Fortsæt til indhold
Sport

Bueskytte blev ”Årets Sportsnavn 2013”

Maja Jagers guldmedalje ved VM i bueskydning i oktober sikrede hende den prestigefyldte pris ”Årets Sportsnavn”, der blev uddelt ved et stort gallashow lørdag aften i Herning.

Som den første bueskytte nogensinde vandt Maja Jager lørdag aften den prestigefyldte pris som ”Årets Sportsnavn” ved det store gallashow, Sport 2013, der blev afholdt i BOXEN i Herning.

Den 22-årige Maja Jager blev tildelt hæderen efter et flot 2013, da hun vandt individuelt VM-guld i den olympiske bueskyttedisciplin recurve. Derudover vandt bueskytten også bronze ved VM for hold og bronze ved World Cup for hold.

»Jeg er utrolig glad for at have vundet denne pris. Det er en kæmpe anerkendelse, og det betyder utrolig meget for mig,« sagde Maja Jager efter hun havde fået overrakt prisen af svømmeren Jeanette Ottesen.

Skarp konkurrence

Maja Jager fik prisen i skarp konkurrence med de to andre nominerede, skeetskytten Jesper Hansen og racerkøreren Tom Kristensen.

Tom Kristensen har tidligere vundet titlen som Årets Sportsnavn to gange, nemlig i 2002 og i 2005, mens både Jesper Hansen og Maja Jager var nomineret for første gang.

»Tusind tak til dem, der har stemt på mig og besluttet, at jeg skulle have denne pris. Tak til alle mine trænere, træningspartnere og ikke mindst min familie,« sagde en tydelig rørt Maja Jager.

Uddelt siden 1991

Det er Morgenavisen Jyllands-Posten som i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund står bag prisen, der blev uddelt for 23. gang.

Med hædersprisen, som altså er blevet uddelt siden 1991, følger en kontant præmie på 50.000 kroner, som Jyllands-Posten belønner vinderen med.

Ansvaret for den endelige kåring var lagt i hænderne på en priskomité med kulturminister Marianne Jelved (R) som formand og DIF-formand Niels Nygaard som næstformand. De øvrige komitémedlemmer er DIF-direktør Karl Chr. Koch, TD-direktør Michael Andersen, TD-formand Frank Jensen samt chefredaktør Jørn Mikkelsen og sportsredaktør Christian Thye-Petersen.