Fortsæt til indhold
Sport

Hongkongs OL-træner om sundhedsfarligt vand: Det ser da klart ud

Hongkongs ro-træner Chris Perry er positivt overrasket over vandet, hvor hans hold træner - men har ikke tænkt sig at smage på det.

Vandet i Rio, som OL-atleterne skal dyste i, er så forurenet, at bare tre teskefulde af det er nok til, at man næsten med sikkerhed bliver smittet med en virus. Det viser en ny rapport ifølge nyhedsbureauet AP.

Vandet er fyldt med spildevand fra byens kloakker og affald, men Hongkongs roere har tilsyneladende fundet et område, hvor affaldet i vandet er mindre synligt. I hvert fald er træner Chris Perry positivt overrasket og bekymrer sig mere over vindforholdene. Det skriver South China Morning Post.

»Sjovt nok er vandkvaliteten ikke noget problem. Det er overraskende klart, og der er ikke rester af affald, som vi havde forventet,« siger han til South China Morning Post.

»Men selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig at drikke det,« tilføjer han, men siger, at også det medfølgende kamerahold var overrasket over, at vandet var så klart.

For hans hold er det største problem lige nu vinden, der har været så stille, at de helt måtte skippe træningen mandag morgen.

»Men det er det samme for alle hold. De har heller ikke kunnet træne,« siger han.

Med hensyn til vandet i Rio er det dog overordnet set kraftigt forurenet, selvom det kan virke klart i et afgrænset område.

Rapporten, der er udarbejdet for AP, har vist så store sundhedsrisici, at læge Valerie Harwood, leder af Department of Integrative Biology at the University of South Florida, råder alle, der begiver sig ud i vandet, til at holde hovedet over vandet.

Vandet er både inficeret med bakterier og vira, hvoraf sidstnævnte ikke kan behandles med antibiotika. Problemet ligger imidlertid ikke kun i vandet, men også sandstrandene, som ligeledes har vist sig at være inficeret med farlige smittekilder og derfor udgør en sundhedsfare for strandgæster, som ikke engang bader.

Og det er bestemt ikke alle områder, der har klart vand, som det Hongkongs roere har set.

»Guanabara-kysten er blevet forvandlet til et lokum,« siger biolog Mario Moscatelli, der har set Rio ovenfra i en to timer lang helikoptertur, til AP.

Toilettet og kisten er demonstranternes symbol på sundhedsfaren ved vandets kvalitet i Rio. Foto: Leo Correa/AP

Mario Moscatelli fortæller, at han så vand, der var helt sort, laguner som var fyldt med alger og surfere, der padlede igennem store brune udefinerede klumper.

Det på trods af at arrangørerne har sagt, at OL-sejlerne ikke løber nogen risiko ved at sejle i netop Guanabara.

For en måned siden skyllede et lig op på den ikoniske strand Copacabana, hvor der under OL skal spilles volleyball, og både fiskere og aktivister har demonstreret over forureningen.