Lidenskab og levebrød
Frank Arnesen, fodboldikonet fra de glade firserdage, har fået et topjob i London. Han står nu i spidsen for Tottenham, hvor han drømmer om nye storhedstider. Vi har mødt en særdeles travl manager, som fører sig frem i en stadig hårdere fodboldverden, ikke mindst i kraft af sin flair for mennesker.
Chigwell
Frank Arnesen stopper brat midt i en sætning. Han har fået øje på noget gennem glasset i kontordøren. Han undskylder, rejser sig og skynder sig smilende ud i forkontoret, hvor en mørkhåret kvinde står med et spædbarn i en kurv.
»Oh, hello, so nice to see you. Is everything fine?«
Der krammes og udveksles hjertelige bemærkninger blandt andet om den nyfødtes søvnvaner og muligheden for at kvinden kan rejse med til en kommende kamp i Korea.
Hun er nemlig førsteholdets læge, forklarer Frank Arnesen, da han et øjeblik efter atter læner sig tilbage i den højryggede, sorte læderstol. Vi befinder os på hans lille kontor i et trangt hjørne i en af de lave murstensbygninger, som udgør nerven i den engelske fodboldklub Tottenhams træningscenter.
Her nær Chigwell et pænt stykke uden for London, omgivet af vagter og pigtråd til at holde grådige fans ude, har Frank Arnesen endnu engang fundet sig hurtigt til rette.
Denne gang med den prestigetunge titel af sportsdirektør og til en gage i verdensklasse.
Fulgt af enorme forventninger - ikke mindst fra sig selv.
Han har naturligvis også følgeskab af sit livs Kathe og sin vanlige sans for at omgås mennesker.
Stive knæ
Det gælder også denne smukke efterårsdag, hvor han føjeligt bøjer sine slidte, stive knæ og placerer sig i enhver tænkelig positur på det irgrønne græs til glæde for fotografen. Og senere glæder han sig overgivent sammen med det langhårede talent fra Porto, som er bevilget ferie og i den forbindelse skal have ordnet et par småting med sekretæren foran chefens kontor.
Frank Arnesen er en venlig sjæl.
Eller bare Frank, som man straks får lyst til at kalde ham.
Manden, der 48 år gammel mest af alt ligner en stor knægt.
Fodboldspilleren, der altid piskede efter bolden, driblede som en drøm og skrev sig ind i hjertet på flere generationer af fodboldelskere med sin kække udstråling og positive indstilling.
En af heltene
Han var en af heltene i fodboldens guldalder. Fordi han spillede med hjertet og for holdets skyld. Altid for alvor, men aldrig under bæltestedet. Han spillede rigtig fodbold. På den måde, som vi kom til at forstå som dansk.
Jo, han var en god dreng, knægten fra Amager, der blev en del af den klike, som i 80'erne forandrede dansk fodbold og lagde fundamentet til et landshold, der i dag kan lægge ikke bare nationen, men hele verden ned.
Det var Arnesen, Olsen, Elkjær og Lerby. Unge Laudrup og rolige Allan Simonsen og flere andre.
De var individualister og kunne være frække som bare pokker, for de havde smagt sejrens sødme i de berømte udenlandske klubber og kom hjem struttende af selvtillid og med uhørt høje ambitioner for danske breddegrader. Men de havde respekt for hinanden, husker Arnesen om dengang danskerne for alvor begyndte at vinde.
»Store fodboldspillere har deres egoer, men de ved godt, at der er brug for specielle typer. Vi vidste f. eks., at hvis ikke vi havde Preben, så ville vi nok ikke vinde mange kampe, for han scorede altså målene. Han kunne være umulig, men han havde det der fandenivoldske, som vi havde brug for. Der var en grundlæggende respekt mellem spillerne, og det var i bund og grund det, som byggede 80'erholdet op og gjorde det til en succes.
Og hvordan jeg var?«
Han griner.
»Jeg var sådan en, der prøvede at lave gang i den. Jeg snakkede hele tiden, råbte og skreg. Jeg kunne godt lide, at vi havde det godt. Jeg var faktisk altid i godt humør.«
Og så måtte den glade unge mand ellers opgive det han elskede allerhøjst; at spille fodbold, da en ond knæskade tvang ham til at tænke i nye baner. Ganske tæt på karrierens højdepunkt.
