Fortsæt til indhold
Sport

Alle tiders spøgelsesmål

Leverkusens-angriberen Stefan Kiessling er på alles læber i Tyskland efter et kontroversielt ikke-mål i weekenden. Kiesslings mål er dog langtfra det første "spøgelsesmål" i fodboldhistorien.

Leverkusen-spilleren Stefan Kiessling løb med de fleste overskrifter i weekendens Bundesligarunde, da hans ”spøgelsesmål” til 2-0 mod Hoffenheim helt forkert blev dømt inde.

Kiesslings hovedstød ramte på den forkerte side af stolpen, men via et hul i nettet havnede den alligevel i mål.

Læs også

På billederne er det tydeligt at se, hvordan bolden røg i sidenettet. Selv Stefan Kiessling tog sig til hovedet i ærgrelse. Men dommeren havde en anden opfattelse.

Diego Maradona har netop scoret med hånden mod Peter Shilton.

Se episoden her

Episoden får et efterspil, da Hoffenheim efter kampen nedlagde protest. Det kan potentielt komme til at betyde, at kampen skal spilles helt om.

Sådan gik det, da Thomas Helmer i 1994 scorede et lignende mål for Bayern München i en 2-1 kamp mod Nürnberg i 1994. Ved den lejlighed vandt Bayern München omkampen med 5-0.

Det største "spøgelsesmål"

Det er langt fra første gang, at et mål dømmes inde på et forkert grundlag. Vi har samlet nogle af de mest diskuterede situationer. Mål, der ikke var der. Mål, der skulle have været der. Og nogle episoder helt uden for kategori.

Verdenshistoriens mest berømte skyggemål blev scoret på den absolut største scene. I fodboldens helligste katedral, Wembley, i VM-finalen 1966. De engelske værter med Bobby Moore og Bobby Charlton i spidsen tog imod ærkefjenderne fra Vesttyskland, der blev ledet af den blot 21-årige Franz Beckenbauer.

Kampen var endt i forlænget spilletid, efter en tæt affære, hvor forsvarskrumtappen Wolfgang Weber havde udlignet for tyskerne i sidste minut. Alan Ball svingede et indlæg ind foran tyskernes mål, og her nåede West Ham-angriberen Geoff Hurst en enkelt berøring, inden han tordnede kuglen på overlæggerens underkant. Bolden rikochetterede ned på selve målstregen, inden den blev ekspederet ud af målscoreren Weber.

Læs også

Den schweiziske dommer konsulterede med sin sovjetiske linjevogter, og under vilde protester fra de tyske spillere, besluttede duoen at dømme mål til England. Beslutningen blev naturligvis mødt med tordnende jubel fra de 96.924 tilskuere.

http://www.youtube.com/watch?v=__MJV11nRqU

Tyskernes revanche

44 år senere var den igen gal. Denne gang var det dog englænderne, der blev snydt. I ottendedelsfinalen ved VM i Sydafrika i 2010 var England bagud 1-2, da Frank Lampard hamrede bolden på undersiden af overliggeren, hvorefter bolden tydeligvis passerede stregen. Lampard, træner Capello og hele England jublede, men dommerens fløjte forblev tavs. På det tidspunkt var England ved at komme bedre med i kampen efter Matthew Upsons reducering til 2-1. Men i stedet for et engelsk comeback endte det med to tyske mål i anden halvleg. Tyskland vandt 4-1 og havnede senere i finalen.

http://www.youtube.com/watch?v=o5QlBHF6ib8

Ved VM i Mexico i 1986 spillede Argentina kvartfinale mod – ja, hvem andre end - England. Kampen huskes bedst, fordi verdensstjernen Diego Maradona scorede med hånden. Eller ’Guds hånd’, som hovedpersonen navngav målet efter kampen. Argentina vandt kampen 2-1 og blev senere verdensmester.

27 år senere er der stadig en heftig rivalisering mellem de to landshold. En rivalisering, der ikke blev mindre, da den danske dommer Kim Milton Nielsen gav David Beckham rødt kort i holdenes kamp ved VM i 1998.

http://www.youtube.com/watch?v=DbbsytHDp2o

Andre mål, der ikke var der:

Watford – Reading, 2008. Reading fik et mål, men det er umuligt at se, hvornår den skulle have været inde.

http://www.youtube.com/watch?v=O0YiuSbBdaQ

Duisburg – Frankfurt. Bolden ramte overliggeren og dumpede ned på græstæppet halvanden meter fra målstregen.

http://www.youtube.com/watch?v=mLEw6lFp-ys

Manchester United –Tottenham. Pedro Mendes scorede fra midterlinjen. United-målmand Roy Caroll ragede febrilsk bolden ud af målet, og hverken dommer eller linjedommer så, at bolden nåede ind over stregen.

http://www.youtube.com/watch?v=WevC_zuu2n4

Uden for katagori

Everton – Liverpool. Dommeren fløjtede kampen af, da bolden var på vej i mål.

http://www.youtube.com/watch?v=B-GHqqI6nUA

Santacruzense - Atletico Sorocaba. Bolden var allerede røget til målspark, da bolddrengen tog sagen i egen hånd. Han sparkede bolden ind over stregen, og kampens dommer dømte helt grotesk mål.

http://www.youtube.com/watch?v=vQx2_KQVkpI

I en playoff-kamp om oprykning til den tredjebedste række i Brasilien, blev det ene holds massør helten, da han i de døende sekunder diskede op med en dobbeltredning på stregen.

http://www.youtube.com/watch?v=rBbi9B-2QcI