Kronprins Frederik har skrevet verdenshistorie
Følg med i, hvor hurtigt Kronprins Frederik tilbagelægger dagens ironman.
Den danske kronprins er netop kommet i mål i KMD Ironman Copenhagen til stor begejstring for tusindvis af tilskuere i København.
Han blev dermed den første kongelige i verden, der gennem fører en jernmand.
Målstregen krydsede han efter mindre end 11 timer, og dermed nåede han sit mål. Tiden blev 10 timer, 45 minutter og 32 sekunder.
Intet officielt mål
Kongehuset har ikke meldt noget officielt ud om, hvilken tid kronprinsen havde som mål at gennemføre i, men flere af hans løbevenner har fortalt, at han håbede på at nå under 11 timer.
Det klarede han uden problemer.
De første deltagere kom i mål lidt over klokken 15 søndag eftermiddag.
Dansk vinder
Årets vinder blev danske Jens Petersen-Bach fra Odense.
Størst opmærksomhed fik kronprinsen dog, da han kom i mål nogle timer efter vinderen.
Han så ellers ud til at have det svært, da han havde omkring 10 km til målstregen, hvor det nærmest gik langsommere for hvert skridt, han tog.
Gået død
På det tidspunkt brugte kronprinsen 6 minutter og 27 sekunder på at løbe en kilometer - det er væsentlig længere tid end de første kilometer på distancen, som blev tilbagelagt på omkring 5 minutter.
Kronprinsen så altså ud til at være gået død, men satte tempoet en smule op på de sidste kilometer af jernmanden.
Løbet består af 3,8 km svømning, 180 km på cykel og et maraton på 42,195 km.
En svømmetur i lagunen
Kronprins Frederik var på det første hold af Ironman-deltagere, der sprang i vandet kl. 6.58 søndag morgen for at tilbagelægge de 3,8 km i vandet ved Amager Strandpark.
Han havde startnummer 45.
Efter 1 time og 10 minutter, var den tidligere frømand tilbage på land.
Han var et stykke efter dagens hurtigste svømmer, Jacob Carstensen, der gennemførte de 3,8 km på 45,28 minutter. Andenhurtigst var Henrik Hyldelund på 47,19 minutter og på en foreløbig tredjeplads Thomas Beck på 47,51 minutter.
Blandt kvinderne var Lucie Reed hurtigst oppe af vandet med en tid på 49,45 minutter. I hælene på hende var Eva Wutti på 52,55 minutter og Daniela Sämmler på 53,02 minutter.
En tur til Nordsjælland
Efter svømmeturen fortsatte deltagerne ud på en 180 km lang cykeltur.
Ruten gik ad Strandvejen til Humlebæk, hvorefter den gik ind i landet og op til Nivå. På vej tilbage til København kørte deltagerne ad Kongevejen, hvor de kom igennem Lyngby og tilbage på Strandvejen.
Hos mændene hoppede danske Henrik Hyldelund som den første af cyklen efter 4 timer og 32 minutter.
Andenhurtigst var en anden dansker, Jacob Frandsen, 9 minutter og 9 sekunder efter Hyldelund. Esben Hovgaard hoppede af cyklen som nr. 3, 11 minutter og 34 sekunder efter.
Kronprins Frederik kom ind fra cykelturen efter 5 timer og 25 minutter.
Hos kvinderne var østrigske Eva Wutti den første, der tilbagelagde de 180 km. Hun havde et solidt forspring ned til sine nærmeste konkurrenter Lucie Reed og Daniela Sämmler.
Afsluttende løbetur
Efterhånden som deltagerne kom tilbage til København, begav de sig ud på løbets sidste etape: Det traditionelle 42,195 km lange maraton.
Den afsluttende løbetur foregik på Københavns havnefront og sluttede ved Christiansborg.
Undervejs kom deltagerne forbi flere af København seværdigheder, bl.a. Den Lille Havfrue og Den Sorte Diamant.
Da de første mandlige løbere havde tilbagelagt de første 33 km, så det ud som om, det forspring som Henrik Hyldelund havde fået på cykelturen, langsomt blev spidst op. Nummer to, Jens Petersen-Bach, var kun 2 minutter og 30 sekunder efter Hyldelund, og Esben Hovgaard var 4 minutter og 27 sekunder efter.
Efter 37,9 km var Hyldelunds forspring indskrænket til blot 11 sekunder.
Nervepirrende slutning
Med 2 km igen lykkedes det Jens Petersen-Bach at overhale Henrik Hyldelund.
Jens Petersen-Bach holdt forspringet til målstregen, og blev vinder af årets ironmanløb i København.
På andenpladsen kom Henrik Hyldelund ind 58 sekunder efter Petersen-Bach. Tredjepladsen gik til Esben Hovgaard, der var 3 minutter og 57 sekunder efter.
Tjek tiderne
Hos kvinderne har Eva Wutti inden sin sidste runde på dagens løbetur et forspring på op mod 20 minutter ned til nærmeste konkurrent, Lucie Reed.
Du kan følge hver enkel deltagers mellemtider her. Kronprinsen er registreret som Frederik, Kronprins.
Du kan også følge den officielle livedækning af Ironman Copenhagen her.