Men Frank Arnesen klarede det og kunne sagtens have lænet sig tilbage på laurbærrene i det Holland, som han efter 19 stræbsomme år i fodboldklubben PSV Eindhoven er kommet til at betragte som sit hjemland, da han for tre måneder siden valgte at drage videre for at blive håbet i en af Londons ældste og mest traditionsrige fodboldklubber.
Hvorfor og hvad former og fylder hos et menneske, der tænder julelys i øjnene på granvoksne mænd og som stadig af mange betragtes som indbegrebet af danskhed, skønt han har boet 30 år i udlandet?
Det vil vi gerne vide noget om.
Helt uden nykker
Og heldigvis har helten aldrig haft nykker eller hang til storhedsvanvid. Til gengæld - eller måske netop derfor - har han travlt. Vanvittigt travlt. Det tager tid at få en aftale med sportsdirektøren, men da vi omsider sidder over for hinanden, forklarer han sig gerne. På flydende dansk tilsat en smule udenlandsk grammatik. Et liv levet i fem forskellige lande har sat sit præg - også på sproget. Iført ternet skjorte, beige fløjlsbukser og det velkendte Kim Larsen-brede smil, der indimellem når helt op i øjnene. Som når han fortæller, at skiftet til Tottenham har aktiveret trangen til at være den bedste. Til at bide de store klubber i haserne.
Det er drivkraften, og det ligger i hans blod.
Kærlighed til bolden.
Frank Arnesen elsker fodbold, han elsker at være den bedste, og intet er større end klubben.
Sådan har det været, siden han var en lille dreng på seks år, der huskede, hvad far sagde og trænede for sig selv i timevis for at blive lige så skrap med venstrebenet som med højrebenet. For det skulle man, hvis man ville være en rigtig god fo'boldspiller, som sportsdirektøren udtaler det.
»Det bedste var at være fodboldspiller. Det er det bedste i hele verden. Det er fantastisk. Jeg kan ikke mindes, at jeg ikke har haft lyst til at træne i de 13-14 år, jeg spillede professionel fodbold. Jeg har altid elsket at træne, elsket at komme ud at spille kampe, elsket stressen, den gode nervøsitet, og glæden, når du havde spillet godt, og vi havde vundet. Det var det bedste.«
Hvordan - er det legen, spillet, sejret, dramaet, friheden?
»Det har med alt at gøre,« kommer det lynhurtigt.
Så tøver han og fortsætter:
»Det har også noget at gøre med, at jeg kan lide at please folk. Det er blevet meget mindre med alderen, men det er min natur. Jeg har det bedst med harmoni, og jeg kan godt lide, at folk kan lide mig. Jeg prøver at skabe en god stemning. Det er ikke sådan, at jeg er konfliktsky, jeg har haft masser af konflikter, også med journalister. Men jeg har altid villet være den bedste, og hvis ikke jeg var den bedste, hvis vi f. eks. tabte, så følte jeg, at det var min skyld. Jeg tog et meget stort ansvar på mig.
Jeg kan huske, at jeg nogle gange skammede mig over at gå på gaden mandag og tirsdag, når vi havde tabt. Så langt gik det. Det var forfærdeligt. Men så vendte det, og jeg sagde til mig selv: »Nej faneme nej, Frank, det skal du gøre bedre næste gang.« Det var mit drive. Jeg ville vinde.«
Han trækker på skulderen.
»Man lærer at leve med det, og bagefter spørger man sig selv, hvorfor man gør det. Jeg tror, at det er et karaktertræk. Sådan er jeg bare. Men jeg tager ikke alle fejlene på mig længere. Og jeg siger nej til en masse ting. Det rører mig ikke mere, hvis folk ikke kan lide mig.
Det hænger sammen med alt det, jeg har været igennem. Holde op som spiller, blive træner, få dårlig kritik og så god kritik og blive manager uden at ane, hvad det gik ud på. De første tre-fire år i PSV var hårde. Men jeg har altid sagt, at du lærer ikke af succes. Du lærer kun noget om dig selv og dine omgivelser, når det går skidt, og de prøver har jeg haft masser af. Så siger folk: »Jamen, bliver man ikke hård af det?« Jeg synes, det er et forkert ord at bruge.«
Han rynker brynene, og man forstår, at man ikke må tage fejl af Frank Arnesen.
Han er en slider, der er så heldig, at det han ikke kan lade være med at knokle med, også er hans lidenskab og hans levebrød.
