Håndbold: Ulrik Wilbek ny landstræner
Ulrik Wilbek bliver landstræner for herrelandsholdet i håndbold, meddeler Dansk Håndbold Forbund.
Viborg-træneren overtager posten den 1. juni i år, og det store sportslige mål bliver at føre de danske herrer frem til OL i 2008 i Beijing.
- Ulrik Wilbek er en meget dygtig træner, som med sine mange kompetencer kan styrke og udvikle dansk herrehåndbold, siger formand for Dansk Håndbold Forbund, Søren Høg Thomsen, der håber, at den nye træner kan samle og udnytte de ressourcer, han mener, dansk herrehåndbold indeholder.
Ulrik Wilbek fortsætter som træner for Viborgs herrer sæsonen ud, inden han overtager posten som landstræner. Den stilling blev ledig, da Dansk Håndbold Forbund valgte at fyre Torben Winther efter 13.-pladsen ved VM i Tunesien i januar.
Ulrik Wilbek har tidligere ført det danske kvindelandshold frem til guld ved OL, VM og EM.
Fuld opbakning fra spillerne
Ulrik Wilbek kan se frem til en spillertrup på det danske landshold, der fra første dag hylder hans udnævnelse som ny håndboldlandstræner.
Kasper Hvidt, målmand og anfører for det danske landshold, mener, at valget af den nuværende Viborg-træner er det helt rigtige.
- Ulriks sportslige cv med damelandsholdet og både herre- og dameholdet i Viborg er jo fantastisk, så det er et rigtigt godt valg, siger Kasper Hvidt, som især fremhæver Wilbeks mandskabsbehandling.
- Han har jo så mange år på bagen og kender alt til det postyr, som det er at træne et landshold. Han kan forholde sig til alt andet end lige det sportslige, og det er en kæmpe kompetence, siger Kasper Hvidt.
/ritzau/