Gyserkamp udstikker Danmarks retning ved VM
Det er tæt på knald eller fald for ishockeylandsholdet mod Slovakiet torsdag aften. Et nederlag vil gøre resten af turneringen til en kamp om overlevelse.
Tre klare nederlag i træk sætter et aftryk på enhver idrætsmand. Og det formilder kun omstændighederne en smule, at nederlagene var forventet på forhånd.
I minutterne efter det danske ishockeylandsholds 1-5-nederlag til Canada lagde landstræner Mikael Gath ikke skjul på, at han var ved at være træt af at tabe.
»Det må være på tide, at vi begynder at vinde nogle ishockeykampe,« proklamerede han i interviewområdet ved siden af VM-arenaen, mens adrenalinen fortsat pumpede rundt i hans krop.
Selv om svenskeren virkede mere afslappet onsdag formiddag på holdets hotel i Bern, gjorde han sig ingen anstrengelser for at skjule, hvor vigtigt det er, at hans hold bryder nederlagsstimen mod Slovakiet torsdag. En ny dukkert vil i praksis sende Danmark ud af kampen om en plads i kvartfinalen og give dystre perspektiver for resten af turneringen.
»Det er absolut en nøglekamp, der vil vise, hvilken retning vores turnering skal tage. Et nederlag betyder, at det bliver en kamp for overlevelse i A-gruppen.«
»Til gengæld vil en sejr gøre, at vi i allerhøjeste grad er inde i kampen om en plads i kvartfinalen,« siger Mikael Gath.
Danmark og Slovakiet er henholdsvis fjerde- og femteseedet i puljen og lignede på forhånd direkte konkurrenter i kampen om den sidste kvartfinaleplads efter stormagterne Canada, Tjekkiet og Sverige.
Det har ikke ændret sig, selv om Slovakiet lige nu står med otte point mod Danmarks nul. Slovakkerne har nemlig åbnet turneringen mod puljens tre formodet dårligste hold, mens Danmark har mødt de tre bedste.
Meget vil se anderledes ud med en dansk sejr torsdag.
»Man skal passe på med at sige, at det er knald eller fald. Men det er meget tæt på. Det er den kamp, vi fra starten har kigget på.«
»Vi ved, at resultatet af den afgør, om vi skal kigge op eller ned. Kampen kommer til at definere vores VM-turnering,« siger kaptajn Jesper Jensen Aabo.
Det siger sig selv, at det danske hold ikke just er præget af eufori efter tre nederlag og en målscore på 4-15. Men der er på den anden side heller ikke optræk til panik. Dels ville blot et enkelt point mod Tjekkiet, Sverige og Canada have været en stor overraskelse. Dels var Danmark i præcis den samme situation i Herning sidste år. Dengang endte det med en fjerdeplads og et historisk godt slutfacit.
»Spillemæssigt står vi i mine øjne bedre på dette tidspunkt i år, end vi gjorde i Herning,« mener Jesper Jensen Aabo.
Efter en afklapsning mod Tjekkiet i tredje kamp sidste år var det nødvendigt med en ret kontant evaluering i omklædningsrummet for at rense luften og slå en streg i sandet. Sådan har det ikke været denne gang.
»Vi har lært af, at vi prøvede det samme dengang, og vi har fundet en tryghed i, at det er okay. Det kan stadig blive en lykkelig slutning. Der er ingen sure miner, og vi glæder os bare til at komme rigtigt i gang med VM,« siger kaptajnen.
Slovakiet har været igennem et generationsskifte og har en del unge og talentfulde spillere med til VM. Niveauet har dog været svingende indtil videre. Åbningssejren over Norge var heldig og blev hjulpet på vej af to fatale norske fejl. Tirsdag smed slovakkerne unødvendigt et point mod Slovenien trods en 4-2-føring og klar dominans undervejs.
Danmark mødte det slovakiske hold i de to sidste testkampe før afrejsen til VM. Den første kamp vandt Danmark 3-0, den næste endte 4-2 til Slovakiet.
»Inden vi mødte dem i testkampene, tænkte jeg, at det er et markant bedre hold end os. Et hold, der har fået en masse gode, unge spillere op. Men efter de to kampe har vi fået tro på, at vi godt kan drille dem,« siger Jesper Jensen Aabo.
Landstræner Mikael Gath er forberedt på, at nøglekampen kan ende som en regulær gyser.
»Jeg forventer en jævnbyrdig kamp, der sagtens kan blive afgjort af et mål til en af siderne. Jeg tror, at det er godt, at vi har mødt dem på forhånd, for så ved vi nogenlunde, hvad vi går ind til.«
»De spiller ganske underholdende ishockey. Det går stærkt, og mange af spillerne er individuelt dygtige. Jeg har stor respekt for dem,« siger landstræneren.