Danmarks basketkvinder taber klart i jagt på EM-billet
Danmarks basketkvinder førte efter første quarter, men tabte klar til Portugal i EM-kvalifikationen.
Danmarks kvindelige basketball-landshold indledte onsdag sin EM-kvalifikationsgruppe med et nederlag på hjemmebane mod Portugal.
Landstræner Eduardo Herrero havde på forhånd kaldt det en must-win-kamp, men det endte i nederlag med cifrene 62-79.
- Det var ikke resultatet, vi ønskede, og vi vidste inden kampen, hvor vigtig denne kamp ville være, siger Herrero og tilføjer:
- Nu skal vi restituere og reflektere over kampen, så vi er klar til Tyskland om nogle dage.
Landstræneren understreger dertil, at gruppespillet langtfra er overstået, og der er flere kampe at spille.
I de kommende kampe skal Danmark møde Tyskland og Ungarn. De to nationer er anset som storfavoritter i puljen.
Danmark kom ellers flyvende fra start i første periode mod Portugal, hvor de danske kvinder dominerede i begge ender af banen.
Alligevel endte de med at gå til pause bagud 32-42.
Efter pausen spillede de såkaldte ”danish danes” - som kvinderne bliver kaldt - andenviolin resten af kampen.
Landsholdet havde særligt svært ved at dæmme op for Portugals nummer fem, Carolina Rodrigues, der scorede 24 point.
Derudover forvoldte Portugals intense pres og trepointere store problemer for Danmark.
- Vi havde svært ved at stoppe dem fra at score eller hamle op med deres fysiske spil.
- Samtidig kunne vi ikke åbne spillet på banen og skabe de chancer, vi ønskede, siger landstræneren.
Trods nederlaget fremhævede landstræneren dog den danske talisman Julianna Okosun.
- Hun spillede en god kamp, selv om vi havde svært ved at finde hende i de rigtige positioner i dag.
Julianna Okosun, der til daglig spiller for Geas i Italien, var delt topscorer for Danmark med 16 point og leverede en solid defensiv indsats.
- Det er et skuffende resultat, især når vi ved, der venter svære kampe forude. Vi er nedstemte men ser fremad og håber, at Tyskland kommer til at se os som underdogs, siger hun.
Okosun var ud over resultatet også skuffet over sin egen præstation.
- Jeg kunne have præsteret bedre og udnyttede ikke mine chancer godt nok. Jeg skal i de kommende kampe fokusere på at få bolden tættere på kurven, siger en nedtrykt Julianna Okosun.
Danmark kom til anden runde af EM-kvalifikation som bedste treer.
På vej dertil slog danskerne blandt andet gruppevinderne fra Kroatien både ude og hjemme.
Danmarks næste kamp er på hjemmebane mod Tyskland 14. november.