Årets Sportsnavn: Guldfireren
Dansk ronings evighedsmaskine, letvægtsfireren, vandt for anden gang Jyllands-Postens og Danmarks Idræts-Forbunds pris som Årets Sportsnavn. Det skete i et tæt opløb med kvindelandsholdet i håndbold og racerkøreren Tom Kristensen.
Letvægtsfireren stævnede ud til en ny fortjent triumf, da guldbåden fra OL i Athen ved tirsdagens storstilede sportsgalla i Messecenter Herning lagde sig foran kvindelandsholdet i håndbold og motorsportslegenden Tom Kristensen i det tætte opløb om titlen som Årets Sportsnavn 2004.
Trods håndboldkvindernes OL-guld og helt friske EM-sølv og Tom Kristensens sjette triumf i træk i 24 timers løbet Le Mans vurderede priskomitéen i enighed, at Guldfirerens suveræne præstation ved OL i Athen efter fire års målrettede forberedelser var årets fornemste danske idrætspræstation.
Kvaliteten af de tre nominerede kandidater til prisen understreges af, at de alle har vundet prisen mindst en gang tidligere.
I betragtning af den hårde konkurrence om hæderen var det fire stolte roere, Eskild Ebbesen, Thomas Ebert, Thor Kristensen og Stephan Mølvig, som fik overrakt en check på 50.000 kr. af Danmarks Idræts-Forbunds formand, Kai Holm.
»Det er stort. Især når man ser de kompetente kandidater, vi var oppe imod. Sammen med Eskild Ebbesen var jeg også med, da vi vandt prisen første gang, men det bliver bestemt ikke en dårligere følelse anden gang,« sagde en af de fire guldroere, Thomas Ebert, der sammen med Eskild Ebbesen har forladt Guldfireren efter OL i Athen.
På scenen understregede en lige så glad Thor Kristensen, at der ikke var tale om en Guldfirer, men om en Guldfemmer, og så måtte træner Bent Jensen ellers også tage turen op på scenen til fortjent hyldest fra de mange tilskuere i Messecenter Herning.
Ny idrætsgren
Allerede tirsdag eftermiddag summede Messecenter Herning af liv, da hundredvis af sportsfolk, idrætsledere og andre med et ord at sige i dansk idræt mødte frem til gallamiddag som optakt til årets store tv-transmitterede sportskavalkade.
På det tidspunkt vidste Guldfirerens mest konstante rugbrødsmotor siden bådens første VM-guldmedalje i 1994, Eskild Ebbesen, ikke, at roerne et par timer senere ville blive udnævnt til Årets Sportsnavn for anden gang i bådens levetid.
Dermed nåede Eskild Ebbesen at få endnu en flot hyldest med på vejen, selv om han officielt har afsluttet sin enestående elitekarriere som roer.
I stedet har han tænkt sig at dyrke triathlon, så det var måske ikke overraskende, at han hurtigt fandt sammen med triathleten Thorbjørn Sindballe, som i år vandt guld ved VM på den lange distance i Sverige og senere besatte en 6. plads i den originale Ironman på Hawaii.
Eskild Ebbesen kunne afsløre, at han er kommet rigtig godt i gang med cyklingen, mens det kniber gevaldigt med svømningen. Til gengæld havde han allerede forbedret sig i løb, som han så småt prøvede kræfter med, da han i kådhed efter OL-guldet i Athen løb en 5000 meter på træningsbanen i den olympiske landsby.
»Jeg løber allerede bedre end dengang - med dårligere iltoptagelse,« siger Eskild Ebbesen, som faktisk også vandt et lokalt løb på mountainbike i efteråret.
Løfterig bronzevinder
Et varmt tip på Årets Sportsnavn i 2005 kunne være OL-bronzevinderen i kuglestød, Joachim B. Olsen, som i den grad var ovenpå, da han ankom til festen med sin samlever, Karen Westergaard.
Siden OL har han gennemgået en operation i den ømme kastehånd i september. Operationen var så vellykket, at træningsresultaterne allerede nu er langt bedre end på samme tidspunkt i sidste sæson. I juledagene løftede den "bette nordjyde" blandt andet 315 kg i dødløft fem gange i træk ved en træningstest.
»Jeg er allerede nu i samme fysiske form som ved OL i august. Trods den succesrige operation tager jeg dog stadig de samme forholdsregler ved træningen, hvor jeg primært støder med lidt lettere kugler og gummikugler,« sagde den bomstærke kaster.
