Fortsæt til indhold
Sport

Danmark smed vigtig åbningskamp på isen

Ishockeylandsholdet var gode i en periode og faldt sammen i de to næste.

Det så lovende ud, men endte ganske skuffende. Det danske ishockeylandshold havde Letland i tovene i 20 minutter i den første kamp ved dette års VM i Köln og Paris. Men det førte ikke til mere, end at danskerne selv landede på ryggen og tabte med 3-0. Det efter to afsluttende perioder, som ingen af landsholdspillerne kunne være tilfredse med hverken individuelt eller kollektivt.

Alle åbningskampe er vigtige ved en VM-turnering. Men 2017-udgaven havde alligevel en særlig karakter. Danmark og Letland gik nemlig ind til verdensmesterskaberne i en sammenlignelig situation. Ikke stærke nok til at true Rusland og Sverige i toppen af gruppen, men med niveau til at ende i top fire blandt de otte hold og gå i kvartfinalerne, hvis alt flasker sig i Köln.

Netop kvartfinalen nåede ishockeylandsholdet for anden gang i historien ved sidste års VM-slutrunde efter blandt andet en sejr over letterne. Det var der, hvor Nicklas Jensen afgjorde det hele med et ”Peter Forsberg-mål” i straffeslagskonkurrencen til sidst. En dansk sejr, der understregede en større tendens de seneste år. Det er altid tæt mod letterne, men samtidig fortalte mavefornemmelsen, at Letland måske var et af de lande, som Danmark var rykket forbi på den internationale scene. En tese, der viste sig at blive skudt i sænk lørdag eftermiddag foran 13.000 mennesker.

Sådan så det ellers ikke ud i første periode. Danmark var klart bedst. Det fortalte både øjne og skudstatistikken, der hed 18-7 i dansk favør. Mest opløftende var powerplayet. Det blev både sat hurtigt op og med masser af pucke mod mål, selvom nøglespillerne Peter Regin og Nikolaj Ehlers ikke havde haft mange træningspas til at finde sammen i netop den del af spillet.

Regin er en særlig historie i sig selv ved dette VM. Sidst han spillede for landsholdet, var han 24 år gammel og på kontrakt i NHL-klubben Ottawa Senators. Nu er han 31 år, med en uforløst NHL-karriere bag sig, men samtidig også en genfundet spilleglæde og det tidligere topniveau som kaptajn i den finske traditionsklub Jokerit. Skal Danmark levere en mindeværdig VM-turnering, skal Peter Regin også spille godt. Det er ham, som har de bedste tekniske færdigheder til at sætte Danmarks største profil, Nikolaj Ehlers, i nogle gode scoringspositioner. Noget, der desværre for ishockeylandsholdet skete for lidt mod Letland.

Mens første periode viste en potentiel dansk styrke ved dette VM med powerplayet, afslørede de efterfølgende 20 minutter, hvad der kan blive svagheden. Danmark har ikke det samme topniveau eller bredde i backparrene efter afbud fra NHL-spilleren Philip Larsen samt de skadede Daniel Nielsen og Stefan Lassen, som har stor VM-erfaring. Sådanne typer kunne landstræner Janne Karlsson godt have brugt mod Letland. Letterne var i stand til at vinde for mange pucke inde foran Sebastian Dahms mål, og det gav flere dobbeltchancer, end hvad godt er i ishockey. Således også ved føringsmålet, hvor Gints Meija stod alene, da Dahm ikke fik samlet en løs puck op.

En scoring, der både vendte kampen og ikke gav mening i forhold til det danske niveau i første periode. Det gjorde den anden lettiske scoring heller ikke. For der gentog danskerne samme fejl. Backerne havde forladt området inde foran mål, og det skabte et overtal, som Miks Indrasis udnyttede til at lukke kampen. Danmark fik nemlig aldrig genskabt det offensive overtal, man havde i første periode. En af årsagerne til det var, at Nikolaj Ehlers og Peter Regin hverken lykkedes individuelt eller i disciplinen at gøre deres holdkammerater bedre. Sker det heller ikke søndag, får Danmark det også svært mod USA i VM’s anden kamp.