Paralympic: Første guldmedalje til Danmark
Den danske svømmer Sisse Egeborg satte tirsdag konkurrenterne til vægs og sikrede sig førstepladsen i kvindernes 100 meter bryst. Dermed vandt hun Danmarks første PL-guldmedlaje i Athen.
I tiden 1.23,85 slog hun sin egen paralympiske rekord, men var dog et stykke fra verdensrekorden på 1.21,57, som hun også er indehaver af.
De flotte meritter har gjort, at den 20-årige Albertslund-pige har mærket et stort forventningspres både fra sig selv og omgivelserne.
- Det var rigtig fedt, men der har været mange forventninger, og lige nu ved jeg ikke, om jeg er mest glad eller lettet, sagde Sisse Egeborg til Ritzau efter finalen./ritzau/