Fortsæt til indhold
Sport

Australian Open Skader stopper topspillere

Af CHR. THYE-PETERSEN

Pete Sampras stillede end ikke op til Australian Open på grund af mental og fysisk træthed. I hans sted blev chileneren Marcelo Rios topseedet. Men endnu inden han havde løsnet et slag, måtte også Rios trække sig. Forklaring: et træthedsbrud i ryggen.

For tre uger siden konsulterede den højest rangerede kvindelige danske tennisspiller, Charlotte Aagaard, læge Jørgen Scheel, der hurtigt konstaterede et træthedsbrud i foden.

Charlotte Aagaard har netop slidt meget hårdt i det for at forbedre sin rangering. Og det betaler hun altså -i lighed med for eksempel Rios -prisen for. Jørgen Scheel siger:

»Charlotte har holdt sig i ro i tre uger, og jeg skal se hende igen på torsdag. Vi har aftalt, at hun skal være helt symptomfri, inden hun begynder at løbe igen.«

Marcelo Rios skal formentlig holde pause i halvanden til to måneder. Jørgen Scheel er ikke forbavset over, at skaderne i tennissporten hober sig op. Også kroaten Goran Ivanisevic har trukket sig fra Australian Open på grund af en skade.

Revner i knoglerne

»Træthedsbrud er ikke sjældne hos tennisspillere. Michael Tauson led også af det. Træthedsbrud er at sammenligne med metaltræthed. Der kan opstå revner i knoglerne, hvis de igennem lang tid udsættes for hård belastning, ligesom metal kan bliver skørt efter lang tids stress,« siger Jørgen Scheel, der ikke er i tvivl om, hvorfor problemet er stigende.

»Tennisspillerne spiller for meget. Det er meget få atleter, der kan holde til den belastning et helt år stort set uden pauser. De holder jo heller ikke fri i december længere. Samtidig udsættes fødder, knæ og ryg for en meget hård belastning især på de hårde underlag, der spilles på i USA. Amerikanske læger har fortalt mig, at de har oplevet flere og flere træthedsbrud. Fornuftig træning og det rigtige valg af fodtøj er utroligt vigtigt,« siger Jørgen Scheel.

Men der blev dog spillet tennis på Australian Opens første dag. Den bød ikke på de store overraskelser, selv om det kom tæt på hos både herrerne og kvinderne. Den andenseedede spanier, Alex Corretja, var blot tre point fra et nederlag til japaneren Takao Suzuki, inden har reddede stumperne i fem sæt og med cifrene 6-3, 4-6, 3-6, 7-6 (7-5), 6-2.

Williams reddet

Mindst lige så hårdt måtte Venus Williams kæmpe for at holde kroaten Silvija Talaja stangen. Williams var nede med 4-5 og 0-30 i afgørende sæt, inden hun satte sig igennem.

»Når man er på sit laveste niveau, kan det heldigvis kun gå en vej, og det er opad,« sagde Venus Williams efter kampen om "redningen på målstregen".

Kenneth Carlsen spiller sin første kamp i Australian Open tirsdag som den tredje kamp efter klokken 10.00 lokal tid (midnat mellem mandag og tirsdag dansk tid, red.) på bane 10.

Med andre ord har Kenneth Carlsen formentlig spillet sin match mod Paul Goldstein i de meget tidlige (danske) morgentimer tirsdag.