Håndbold: Ikast-spiller til Horsens
Foruden norske Vibeke Nesse, der skifter til Viborg, og landsholdsspilleren Line Daugaard siger Ikasts hold i kvindernes Håndboldliga efter denne sæson farvel til Heidi Søndergaard, der er noteret for 33 ynglinge- og 18 ungdomslandskampe.
Den 20-årige back fortsætter karrieren i en anden jysk klub i den bedste række, Horsens, på en to-årig kontrakt, som blev underskrevet søndag, oplyser Radio Horsens.
- Med Heidi på holdet får vi den længe ventede og ønskede kejthåndede back i truppen, siger Horsens Håndboldklubs træner, Heine Eriksen, til Radio Horsens.
/ritzau/