Fortsæt til indhold
Sport

Fodbold: Sennels ny mand i truppen

Asbjørn Sennels landsholdsudtagelse gik ud over de kvindelige fodboldspillere i Skovbakken.

Af JAN B. JENSEN

De kvindelige fodboldspillere på Skovbakkens andethold i Danmarksserien måtte undvære deres træner til mandagens træning. Asbjørn Sennels havde dog en god undskyldning for at melde afbud med kort varsel. Den 24-årige Viborg-forsvarer var få timer forinden udtaget til den danske landsholdstrup og måtte haste til København for at blive præsenteret af landstræner Morten Olsen på et pressemøde.

»Selv om det må siges at være en gyldig grund til et afbud, kommer jeg nok til at høre for det,« smilede Asbjørn Sennels med udsigten til en mulig debut, når landsholdet indleder forberedelserne til efterårets afgørende EM-kvalifikation med en venskabskamp mod Finland i Parken næste onsdag.

Asbjørn Sennels havde slet ikke spekuleret på, at der er landskamp i næste uge. Derfor var overraskelsen stor, da Viborg-træneren Ove Christensen overbragte ham nyheden under mandagens træning.

Det ændrede humøret, der ellers var påvirket af søndagens nederlag til oprykkerne fra Herfølge - en kamp, hvor Asbjørn Sennels med egne ord ikke spillede til en landsholdsudtagelse. Det har han til gengæld gjort i en række andre kampe, og nu føler Morten Olsen, at tiden er moden til at tage ham med på højeste niveau.

Den 24-årige forsvarsspiller fra Viborg tog det første skridt op ad landsholdsstien, da han spillede i to af kampene under ligalandsholdets asiatiske vintertur til Thailand og Hong Kong.

Andet end fodbold

Asbjørn Sennels er med som en gardering for Niclas Jensen, der endnu har sin debut for Borussia Dortmund til gode, men Morten Olsen understregede, at han også betragter Viborg-spilleren som et emne til midtbanen eller i midterforsvaret.

For Asbjørn Sennels har et mål om at blive den nye Niclas Jensen, men på trods af den ambitiøse målsætning er livet for ham andet end superligaen.

Han læser kunsthistorie på Aarhus Universitet, spiller guitar og træner kvindefodbold i Skovbakken sideløbende med karrieren i Viborg.

Selv om fodbold fylder meget i hverdagen, lægger Asbjørn Sennels vægt på det hele menneske. Han ville blive en dårligere fodboldspiller, hvis han ikke havde andet ved siden af, føler han, og hvis han ikke trives uden for banen, påvirker det hans spil.

»Det er adspredelsen, der er med til at gøre mig til en bedre fodboldspiller,« siger Asbjørn Sennels.

Han er en meget spillende back med store kvaliteter i det fremadrettede spil. Derfor passer han perfekt til Morten Olsens måde at spille fodbold på, da det er vigtigt for en back at kunne udnytte det rum, han har foran sig, optimalt.

Asbjørn Sennels spiller i Viborg på fjerde sæson og har kontrakt i endnu to år. Han har dog tidligere været i søgelyset hos flere udenlandske klubber. Han er opvokset i Brabrand, inden Skovbakken blev mellemstation på turen til Viborg. Han bor dog fortsat i Århus.

jan.jensen@jp.dk