Iran: OL-logo hylder Israel
Iran truer med boykot af OL i London 2012, fordi logoet menes at hylde Israel.
Sjældent har fire takkede figurer skabt så meget ballade, og halvandet år før selve legene kan London glemme alt om at hente goodwill på logoet for OL 2012.
Den seneste skandale i en lang række er en bemærkelsesværdig klage fra Iran, der mener at kunne læse en utvetydig sympatierklæring til en dødsfjende i logoet. De fire klumper skal nemlig ikke læses som "2012", men derimod ifølge iranerne som "Zion" - en henvisning til Jerusalem og Israel.
"Det er en vanærende handling og strider mod de olympiske værdier. Ignorering af dette spørgsmål fra jeres side kan påvirke OL-deltagelsen for visse lande, specielt Iran, der holder fast i værdier og principper. Vi opfordrer andre muslimske lande til at bekæmpe dette racistiske logo," fastslår Bahram Afsharzadeh, generalsekretær i Irans nationale olympiske komité.
Olympisk Komité: Forestiller tallet 2012
Irans lede ved alt israelsk-inspireret er langt fra en ny tendens. Præsident Mahmoud Ahmadinejad har offentligt talt om Israels udslettelse og stiller sig tvivlende over for jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, men den internationale olympiske komite har ikke tænkt sig at føje ham:
"Logoet for London 2012 forestiller tallet ”2012” og ikke andet," lyder det korte svar.
Dyrt symbol
Uanset det videre forløb har arrangørerne for længst måttet erkende, at kendetegnet har vist sig alt andet end vellykket.
Indledningsvis var englænderne chokerede over prisen på 3,5 mio. kr. for et symbol, der skønnedes mere specielt end kønt, og siden er problemerne vokset massivt.
I en diametral modsætning til Iran-episoden blev logoet sammenlignet med et svastika og blev dermed beskyldt for at hylde nazismen.
På samme vis er epileptikere stået frem i medierne med beretninger om, hvordan de har fået fremprovokeret anfald ved synet af logoet i fjernsynet, mens brugere på diverse internetfora har moret sig med at diskutere mindelserne om en seksuel akt.