Fortsæt til indhold
Sport

Zinedine Zidane bliver landstræner for Frankrig frem til 2030

Tidligere topspiller og Real Madrid-træner skal føre Frankrig til nye titler efter 14 år med Didier Deschamps.

/ritzau/

Rygtemøllen har kørt i lang tid, og tirsdag blev det officielt.

Zinedine Zidane bliver manden, der skal overtage rollen som cheftræner for Frankrigs fodboldlandshold, efter at Didier Deschamps er stoppet efter VM.

54-årige Zinedine Zidane er blevet præsenteret på et pressemøde i Paris, og hans første opgave bliver at få Frankrig til EM-slutrunden i England om to år.

Kontrakten løber frem til 2030.

- Jeg har ofte sagt; der er intet større end det franske landshold, siger Zinedine Zidane til det franske fodboldforbunds hjemmeside.

- Det er derfor med glæde - og selvfølgelig også med stolthed - at jeg bliver landstræner for dette hold. Det er også et ansvar, siger han.

Zinedine Zidane har kun trænerfaring fra én klub, som til gengæld er den spanske storklub Real Madrid.

Her var han cheftræner fra 2016-2018 og igen fra 2019-2021, og på den tid nåede han at vinde blandt andet tre Champions League-titler og to spanske mesterskaber.

Han har ikke været cheftræner siden 2021, selv om han er blevet rygtet til adskillige storklubber siden.

I stedet har Zinedine Zidane brugt tid sammen med familien og haft adskillige roller som blandt andet ambassadør for eksempelvis Formel 1-teamet Alpine F1 og tøj- og skoproducenten Adidas.

Som aktiv var Zinedine Zidane blandt verdens bedste spillere. Sammen med Raymond Kopa, Michel Platini og Kylian Mbappé betragtes han som helt i toppen blandt de bedste franske fodboldspillere nogensinde.

Zidane var en spektakulær playmaker med en sublim teknik, og han vandt VM i 1998 og EM i 2000 med Frankrig, i øvrigt med Didier Deschamps som anfører.

De to spillede også sammen i Juventus, og senere rykkede Zinedine Zidane til Real Madrid, hvor han blandt andet vandt Champions League.

Didier Deschamps meddelte i januar 2025, at han ville stoppe som landstræner senest efter VM-slutrunden i Nordamerika i år.

Her blev Frankrig nummer fire. Didier Deschamps førte gennem sine 14 år som landstræner Frankrig til VM-guld i 2018 samt VM-sølv i 2022 og EM-sølv i 2016.