold en stopper for i kampen, der skulle blive en af de mest mindeværdige danske landskampe i det 20. århundrede.
Forvandlede danskere
Det danske spil havde i de tre indledende kampe i gruppespillet ikke været særligt flydende, til trods for, at brødrene Laudrup og en fremadstormende Martin Jørgensen stod på holdkortet. De første tre kampe kastede kun tre mål af sig – det ene endda på straffe.
Men det var, som om der skete noget den lune sommeraften, den 28. juni, på Stade de France.
Første mål i kampen stod Peter Møller for efter blot tre minutter, og det åbnede op for godteposen af lækkerier fra danskerne, der pludselig lignede spillere med brasilianske rødder.
Laudrup tryllede, danskerne overraskede
Det var ikke meget, de grønklædte nigerianere med de feterede stjerner som bl.a. Taribo West, Tijani Babangida og Jay-Jay Okocha så til bolden, bortset fra når de halsede flere meter efter danskerne.
Drømmestarten blev udbygget, da der var spillet 12 minutter. Her satte Brian Laudrup foden på sit næstsidste landskampsmål nogensinde. Overraskelsen var pludselig et realistisk scenarie, og mange danske må have kløet sig håret over spillet.
Var det virkelig det samme danske mandskab, som få dage forinden havde spillet forkrampet og med nervøse antrækninger, der pludselig var godt i gang med at udspille Nigeria?
Legendarisk mål af Sand
Ja, det var det, og showet fortsatte. Efter 55 minutter blev Ebbe Sand, der forinden var blevet topscorer i Superligaen, sendt på banen. Et indkast havnede hos Michael Laudrup tæt på Nigerias felt. Han tog et par træk, kiggede ud til siden og løftede så bolden ind over forsvaret til Ebbe Sand, der blødt headede bolden videre til sig selv og satte indersiden af foden på læderet. Bum.
3-0 til danskerne, og et af de mest mindeværdige øjeblikke i nyere dansk landsholdshistorie var en realitet. Et mål, der siden er blevet snakket heftigt om, og som mange danskere sandsynligvis stadig husker. Laudrup og dansk fodbold, når det er allerbedst. Spillet gled som smør på en brandvarm stegepande i den kamp.
Sejren blev slået fast af Thomas Helveg, der scorede et af sine sjældne landskampsmål og bragte danskerne foran 4-0, inden Babangida scorede et trøstemål, som ikke ændrede på oplevelsen af, at det danske hold spillede en af sine bedste landskampe nogensinde.
Kvartfinalen blev endestationen
Modstanderen i kvartfinalen var frygtindgydende Brasilien, som bl.a. havde Ronaldo, Romario og Rivaldo med på holdet.
Efter den fantastiske kamp mod Nigeria, steg forventningerne til danskerne med samme fart som et raket stiger til vejrs efter affyring. Kunne danskerne skabe endnu et mirakel og blive verdensmestre efter sensationen i 1992?
Kampen mod brasserne startede på den bedst tænkelige måde, da Martin Jørgensen bragte danskerne foran tidligt i kampen, og optimismen hos danskerne steg i samme takt som en vinterstorm vælter træer.
To Rivaldo-kasser
Men så tog Rivaldo over og scorede på et par langskud, og selv om Brian Laudrup hamrede bolden op i nettaget efter et kikset saksespark fra Roberto Carlos, måtte danskerne slukøret men alligevel stolte se sig slået af storfavoritterne, der endte med at kollapse i finalen, som Frankrig vandt med 3-0.
Dagen efter nederlaget til Brasilien kom den nyhed, som mange havde frygtet: Brødrene Laudrup stoppede på landsholdet, og siden har der været længere mellem de magiske indslag, når Danmark har betrådt alverdens fodboldstadions. Men så kan vi altid gå ind på Youtube og drømme os tilbage til den 28. juni 1998, hvor hele verdens øjne hvilede på 11 danske mænd klædt i postkasserøde trøjer…