Laudrup-Dufour sørger for dansk VM-bronze i dressur
Cathrine Laudrup-Dufour var med til at føre Danmark til en bronzemedalje ved VM i dressur.
Danmark gik ind til holdkonkurrencen ved VM i dressur som forsvarende mester efter triumfen i 2022 på hjemlig grund i Herning.
Onsdag forsøgte danskerne at forsvare guldet, men helt så godt som for fire år siden gik det ikke. Det endte med en VM-bronzemedalje i tyske Aachen.
I stedet blev det denne gang Tyskland, som vandt guld, mens Storbritannien snuppede sølvet.
Danmark, som også vandt OL-guld i 2024, leverede generelt en god præstation tirsdag og onsdag med de fire deltagende ekvipager.
Den sidste ekvipage med dressurrytteren Cathrine Laudrup-Dufour på hoppen Mount St John Freestyle leverede den bedste præstation af alle i konkurrencen med en score på 82,376.
Det bragte Danmark op på en midlertidig førsteplads, men både tyskerne og briterne lå foran Danmark før onsdagen og havde ikke været i aktion med deres sidste ekvipager.
Først overhalede briterne Danmark, og dernæst gik tyskerne også forbi i den samlede stilling.
Tyskernes samlede score lød på 235,063 point, briternes 231,445 point og Danmarks 229,426.
Ud over Cathrine Laudrup-Dufour var Daniel Bachmann Andersen, Carina Cassøe Krüth og Nadja Aaboe Sloth en del af det danske dressurlandshold.
I holdkonkurrencen er det de tre bedste præstationer, der tæller med i det samlede pointregnskab. Nadja Aaboe Sloth var den af danskerne, der endte med den laveste score.
Den danske præstation var desuden nok til at sikre en nationsplads ved de olympiske lege i 2028.