Danske curlingkvinder åbner EM med sejr over oprykker
De danske europamestre fra 2022 fik en god start på EM med en sikker sejr over Tjekkiet.
Curlingkvinderne fra Danmark kom lørdag godt fra start ved EM i Finland.
Skipper Madeleine Dupont og holdkammeraterne besejrede i første kamp Tjekkiet 10-4 efter at have ført det meste af dysten.
Tjekkiet rykkede sidste år op som vinder af B-laget og er derfor ny i det bedste selskab.
Her har danskerne længe ligget med triumfen i 2022 som den nuværende generations bedste resultat.
Alle spillerne fra dengang er stadig med, og de viste rutinen i premieren mod Tjekkiet.
Danskerne havde sidste sten i første og tredje ende, hvor det begge gange blev til to danske point.
Det betød, at Danmark gik ind til fjerde ende med en føring på 4-2, som aldrig blev sat over styr. Tre point i syvende ende afgjorde endegyldigt kampen til dansk fordel.
EM er en del af forberedelserne til vinter-OL, som afvikles i Norditalien til februar.
Ud over Madeleine Dupont består det danske hold af Denise Dupont, Jasmin Holtermann, Mathilde Halse og reserven My Larsen.
Allerede lørdag aften spiller de anden kamp i turneringen mod Tyrkiet.
Også herrelandsholdet fra Danmark deltager ved EM efter to års fravær fra øverste niveau og møder lørdag Polen i første kamp.
Modsat kvinderne har de danske curlingmænd ikke sikret sig adgang til vinterlegene. Det unge hold sigter i stedet mod OL i 2030.