»Selvfølgelig kan AGF blive mester igen«

Knud Karlsson er 87 år gammel, og han er ikke bange for at konfrontere folk. Han har erfaring fra et langt arbejdsliv. Han har set lidt af hvert. Opture og nedture. Han er ikke så bange for at dele lagkager og lussinger ud.

De kommer, da han møder Kim Aabech og Steffen Rasmussen på Fredensvang efter en træning.

Lagkage: »Du har været et godt køb. Dig er jeg tilfreds med,« siger den livslange AGF-fan, mens han peger på Kim Aabech, der lidt forlegent siger »tak«.

Lussing: »Jeg vil ikke kommentere din indsats mod AaB,« siger han med strittende pegefinger mod Steffen Rasmussen.

»Hvorfor ikke,« spørger Steffen Rasmussen, mens Kim Aabech er ved at flække af grin i baggrunden.

»Du havde reddet den bold ved 1-0-målet i gamle dage.«

»Nej.«

»Jow, du havde,« slår Knud Karlsson fast, og så kommer diskussionen ikke så meget længere.

Steffen Rasmussen går ind i omklædningsrummet i AGF’s klubhus, og her møder han måske Knud igen. I ånden forstås. For Knud har selv spillet for AGF, han var såmænd med til at flytte fra Dalgas Avenue i midtbyen til grunden i Viby dengang i 1942, da klubben flyttede til Fredensvang. Så selvfølgelig er Knud Karlsson AGF-fan, han har jo selv spillet i klubben.

»Jeg kom selv til AGF som 10-årig, der sidst i 1930’erne. Da spillede vi på det, der i dag er ASA’s baner. Men så byggede de Fredensvang, og så cyklede vi derud. Når vi passerede badmintonhallen på Dyrehavevej, var der kun marker. Der var mørkt, der var jo ikke gadebelysning, og hvis man var velhavende, havde man en dynamolygte, men vi andre havde kun en Nefa-lygte,« siger Knud Karlsson.

Faderen var skrædder

Han kom fra et helt almindelig hjem. Faderen var skrædder.

»Hans hjerte bankede for AIA, som var arbejdernes klub, men så flyttede jeg skole, og de nye kammerater sagde, at jeg skulle med dem til AGF,« siger Knud Karlsson, der tog med på Dalgas Avenue.

»På Dalgas var der en bruser. Der badede jeg aldrig. Men på Fredensvang, der badede vi, for det var ikke så almindeligt med brusebad med varmt og koldt vand. Så det gjaldt om at få sig et bad, det var jo skønt.«

Fodboldmæssigt blev karrieren dog aldrig til noget.

»Jeg optrådte en gang på det tredjebedste hold. Jeg var vel 14-15 år. De manglede en, og jeg var der tilfældigt, for vi rendte jo meget derude på Fredensvang. Så kom de og sagde: »Knud, kan du ikke lige hjælpe,« og for at jeg ikke skulle stå i vejen, fik jeg en innerwing. Jeg lavede to mål og blev fældet til et straffespark. Det var en fin debut, men jeg optrådte der aldrig siden. Det var mit livs store oplevelse,« siger Knud, og man kan se på ham, at han nyder at lade den indre film køre.

Ude i køkkenet roder Bente med kaffemaskinen. Hun har været igennem adskillige rygoperationer, bruger rollator og synes, at det er noget pjat, at Knud har købt en Nespresso-maskine nede i Salling. Hun forstår ikke de nymodens kapsler.

De mødte hinanden i skolen, og ifølge Knud brugte han nok lidt for megen tid på hende i stedet for fodbolden, »hvis det nogensinde skulle være blevet til noget«.

»Jeg inviterede en gang Bente og hendes forældre med på Fredensvang, fordi jeg skulle spille. Da de kom, kunne de ikke finde mig, fordi jeg var sat af. Jeg var sat til at være linjevogter i stedet. Det har jeg hørt for mange gange til familiefrokoster.«

Alle de store

Men det betyder ikke, at Knud Karlsson ikke har spillet med alle de store.

