Udelukket verdensstjerne gør sig klar til nyt og større slag mod atletikkens top
Caster Semenya vandt både OL-guld og verdensmesterskaber, men sidenhen blev hun udelukket fra atletikken, fordi hun ikke ville leve op til nye krav, der beordrede hende til at nedbringe sin hormonproduktion medicinsk. Den sydafrikanske løber er nemlig født med for højt testosteronniveau. Nu vil hun kæmpe for andre atleters rettigheder.
Udadtil kan man ikke se det.
Når den 34-årige Caster Semenya vandrer rundt på gangene eller indtager et af de utallige mødelokaler i Tamperes konferencemekka, hilser hun på de mange nysgerrige ansigter med stor imødekommenhed. Hun har let til smil og griner selv af de jokes, hun fletter ind i samtalerne.
Men indeni har hun svært ved at mærke sine følelser. Det er resultatet af den årelange kamp mod World Athletics, som begyndte, da hun var teenager, og endte i en langstrakt retssag mod atletikforbundet og selve retssystemet, forklarer hun.
Semenya var i sidste uge et af de store samtaleemner på Play the Games konference i Finland. Et stort møde om sportens demokrati, gennemsigtighed og retssikkerhed – eller mangel på samme.
Sydafrikaneren har selv bidraget aktivt til samtalen med sin historie. Og som en slags helgenfigur for andre kvindelige atleter, der er stået frem med historier om livskriser og fravalg, fordi de er født med variationer i deres biologiske kønsudvikling.
»I det øjeblik, du får at vide, at du biologisk set er en mand, bliver du reduceret som menneske. I Afrika er der en kultur, hvor folk vil mishandle dig på den baggrund. Det distancerede mig fra mit samfund og min familie. Jeg blev isoleret. Man er altid i mørket, og så bliver man stresset. Den slags situationer kan føre til, at man skader sig selv,« sagde hun på konferencen.
Udelukket fra konkurrencer
Semenya vandt guld ved OL og VM på 800 meter, da hun var bedst. Men karrierens højdepunkter ligger efterhånden langt tilbage i tiden, for i 2018 blev atletikstjernen udelukket fra favoritdistancen, da hun nægtede at leve op til World Athletics nye krav.
Atletikforbundet indførte et nyt og mere vidtgående krav om, at kvindelige løbere med et højt naturligt niveau af testosteron skulle nedbringe hormonproduktionen medicinsk, hvis de ville dyste mod andre i kategorien.
Deres medfødte fordel var for stor, lød argumentet.
Da bølgerne mellem Caster Semenya og verdensforbundet i atletik gik højest, følte sydafrikaneren sig stemplet som mand. Sådan har hun aldrig betragtet sig selv, og kommentaren fik stor betydning for hendes liv.
»Jeg sidder her, og jeg er okay. Men der er en del af mig, der aldrig bliver normal igen. Jeg kan ikke vise følelser. Man bliver asocial, og man føler, at man hele tiden skal være på vagt. Reglerne bygger ikke mennesker op. De ødelægger mennesker, og du kan ikke være sårbar,« lød det fra Semenya.
Semenya ville have lov til at deltage, som hun var født. Men døren var lukket, og det fik hende til at udfordre reglerne ved sportsdomstolen CAS og siden i det schweiziske retssystem.
Her mødte hun lutter nederlag, men i sommer fik hun Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at sagen ikke var blevet behandlet retfærdigt undervejs.
Det åbnede døren for at genoptage sagen i Schweiz. Problemet var bare, at World Athletics siden 2019 havde ændret sine regler igen. Så hvad nytter det egentlig, tænkte hun.
I stedet gør hun klar til at gå forrest i en endnu større bevægelse af atleter og organisationer, der vil af med de regler, de ser som diskriminerende.
»Jeg har fået domstolens ord for, at jeg ikke fik en ordentlig behandling i retssagen. Det prøver jeg og mit juridiske hold at kapitalisere på. Vi undersøger, hvordan vi kan udnytte det, selv om World Athletics ændrer sine regler igen og igen. Vi skal lægge en strategi for, hvad vi gerne vil opnå. Vi vil for evigt blive ved med at kæmpe, indtil vi opnår retfærdighed,« sagde hun på konferencen i Finland.
Taler for andre atleter
I dag er Semenya træner for unge atleter, der gerne vil til tops i sporten. Hendes egne følelser er begravet under et tykt lag af ubehagelige oplevelser, men hun føler samtidig, at det har gjort hende robust.
Robust til at tale på vegne af andre atleter i lignende tilfælde og robust til at udfordre det system, hun har mistet al tiltro til.
Som det sportspolitiske landskab ser ud i dag, føler hun sig ikke repræsenteret. Men hun er åben for selv at tage ansvaret på sig, som hun på mange måder har gjort de seneste syv år.
»Der er brug for en diskussion om, hvad vi mener, når vi taler om inklusion og diversitet. Om lighed og menneskerettigheder. Ledere skal være hensynsfulde. Ja, vi er forskellige, men vi er alle mennesker. Kvinder skal ikke puttes i forskellige kategorier. Vi har brug for nye stemmer. Folk, som har sympati og respekterer kvinders rettigheder. Det er ikke det, vi ser lige nu,« sagde hun og konkluderede:
»Hvis jeg skal have en lederrolle, vil jeg sørge for, at atleter føler sig trygge, beskyttede og velkomne. De skal ikke føle, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved dem,« forklarer hun.