Fortsæt til indhold
Sport

Anne-Marie Rindom rejser »over 300 dage« om året, men det rimer ikke på hendes næste skridt i livet

Anne-Marie Rindom er Danmarks mest vindende kvindelige sejler, men vejen dertil har krævet store ofre, og sidste år havde hun »over 300 rejsedage«. Nu er hun gravid og skal stifte familie, men hvordan rimer et liv i overhalingsbanen på et liv med bleskift og manglende nattesøvn?

Godt nok er Anne-Marie Rindom født i Søllerød på Sjælland, men opvæksten har været i Jylland.

Måske er det derfor, at man gennem telefonen nærmest kan høre hende rødme, da jeg remser hendes præstationer op.

Hun er den mest vindende danske kvindelige sejler i historien og var fanebærer for Danmark ved det seneste OL. Hun er OL-bronze, -sølv og -guldvinder, har vundet adskillige verdens- og europamesterskaber i sejlads, og så er hun i fuld gang med at færdiggøre sin kandidat i idræt i Aarhus.

Senest vandt hun i foråret danskernes hjerter som måske den mest sympatiske forræder i tv-programmet af samme navn.

Det ligner måske et glansbillede. Men der findes en bagside af guldmedaljen.

Vejen til at blive den mest vindende danske kvindelige sejler nogensinde har været lang og krævet ofre.

»Sidste år rejste jeg over 300 dage, boede praktisk talt i en kuffert og var væk fra min familie. Ind og ud af lande, for lidt søvn, men stadig nå det hele. Og godt nok er jeg i gang med min kandidat, men det har jeg altså været siden 2018, og den vil jeg gerne afslutte, men jeg kæmper jo med at være hjemme og gå i skole,« som hun selv siger.

Vejen til succes

Da Anne-Marie Rindom vandt sin første OL-medalje, en bronzemedalje i Rio de Janeiro i 2016, var den seneste danske kvindelige OL-sejlsportstriumf i 2004, da Dorte Jensen, Helle Jespersen og Christina Otzen vandt sølv i Yngling.

Siden har Anne-Marie Rindom ikke set sig tilbage og vandt guld ved OL i 2020 og en sølvmedalje i OL i 2024.

»Da jeg begyndte at sejle konkurrencesejlads, var vi en stor gruppe, som var dygtige, men nogle faldt fra undervejs. Så vi forsøgte at skabe en kultur, hvor der er plads til alle, men hvor vi hele tiden forsøger at presse hinanden ved at arbejde hårdere end de andre.«

Foto: Miles Lilley

Anne-Marie Rindom sejler i den såkaldte ILCA 6-klasse – en enmandsjolle, hvor beslutninger skal træffes alene, og hvor dine holdkammerater også er dine nærmeste konkurrenter. Kun én kan komme med til OL. Kun én kan vinde guld til VM eller EM.

»På landsholdet kalder vi det ”den danske model”, hvor vi vidensdeler og hjælper hinanden til at blive dygtigere. For selvom det på papiret er en enmandssport, er sparring vanvittigt vigtigt,« siger Anne-Marie Rindom.

Hun kommer med et eksempel:

»I Holland har de fire piger, som alle hader hinanden, træner hver for og gør det hele selv. På den måde risikerer de, at der er længere mellem succeshistorierne, fordi den viden, de sidder inde med, ikke bliver delt til næste dygtige sejler. Jeg er sindssygt glad for, at jeg har været med til at etablere en model, hvor vi presser hinanden men godt kan sidde bagefter og dele erfaringer.«

En rød tråd

Siden starten af juli, hvor vi snakker sammen, er træningen nedskaleret en del, indtil oktober hvor hun skal føde.

En typisk dag op mod OL ser normalt nogenlunde sådan her ud for topsejleren:

Et par timers morgentræning efterfulgt af arbejde eller studie i et par timer. Derefter restitution, træning igen om eftermiddagen – oftest tre-fire timers sejltræning, og så var der fysioterapi eller behandling bagefter for at blive klar til næste dag.

Nu ser hverdagen helt anderledes ud. I stedet for træning to gange dagligt, træner hun tre gange – om ugen.

Foto: Miles Lilley

Men det betyder jo ikke, at livet står stille. For Anne-Marie Rindom har lige så meget fart på sit liv som bådene, hun sejler i. Nu er vind i håret og bølgeskvulp bare skiftet ud med indelukket skrivebordsluft og lyden af computerens tastatur.

