Fortsæt til indhold
Sport

Alex Honnold kravlede lodret op af El Capitan uden sikkerhed

Alex Honnold gjorde det "umulige", da han strøg til vejrs på "El Capitan".

Amerikanske Alex Honnold har slået en rekord, som ingen troede var mulig.

Bjergbestigeren overvandt i weekenden klippen ”El Capitan”, der ligger i Yosemite Park i USA.

I bjergbestigningsmiljøet betegnes El Capitan som den farligste klippe på kloden med knap en kilometers lodret opstigning (914 meter for at være helt nøjagtig).

Alex Honnold er den første, der overvinder El Capitan uden at bruge sikkerhedsudstyr, det såkaldte ”free soloing”, hvilket i bjergbestigermiljøet siden 1970'erne har været anset som en "umulighed".

Ifølge National Geographic tog turen 3 timer og 56 minutter.

El Capitan er 914 meter lodret i vejret. Foto: Ben Margot/AP

Alex Honnold har i et år trænet sig op til at foretage forsøget og for ikke at blive distraheret af tilskuere, holdt man hele operationen hemmelig – altså lige bortset fra et filmhold fra National Geographic, der fulgte bedriften.

Det er ikke første gang, at El Capitan er blevet besejret, men før har det været gjort i stilen ”free climbing”, hvor reb forhindrer bjergbestigeren i at styrte i døden, hvis vedkommende mister grebet.

Alex Honnold valgte en rute delt ind i 30 sektioner, og den er så vanskelig, at selv bjergbestigere, der bruger sikkerhedsudstyr, anser den for noget nær umulig.

Ifølge National Geographic er Alex Honnold besat af at træne. Op til forsøget overnattede han i sin specialbygget varevogn for foden af El Capitan. I døren i bilen er der indbygget specielle træningsstænger, hvor han hænger i armene i timevis uden at røre jorden. På den måde har han opbygget en enorm styrke.

Af andre ”free solo”-bestigere roses han for, at han mentalt kan holde frygten tilbage, selvom at han kommer ud i en presset situation.

»Selvfølgelig er man i fare under free soloing, men det hjælper mig af indlysende årsager ikke,« siger Alex Honnold til National Geographic.

Som forberedelse besteg den 31-årige amerikaner dele af El Capitan, hvor han satte mærker med kridt for at opmærke den meste sikre rute.

Et par dage før opstigningen rappellede Alex Honnold ned fra toppen for at sikre sig, at kridtstregerne stadig var på plads.

Og lørdag morgen steg han så til vejrs.

Foto: Ben Margot/AP