Han nyder også godt af et fremragende træningsmiljø på Team Danmark Centret i Århus, hvor stadig flere gode kastere kommer til. I al optimismen har mange eksperter allerede udpeget verdensranglistens nummer et i 2004 som favorit til guld ved inde-EM i Madrid først i marts og ved VM i atletik i Helsingfors i august.
Joachim B. Olsen har endnu aldrig været øverst på skamlen ved et stort mesterskab.
Det har til gengæld det store sportsshows nestor, æresmedlem af den internationale olympiske komité Niels Holst-Sørensen. Europamesteren i 400 meter løb fra 1946 var på hjemmebane i fødebyen Herning, hvor den nu 82-årige tidligere chef for det danske luftvåben afsluttede sin studentereksamen på Herning Højere Almene Skole i 1941.
Det var nu mere friske erindringer, som optog Niels Holst-Sørensen og fru Hjørdis i Herning, nemlig minderne fra sommerens meget vellykkede OL i Athen.
»Grækerne havde fortjent al den kritik, de fik i optakten til de Olympiske Lege, for de bar sig fjollet ad i forberedelserne og kom alt for sent i gang. Til gengæld skal de også have fuld kredit for, at det hele alligevel lykkedes i den sidste ende, for det gjorde det vitterligt. Det var yderst velgennemførte lege,« sagde Niels Holst-Sørensen.
Et godt år
Yngste generation af fremtrædende idrætsledere var også repræsenteret i Herning i skikkelse af Team Danmarks nye formand, amtsborgmester Carl Holst (V), som fik sig en sludder om børnepasning - ikke et ord om idrætspolitik på denne festdag - med sin bestyrelseskollega fra Team Danmark, Eva Wulff Helge.
»Jeg føler bestemt, at vi kan se tilbage på et godt sportsår med 104 medaljer til dansk idræt,« sagde Carl Holst.
Næppe nogen havde rejst så langt for at deltage i tirsdagens kåring som de fem håndboldspillere fra Viborg, Rikke Skov, Henriette Mikkelsen, Lotte Kiærskou, Katrine Fruelund og Louise Bager Nørgaard.
Tirsdag middag satte de sig i et fly fra Leipzig, hvor den jyske klub i disse dage deltager i Super Cup'en.
Ganske vist blev håndboldlandsholdet ikke forgyldt med priser i Messecenter Herning, men det var ikke derfor, at den efterfølgende nattefest blev uden de fem olympiske guldvindere fra domkirkebyen.
Onsdag morgen var der atter afgang til Leipzig, hvor Viborg onsdag aften møder Kometal Skopje.
»Det er lidt stressende,« erkendte Henriette Mikkelsen.
Der var dog ingen sure miner.
»Vi var fem spillere fra Viborg, der tog vores del af slæbet ved OL i Athen. Derfor ville det være underligt, hvis ikke klubben var repræsenteret ved sådan en hyldestfest. Det er selvfølgelig lidt uheldigt, at det falder sammen med vores deltagelse i Super Cup'en, men så er det jo heller ikke værre. Vi har før været med til disse kåringer, og det er som regel meget hyggeligt. Så det tager vi gerne med,« sagde Lotte Kiærskou, der i modsætning til EM-spillerne Skov, Mikkelsen og Nørgaard har haft en rolig december og derfor var knap så stresset, som sine tre holdkammerater fra det nykårede EM sølvhold.
December begyndte anderledes roligt for speedwaykøreren Nicki Pedersen, men pludselig fik han travlt. Smerter i håndledene krævede en operation, så den 23. december lå han under kniven.
Et par plastre var da også synlige under habitten, da den 26-årige eks-verdensmester mødte op i Messecenter Herning. For et år siden havde han hovedrollen som vinder af to priser. Blandt andet DIF og Jyllands-Postens pris som Årets Sportsnavn 2003.
»Jeg er lidt mere afslappet denne gang. Jeg vidste jo godt, at jeg var blandt favoritterne sidste år, så jeg var temmelig nervøs. Og sikkert også lidt genert, fordi jeg ikke var vant til denne slags kåringer. Nu ved de andre sportsfolk, hvem vi speedwaykørere er, så jeg hygger mig noget mere i år,« fortalte en afslappet Nicki Pedersen, der med sin femteplads i VM-serien ikke var i betragtning til årets priser.