Fortsæt til indhold
Sport

Ny formand vil forhandle

Palle Sørensens første store opgave som ny formand for spillerne bliver at forhandle en ny overenskomst på plads.

Af JAN B. JENSEN

Som nyvalgt formand for Spillerforeningen er Palle Sørensen klar til hurtigt at få gang i forhandlingerne med Divisionsforeningen om en ny overenskomst for de professionelle danske fodboldspillere.

Udmeldingen kommer efter en skarp kritik af Spillerforeningen fra Divisionsforeningens formand, Peter Iversen, i Jyllands-Posten onsdag. Bestyrelsen i Divisionsforeningen mener, at spillernes organisation ikke har den fornødne vilje til at samarbejde, og derfor ønsker man at få ophævet alle aftaler om spillernes løn- og arbejdsvilkår. Blandt aftalerne, der blev indgået i 1999, er en overenskomst, der udløb for 14 måneder siden.

»Jeg er meget skuffet over Divisionsforeningens udmelding. Jeg har svært ved at forstå deres kritik. Vi vil gerne have en aftale i stand, men det er klart, at der er punkter, hvor vi er uenige,« siger Spillerforeningens næstformand, Lars Bo Larsen.

Gang i forhandlingerne

Han tilføjer, at Spillerforeningen er indstillet på at handle hurtigt og derfor vil forsøge at få gang i forhandlingerne allerede inden lørdagens generalforsamling i Divisionsforeningen.

»Vi vil gøre nogle tiltag inden lørdag,« siger Lars Bo Larsen.

Lars Bo Larsen har svært ved at genkende Divisionsforeningens udlægning af, at det alene er spillernes skyld, at der endnu ikke er opnået enighed om en ny overenskomst, der udløb med udgangen af juni 2001.

Stor forståelse

Han siger endvidere, at spillerne har stor forståelse for klubbernes vanskelige vilkår at drive forretning under, og at der er problemer med at få forsikret spillerne ud fra de krav, der er opstillet i overenskomsten.

Palle Sørensen siger, at han som noget af det første i det nye hverv vil arbejde på at få aftalerne med Divisionsforeningen på plads.

Den 30-årige forsvarsspiller fra AB, der tidligere har spillet i AGF og Viborg, tiltrådte torsdag som ny formand efter Søren Colding, der siden sit skifte fra Brøndby til tyske Bochum har haft vanskeligt ved at holde den hel nære og nødvendige kontakt til dansk fodbold. Søren Colding fortsætter dog i bestyrelsen.

Foruden den faglige forhold vil Palle Sørensen også arbejde for at få etableret en række opsparingsordninger, der kan lette spillernes overgang til uddannelse eller job efter karrierens afslutning.

»Vi skal se på uddannelses- og etableringsopsparinger. Mange bliver fuldtidsprofessionelle som 17-18 årige, og så er der brug for penge til uddannelse efter karrieren. Andre har måske en uddannelse, men de har så behov for at have en etableringsopsparing, som man har betalt til gennem karrieren,« siger Palle Sørensen.

For at få det optimale udbytte af sådanne ordninger vil det bl.a. kræve gunstige beskatningsforhold.

Foruden valget af Palle Sørensen som ny formand har bestyrelsen udpeget Lars Bo Larsen fra Ølstykke FC og FC Københavns Peter Møller som næstformænd.

jan.jensen@jp.dk