Fortsæt til indhold
Sport

Håndbold: Usikker trænerpost

Af IVAN PHILIPSEN

Keld Nielsens fremtid som træner for det danske herrelandshold i håndbold er stadig usikker. I går fik han dog forlænget snoren, da Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse besluttede at gå i dybden, inden der træffes en endelig afgørelse.

Keld Nielsens kontrakt udløber med udgangen af 2000, men efter landsholdets fiasko ved verdensmesterskabet tidligere i denne måned besluttede DHF-bestyrelsen at lave en handlingsplan for fremtiden -med eller uden Keld Nielsen.

Handlingsplanen indebar bl.a., at alle involvererede omkring landsholdet - inklusive Keld Nielsen - skulle kaldes til samtale i en undersøgelse af, hvad der gik galt under VM- slutrunden i Egypten, hvor Danmark blev ydmyget af upåagtede Cuba i ottendedelsfinalen.

»Dette arbejde er endnu ikke færdiggjort, men vil fortsætte i de kommende dage. Vi er dog indstillet på, at der skal arbejdes hurtigt, idet vi er opmærksomme på, at der skal ske noget inden 1. september,« fortæller DHF's formand, Søren Høg Thomsen.

Skæringsdatoen 1. september er vigtig, idet landsholdet i september skal spille to kvalifikationskampe mod Georgien om deltagelse i slutrunden om europamesterskabet i Kroatien i januar næste år.

Internt møde

DHF-bestyrelsens drøftede landstræner-situationen på et internt møde i går i Odense i forlængelse af forbundets repræsentantskabsmøde, der forløb udramatisk.

Kun var det givet, at der skulle vælges ny næstformand, idet den hidtidige, Lars-Erik Klem, i vinter er ansat i forbundet som generalsekretær.

I hans sted valgtes på bestyrelsens opfordring Per Rasmussen, Lyngby, som er formand for Sjællands Håndbold Forbund og nu indtræder i DHF's forretningsudvalg sammen med formand Søren Høg Thomsen og forbundets økonomichef, Bjarne Schmidt, som tillige er førstemand i Jysk Håndbold Forbund.

Det udramatiske repræsentantskabsmødes største beslutning blev truffet omkring afvikligen af næste sæsons håndboldliga.

Oprindelig var der fra bestyrelsen lagt op til helt at droppe det forkætrede slutspil, men efter massive protester fra en række topklubber var forslaget ændret til et beskåret slutspil -fra de nuværende otte til fire hold, som mødes i semifinaler og finale. I begge tilfælde bedst af tre kampe.