»Jeg har altid tvunget mig selv til at tage udfordringer, selvom jeg var horrified. Du må ikke sige nej, hvis du tror, at du kan det, men bare ikke tør det. Og hvis du ikke kan det, så kan du måske lære det. Jeg har aldrig tilladt mig selv at tage the easy way med selerne og sikkerheden.«
Hvad så når ikke det lykkes?
»Jamen, dagligt lykkes det ikke. Det sker i momenter. Tidligere mistede man selvtilliden, men man vænner sig til det. Da jeg måtte stoppe som fodboldspiller, brød min verden sammen. Det var i Valencia, og jeg havde haft en fantastisk første sæson og fået masser af tilbud.
Jeg rejste mig fra en liggestol. Knæk sagde det i knæet og gjorde ondt, da jeg spillede om aftenen. Det har selvfølgelig været dråben, og derefter gik alt galt. Jeg blev opereret tre gange, og endte med at få en metalskrue i knæet. Den har jeg stadig. I 15 måneder kunne jeg ikke spille, og efter et par år måtte jeg opgive det, jeg holdt allermest af. Det lærte mig på den hårde måde, at du ikke altid kan styre din tilværelse. Men det er også en proces, noget man må lære.«
Han læner sig tilbage i stolen og fortæller nøgternt, hvordan skaden og det lange ophold på bænken gjorde ham for dyr til spanske Valencia, der bad ham finde sig en anden klub.
Lægen mente, at det bare var et spørgsmål om tid, og derfor turde først belgiske Anderlecht og bagefter PSV i Holland godt binde an med en spiller med smerter i knæet. Men det blev aldrig helt godt, og efter en kort periode som spiller i PSV blev Frank Arnesen tilbudt et trænerjob.
God til mennesker
For klubbens ledelse havde noteret sig, at han også kunne noget uden for banen.
Han var god til mennesker.
Alligevel var det en svær lektie for Amagerdrengen, der havde planlagt sin professionelle karriere og altid havde haft let ved det meste, ligesom han var vant til at få sin vilje, når blot han sled for det.
Og det gjorde man i hans familie, der levede i en toværelses lejlighed nær Sundbyvester Plads på Amager. Faderen var sporvognskonduktør og truet af fyring, da sporvognene skulle erstattes af busser, og han havde ikke kørekort. Men han scorede en 12er i tips og med små 100.000 kroner i hånden fik forældrene råd til at købe en ejerlejlighed og en tobakskiosk på Christianshavn. Den passede de i elleve år uden en eneste feriedag. De var bange for at miste kunder.
Det var en god opvækst i en pligtopfyldende arbejderfamilie, der forstod at hygge sig sammen - gerne i sofaen med børnenes kammerater, hjemmelavet smørrebrød og engelsk weekendfodbold i fjernsynet. Faderen var en habil fodboldspiller, men han manglede ambitionerne, som han selv udtrykte det. Dem havde sønnen til gengæld i rå mængder. Frank var dygtig til alle former for sport, og det, han ikke var bedst til, gad han ikke beskæftige sig med.
»Fodbold var det vigtigste for mig, så længe jeg kan huske. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, at komme på Fremad Amagers førstehold og måske landsholdet engang. Jeg kunne spille i timevis, for mig selv og bare op ad muren. Som 13-14 årig havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke trænede helt så meget, men da jeg var 16 år, begyndte jeg at træne rigtig meget mere end de andre. Som om jeg vidste, at jeg ville noget. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Min far bakkede mig op og trænede med mig, men du skal have drivkraften. Du skal selv ville det,« fastslår Frank Arnesen, der sammen med sin ungdoms bedste ven, storesøsteren Yvonne, lige nåede at snuse til hippietiden, der blomstrede på Christianshavn med Gasolin, eksotiske religioner og syrede stoffer. Men det blev ikke til mere end lidt brune bønner og nogle hurtige eksistentielle overvejelser for den unge Frank.
Han ville hellere spille fodbold.
»Miljøet på Christianshavn var meget socialt og venstreorienteret, og man blev nok præget af det, men politik har aldrig interesseret mig. Min morfar var kommunist, men mine forældre kunne ikke lide at tale om politik. Måske fordi de var bange for at komme op at skændes. Og mig var der ikke meget oprør i. Jeg havde det nok inderst inde sådan, at jeg gerne ville have, at mine forældre synes, at jeg var en god dreng. Og jo det tror jeg, at jeg var. Det tror jeg. Jeg var aldrig vild. Jeg var doven i skolen, men jeg havde ikke svært ved at lære,« forklarer han om årene, da han efter 10. klasse tog en realeksamen på årskursus inde i byen - uden at fortælle sine medstuderende, at han var en af gulddrengene i Fremad Amager.