»Vi spillede på gaden. Det var op ad gavlen på Oliemøllen, hvor den gik ned til Brammersgade. Der boede Henry From. Der var John og Erik Jensen, Poul Pedersen, Ernst Eriksen og Sigurd Iversen. Vi kaldte Henry From for Gøjser, men jeg kan ikke huske hvorfor.«

Knud Karlsson undskylder for »hullerne i hukommelsen« og forsøger at genkalde sig spillerne på det, der i AGF kaldes for guldalderholdet, der vandt tre mesterskaber i 1955, 1956 og 1960.

»1956 er det hold, som jeg virkelig kunne lide. Henry From på mål, Bjarke Gundlev, Per Knudsen, Jens E. Jensen og Jørgen Olesen som venstre halfback. Hans Chr. Nielsen var centerhalf. Så havde vi Aage Rou Jensen som venstre fløj, og højre fløj var Svenning Pilgaard. Lille John Jensen på toppen og hans bror Erik Jensen, som vi kaldte slagter, fordi han var en bisse ... Det var fanme et godt hold.«

Guldalderholdet blev kendt i hele Aarhus.

»De var ikoner. De kunne ikke bevæge sig rundt i byen, men det var også et helt andet miljø end i dag. Nok er de ikoner i dag, men der er jo så mange. I gamle dage var der 11-12 stykker på førsteholdet.«

Knud er født i 1928, og han kan godt huske AGF før guldalderen.

»Holdet lige før 1950’erne var det sjoveste hold. Ove Rohde var målmand. Ham kaldte vi tyr. Når de kom hjem fra København med lyntoget, faldt tyr om nede på Banegårdspladsen stangdrukken. De havde drukket hele vejen hjem. Vi havde en, der hed Svend Harder. Det var en ynk, men han var et pragtfuld menneske, når han var ædru. Vi knægte var med i Randers, for vi skulle spille forkamp, men Svend Harder var fuld som en allike. De stillede ham under den kolde bruser, og så spillede han en brandkamp.«

Geza Toldi

De ting ændrede sig med én mand: træner Geza Toldi.

»Han kom med det ungarske system – det som Wieghorst prøver at banke ind i hovedet på dem i dag. At man skal spille fodbold og ikke bare sparke fodbold. Han var med til at skabe guldalderholdet.«

Knuds første oplevelse med AGF var i 1935.

»Vi boede på Søndre Ringgade dengang. Om søndagen skulle middagen være klar kl. 12, og kl. 13 begyndte fodboldkampen. Vi gik derud. Min far kendte gud og hver mand. Der var mange, der fik ordnet tøj og syet habitter. Vi drenge rendte hen til hovedindgangen, og der stod vores træner. Så fik vi fribilletter, fordi vi var i AGF og spillede fodbold. Vi stod på Ebeltoft Tribunen under et halvtag. Den tredje stang til venstre for målet var min fars plads. Der stod alle originalerne.«

Knud stoppede selv med at spille, da han fik smadret sit knæ i en kamp mod Christiansbjerg.

Han blev repræsentant i et firma, der hed Dansk Drueimport, skiftede til margarinebranchen, flyttede til Hareskoven i 1970 – »hvor jeg fulgte AGF’s kampe i København,« som han siger – og flyttede tilbage til Aarhus igen i 1985. Årstallene kommer fra Bente. Den slags husker hun, mens Knuds hukommelsesplads optages af AGF’s holdopstillinger.

Men på et tidspunkt kørte han træt i AGF.

»Det var, da Erik Rasmussen kom. Når spillerne kom på banen, stod han og legede med indskiftningsspillerne, mens reservetræneren varmede spillerne op. Så blev jeg eddermame sur. Det undrede mig, at en cheftræner til en stor løn skulle stå og spille klovn i stedet for at passe sine spillere. Det var jo hans opgave at motivere spillerne! Så stoppede jeg kort efter med at komme på stadion.«

Unikt venskab

Men uden for banen havde den gamle mand – på det tidspunkt 79 år gammel – skabt et unikt venskab.

