René Henriksen Årets pokalfighter
AB's René Henriksen blev torsdag kåret som "Årets pokalfighter" efter akademiker-klubbens 2-1 sejr over AaB i landspokalfinalen i fodbold. Styrmanden i forsvaret blev af de tilstedeværende journalister i Parken valgt med 17 stemmer - seks flere end holdkammeraten Peter Rasmussen.
Der var også AB-spillere på de næste tre pladser i skikkelse af Alex Nielsen (6), Brian Steen Nielsen (4) og Allan Olesen (3). Først seks pladser nede på listen dukkede der en AaB-spillers navnetræk op - Lars Thomsen med tre stemmer. Det var ifølge René Henriksen også ganske passende, hvad angår det indbyrdes styrkeforhold mellem AB og AaB i torsdagens opgør.
- Det var en meget fortjent sejr. Vi styrede kampen i mindst 85 minutter. Vores spil i Superligaen fungerer fint, men alligevel har vi tabt de seneste to gange. Og jeg tror det tirrede os ekstra forud for pokalfinalen. For vi var meget tændte, sagde den 29-årige anfører.
I kampen mod nordjyderne lå ABs vigtige brik i det centrale forsvar meget langt fremme på banen, og blot syv-otte minutter før tid - da AB egentlig burde koncentrere sig om at holde 2-1 føringen - var Henriksen med helt fremme ved AaB's baglinje.
- Jeg følte aldrig, der var fare på færde. Men derimod mente jeg at kunne bidrage med noget i det fremadrettede spil. Og at jeg skulle spille meget offensivt var sådan set også en del af træner Ole Mørchs oplæg forud for kampen, fortalte René Henriksen. Han er den ene af fire nuværende AB-spillere, som også var med i Gladsaxe-klubbens forrige optræden i en pokalfinale. Sammen med Jan Bjur, Peter Rasmussen og Jesper Falck blev Henriksen i 1995 slået med 5-0 af FC København.
- Man må sige, at der er himmelvid forskel på de to pokalfinaler. Dengang ikke bare tabte vi, vi fik jo røvfuld. Så det var rart af få revanche, mente René Henriksen efter sin kamp nummer 332 i den grønne trøje. Helt forudsigeligt bagatelliserede AB-anføreren - trods den personlige anerkendelse - sin egen indsats i pokalfinalen, og han tildelte holdet æren for 2-1 sejren.
Desuden mente Henriksen, at AB's første pokaltriumf i klubbens 110-årige historie, kan vise sig meget værdifuld i det snarlige slutspil i årets udgave af Superligaen.
- Vi har nu opfyldt et af de vigtigste mål for denne sæson: At kvalificere os til én af de europæiske turneringer i efteråret. Det giver os arbejdsro i de kommende kampe. Og efter denne pokalsejr vender bøtten for os i Superligaen, sagde han. Med titlen som pokalfinalens mest iøjnefaldende spiller fulgte i øvrigt en gave til René Henriksen i form af en computer. Men der bliver ikke surfet på Internet i Henriksens husstand, når AB-spillerne fredag kan nyde en fridag. I stedet står der friluftsaktiviteter på dagsordenen. - Jeg tror, jeg skal ud og ha' mig et slag golf, lød det fra anføreren hos de nykårede pokalmestre. /ritzau/