På førsteholdet
»Jeg var i gang med at blive den bedste, men jeg sagde det ikke til nogen, for man skulle ikke tro, at man var noget. Sådan var det vel også. Da jeg havde gået på skolen i tre-fire måneder, måtte jeg bede om fri. Læreren spurgte hvorfor, og da jeg svarede, at jeg skulle spille min første kamp på ynglingelandsholdet, spurgte han:»I hvad?« Jeg tror, at det har været med til at relativere tilværelsen for mig, at jeg hele mit liv har været omgivet af mennesker, der ikke har haft med fodbold at gøre.«
Snart kunne dog alle læse i avisen, at den 17-årige Frank Arnesen kom på Fremad Amagers førstehold, og senere også, at han efter et enkelt hf-år på Tårnby Gymnasium rejste til den hollandske storklub Ajax med kæresten Kathe og tvillinger i vente.
Og det har været deres kurs siden: Fremad.
De var 18 og 19 år, men de blev hurtigt voksne og uadskillelige.
Ingen hjemve
»Det var bare deruda'. »Don't look back,« som Bob Dylan synger. Vi har ikke haft et sekunds hjemve, men vi har også gjort det, at uanset hvor vi har boet, har vi indrettet et hjem med vores egne ting. Så kan du tænde for fjernsynet, og sproget er et andet, men det er stadig dit hjem.«
»Kathe og jeg passer til hinanden. Hun er lige modsat mig, meget mere jordnær, end jeg er. Jeg er mere..... jeg ryger afsted, mens hun er stille og rolig. Desuden har hun en egenskab, som er god for mig. Hun har i hvert fald ikke skullet please nogen som helst, ingenting har kunnet imponere hende. Hun er utrolig sikker på sig selv i sin egen verden.
Jeg ville slet ikke kunne fungere, hvis ikke jeg havde en familie, hvis ikke jeg havde hende, og heldigvis har det ikke været nødigt at undvære det. Vi er altid flyttet sammen. Det kræver en stærk person at stå totalt bagved og leve på min dagsorden, men Kathe er stærk.
Hun har en mental styrke, som jeg har kunnet læne mig op af, ligesom hun har kunnet læne sig op af mig. Sådan er det jo i et kammeratskab.«
Han kalder sig selv heldig, men griner så flabet og tilføjer, at Kathe har været mindst lige så heldig.
De er makkere, de to, og mens han er gået efter bolden, har Kathe sørget for familien, der med tiden er kommet til at bestå af fire børn, hvoraf den yngste datter på 15 år er med i England, mens de tre ældste børn bor i Holland, hvor en af tvillingedøtrne i dag er gift med en professionel fodboldspiller, og hvor Frank Arnesen i 1994 tog livtag med en ny karriere.
Han blev manager i Philips-koncernens fodboldflagskib PSV Eindhoven.
Som en ledelsesmæssig grønskolling.
»Som fodboldspiller har du ingen forudsætninger for at være direktør, men mit held var, at jeg begyndte som teknisk manager i PSV, hvor alle i bestyrelsen sad i store stillinger i Philips og var vant til at gå til møder med dagsordner og alt det der, som jeg ikke anede en pind om. De kiggede i papirerne og sagde: »Jamen Frank, i sidste uge sagde du det modsatte, hvordan hænger det dog sammen?«
Struktur på arbejdet
Jeg blev kørt rundt i manegen og forstod, at jeg var nødt til at lære at strukturere mit arbejde. Derfor har jeg også taget alle de kurser, der har været at tage. Og jeg har taget det med til Tottenham, for her var ingenting. Det har man ikke i fodboldklubber.
I dag har jeg struktur på alting, totalt struktur. Møder, dagsordner, referat, alt. Ikke fordi jeg er perfektionist, men fordi jeg ved, hvad jeg kan, og efterhånden også hvad jeg ikke kan. Min styrke er, at jeg har et utroligt drive efter at gøre det så godt som muligt, og det er i mine øjne noget andet end at være perfektionist.«
Men ambitionerne som manager og ansvaret for hele PSV åd tiden, og det endte med, at han tog en dyb indånding og proklamerede en ikke-beslutning. Noget han aldrig havde prøvet før.