»Jeg så en artikel om fanklubben, hvor de skulle til Lyngby, og der havde jeg tit været, da vi boede i Hareskoven, når AGF var på besøg. Jeg ringede til fanklubben og sagde, at jeg ville med, men på en betingelse: »Jeg er blevet ramt af KOL. Jeg kan ikke tåle tobak og røg«. Det var ok, men da jeg mødte op, kunne jeg ikke finde ud af, hvilken bus jeg skulle med, så kom jeg med den, hvor de røg. Men chaufføren var sød, og han lukkede vinduet op. Jeg kørte med den rigtige bus hjem. Så var jeg med på alle udebaneture i første division, og jeg fik set alle mulige stadions. Jeg har haft nogle vidunderlige ture med dejlige mennesker, der passer på sådan en gammel tosse som mig. »Kom her Knud, her skal du sidde,« siger de. Når jeg kommer på stadion, sørger de for, at jeg kan sidde ned. Jeg er blevet forkælet, så det er helt uhyggeligt,« siger Knud, der kun kortvarigt var sur på AGF og hurtigt vendte tilbage.

Denne dag på Fredensvang møder han også en masse venlighed. Det er spillerne, der gerne tager en sludder med den gamle mand.

Danny Olsen er Knud Karlssons favorit.

»Jeg kan virkelig godt lide Danny Olsen. Han råber ikke op. Han laver en masse, som man egentlig ikke rigtig ser. Han er der bare og har nogle gode frispilninger. Efter min mening er det ham, der skal være anfører. Det skal ikke være målmanden, der står og skriger. Jeg kender ikke Steffen Rasmussen og har ikke noget personligt imod ham, men jeg synes, at tiden er rendt fra ham. Der var engang, de ikke kunne score, når han stod på stregen, men den tid er for længst forbi. Og så går der for meget igennem Daniel Christensen. Han har bolden for meget og er etbenet, så det er helt uhyggeligt«

Danny Olsen griner lidt af Knud Karlssons energi, og han takker for, at Knud synes, at han er AGF’s bedste.

»Men jeg synes, at du var en røv, da du spillede i Midtjylland,« griner Knud.

»Ja, jeg havde nogle gode kampe i Aarhus,« griner Danny Olsen, der spørger Knud, om han har børnebørn.

Svaret er ja, og Danny Olsen smutter ind i klubhuset for at hente et par brugte fodboldstøvler, som han giver en autograf. Dem er Knud glad for.

Så kommer Morten Wieghorst, og de sætter sig ind i klubhuset.

Knud: »Jeg vil rose dig for det, der er sket indtil nu. Det er ufatteligt godt lavet. Men jeg læser også med glæde, at du ikke er færdig med at udskifte på holdet.«

Morten: »Det er en løbende proces, og man skal passe på med ikke at tage det hele på en gang.«

Knud: »Vi er mange, der ikke forstår målmandsfaget, men er han ikke et hoved for lille?«

Morten: »Det er altid godt at have en høj målmand...«

Knud: »Du kan se det på de mange mål, der er scoret. Vi ligger efterhånden med den dårligste målscore.«

Morten: »Vi kigger på det hele tiden. Vi prøver at gøre det så godt som muligt.«

Knud: »Ja, det er vi sgu ikke i tvivl om.«

Snakken går lidt om skotsk fodbold, inden den falder på en anden af Knuds kæpheste.

Knud: »Går der ikke for meget spil igennem Daniel Christensen?«

Morten: »Det synes jeg ikke. Han er jo dygtig med bolden.«

Knud: »I får slagside, ved at han skal have bolden.«

Morten: »Det er ikke tilsigtet. Lad mig forklare mine grundtanker. For mig er fodbold et spil med 11 mod 11, men det handler om at skabe lokale overtalssituationer, uanset om det er, når vi bygger spillet op bagfra eller kommer op til gennembrud. Hvis man ikke kan det, skifter man side og finder et nyt område, så man kan lave lokalt overtal der. Hvis vi kan lave lokalt overtal i venstre side mere end i højre, så er det fint med mig.«

Knud er tilfreds med svaret og takker for Morten Wieghorsts tid.

Han kigger lidt rundt i klubhuset, hvor der hænger træplanker med navnene på de spillere, der var med på guldalderholdet.

Tror du, at AGF kan vinde mesterskabet igen?

»Jeg kan ikke se, hvad der skulle være til hinder for det, hvis Morten får de spillere, han skal bruge. De har nogle fabelagtige boldspillere. Ham Davit Skhirtladze, han er eddermame en tekniker af format, og Stephan Petersen er kommet virkelig godt i gang og ...«

Knud fortsætter med at argumentere for, hvorfor AGF bliver dansk mester igen.

Men han har selvfølgelig også noget at sammenligne med.