Tårevædet farvel for Scherwin
Tårerne stod i kø hos Christina Scherwin, da hun sagde farvel til topidræt med sit sidste kast.
Beijing
Operation og lang tids genoptræning havde gjort optakten til OL til et langt kapløb med tiden, der endte med at vinde. Den danske spydkaster havde ikke tilstrækkeligt med kraft i kroppen og måtte i tirsdagens kvalifikation nøjes med en notering på 53,95 meter, men det beskedne resultat bar ikke skylden for de våde øjne.
»Jeg græder, fordi det er mit sidste mesterskab. Jeg slutter et liv, der har givet så meget, men nu glæder jeg mig til at få et normalt liv,« indrømmede 32-årige Christina Scherwin.
Højdepunktet i Finland
Inden for kort tid tiltræder hun i et job som træner på University of Oregon i USA, hvor hun bor med sin ægtemand og tekniske træner Mark Fletcher, der også har været ved hendes side i anderledes muntre stunder.
Fjerdepladsen ved VM i Helsinki 2005 var det absolutte højdepunkt i karrieren, der først for alvor tog fart, da hun efter OL i Athen året tidligere kom under vingerne på den islandske træner Vesteinn Hafsteinsson og dermed fik flere kilo bag forsøgene.
Mange operationer
Christina Scherwin var bare 18 centimeter fra medalje ved EM 2005, mens en Danmarksrekord på 64,83 meter og en tredjeplads i Grand Prix-finalen 2006 også giver modvægt til en uvant lang liste over skader. I alt fem gange er hun blevet opereret i albue, korsbånd og skulder, og til sidst strejkede hendes vigtigste udstyr.
»Inde i mig selv er jeg stadig en 60 meter-kaster, så det er mærkeligt, at jeg ikke fik spyddet længere ud. Måske kroppen har fået nok. Jeg er stærk og fysisk i top, men hvis kroppen ikke vil længere, er der ikke noget at gøre.«