»Da jeg tog jobbet som manager, sagde jeg til Kathe, at hun formentlig ikke ville se mig i tre år, men seks år efter havde hun endnu ikke set mig. Det er selvfølgelig overdrevet, men jeg må indrømme, at det ofte var sådan, at jeg prøvede at få en fridag, og så kom der kom lige endnu et møde i vejen og pludselig skulle jeg ti dage til Brasilien.
Svigtede sig selv
Til sidst kunne jeg mærke, at familien havde behov for mig, især min kone, til at blive familie igen. Gradvist sker der det, at man ikke får snakket om de små ting. Selv sådan noget som at tage børnene med i biografen overlod jeg til Kathe.
Jeg ser det ikke, som at jeg svigtede familien. Det var snarere noget med, at jeg måske svigtede mig selv. Men jeg har ikke dårlig samvittighed. Vi har alle sammen vores liv, og børnene har været i gode hænder. Kathe har været hjemmegående, og det er hun suveræn til. Jeg er ikke sådan en dybtgående person, jeg er lidt overfladisk, og det jeg ikke kan gøre noget ved, det tænker jeg ikke særlig meget over,« fastslår han og husker, hvordan han i 2000 lavede en kommentatoraftale med TV2. Blandt andet for at have et boldværk og en undskyldning for ikke at tage nye tidskrævende fuldtidsjob.
For nu skulle der være tid til familien.
Og sådan blev det.
Godtnok blev han overtalt til at fortsætte i PSV, men for halv skrue og med rig mulighed for familiepleje.
Det var et dejligt år, og en god ballast, da arbejdet atter greb om sig.
Og Tottenham kunne han simpelthen ikke sige nej til.
»Uanset, hvor jeg har været, er jeg gået 120 procent ind for det. Det fortjener de folk, som jeg arbejder for. Ingen er større end klubben. Og nu er jeg kommet til verdens måske vigtigste liga i et land, hvor fodbold er mere end en sport. Det er fantastisk, og det har virkelig givet mig et pust. Om du er direktør eller bor i en skraldespand, alle er vokset op med at være fan af en klub.
Jeg ved ikke, om det er blevet et hårdere miljø. Det var også hårdt dengang. Hvis ikke vi gjorde det godt nok, fik vi det at vide. Men det er blevet anderledes. Ungdommen er anderledes, og alting er hurtigere.
Spillerne kommer med advokater og spilleragenter, når de er 15 år. De tjener mange penge, og det synes jeg også, de skal, men det er synd for en spiller, hvis han stirrer sig blind på pengene og ikke kan leve op til sine egne forventninger.«
Drivkraften
»Hvis han ikke er vant til modgang, hvor stærk er han så, hvis han pludselig skal kæmpe for noget. Han risikerer at ende desillusioneret som 30-35-årig. Måske med penge, men ofte udenfor. Han har været gift et par gange og skal sørge for børnene. Det er en risiko, der bliver større, jo yngre spillere man giver store kontrakter.«
»Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville være millionær. Det er ikke sådan, at jeg ikke interesserer mig for penge, for det gør jeg. Det er blevet et udtryk for, hvor god du er, og derfor er det vigtigt for mig at tjene top-top gage. Men mest for at se, hvor meget de vil have mig.
Det ville jeg aldrig have sagt for ti år siden, men sådan er fodboldverdenen blevet. Man kan gøre det for pengenes skyld, sin mors skyld eller ambitionernes skyld. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og fordi jeg vil vinde. Det er stadig min drivkraft.
Rent menneskeligt har jeg det bedre med at blive ældre. Men jeg har ingen drømme, jeg prøver at leve i nuet og have det godt med det, jeg laver. I går tog Kathe og jeg metroen ind til Harrods i London og spiste en dejlig frokost. Det ville jeg heller aldrig have gjort for ti år siden. Arbejdet har fyldt 24 timer i døgnet. Jeg prøver at tvinge mig selv til at koble af og hygge mig, men det er en evig kamp.«
Tiden er stormet af sted. Frank Arnesen tripper, klubpræsidenten venter, og vi lader vagten ved indgangen til træningsanlægget få det sidste ord.
»Han er ens over for alle, uanset om de er spillere eller trænere eller arbejdere. He's a great guy.«