En kandidat i idræt på Aarhus Universitet plejer normalt at tage fem år, men med et par forstyrrende elementer såsom OL og verdensmesterskaberne i sejlads er den altså blevet udskudt et par gange, og nu håber hun at færdiggøre den til efteråret – otte år senere.

Til gengæld er der en rød tråd mellem studiet og hendes næste kapitel i livet.

»Jeg har valgt at skrive om kvinder i elitesport, som ønsker at stifte familie. Et vigtigt emne at få frem og undersøge, hvilke oplevelser og erfaringer andre elitesportsudøvere har gjort sig. Det har uden tvivl ændret sig på bare fem år. Flere fortsætter efter at have fået børn, men er der f.eks. sket nok? Eller er der plads til endnu flere forbedringer?«

Og det er ikke tilfældigt, for det er noget af det, Anne-Marie Rindom selv har kæmpet med.

I 2021, mens danskerne stadig fik stukket vatpinde ned i halsen, blev Anne-Marie udvalgt til at blive en del af et hold til sejlsportens Formel 1 – SailGP. Et løb på vandet, hvor bådene kan komme helt op på 100 km/t. Det er ret vildt, og derfor kræver det også en del fysiske kræfter.

»Det er også en branche med flere sponsorer og derfor flere penge, og derfor er det som udgangspunkt de bedste og mest erfarne, som bliver valgt til at være på et SailGP-hold. Og det har oftest været mænd.«

Problemet er, at SailGP er så mandsdomineret en sport, at der lige nu ikke findes en barselsordning i sporten, og det er ret svært og farligt at sejle på et skib med 100 km/t, hvor der er en reel risiko for at kæntre. Derfor må man heller ikke sejle, når man er tre måneder inde i graviditeten.

»Det er rent ud sagt en virkelig dårlig følelse i kroppen, at man bliver gravid og skal kæmpe med en efterfølgende usikkerhed: Hvad der skal ske med mig? Med min plads på holdet? Vi er på kontrakt i SailGP, hvor vi får løn, når vi sejler, så hvor skal min indtægt komme fra resten af året, når jeg nu ikke kan sejle?«

Foto: Miles Lilley

Men Anne-Marie Rindoms graviditet blev taget godt imod, og sammen med sit hold fandt hun en løsning.

I sidste måned var Anne-Marie Rindom med sit hold i New York, hvor hun fik tildelt en ny rolle, mens hun ikke selv kunne sejle. En slags trænerrolle, hvor hun fra en vogn kunne sidde og kommunikere med sine holdkammerater fra land.

»Det er en ny rolle, som blev skabt til mig, så jeg kunne være med, og det er jo godt. Når det så er sagt, kan der altid gøres mere. I mit tilfælde har vi måttet anlægge vejen, mens vi gik. Fremover skal der være en plan før eller kort tid inde i graviditeten, så den næste kvinde, som kommer ind på holdet og bliver gravid, ved præcist, hvad hun skal gøre.«

“Det finder vi ud af”-tankegangen

Imens Anne-Marie Rindom skriver specialet færdigt, pendler hun mellem lejligheden på Trøjborg i Aarhus og det nykøbte hus i Noosa på den australske østkyst nord for Brisbane.

Men hvordan rimer hendes liv i overhalingsbanen med det næste skridt i hendes liv, hvor bleer skal skiftes, og god nattesøvn hurtigt risikerer at blive en by i Rusland?

»Jeg er egentlig ikke et struktureret menneske – det tror jeg, mine forældre vil skrive under på – medmindre det handler om ting, jeg brænder for. I så fald skal jeg nok finde Excel-arket frem og levere et struktureret budget. Men jeg har altid taget tingene med en form for “det finder vi ud af”-tankegang,« siger hun.

Og det er netop den tankegang, som kan komme hende til gode, når der kommer en lille ny, mener hun.

»Hvis jeg gik ind til den her fremtid med et mål om, at det alt sammen skulle gå op, ville det blive alt for overvældende. Nu ser vi, hvordan det går og ser, hvad der kan lade sig gøre. Det ultimative, som min kæreste og jeg har snakket om, er, at det ikke kan lade sig gøre at rejse over 300 dage om året med børn. Vi bliver nødt til at vælge med hård hånd: Kan man dyrke olympisk sejlsport og have en professionel sejlsportskarriere og have et barn og bo i Australien og i Danmark? Det lyder i hvert fald af meget – selv for mig.«

Foto: Miles Lilley

En ting er dog stensikkert. 34-årige Anne-Marie Rindom er ikke færdig med at sejle. Langtfra.

Om tre år løber OL igen af stablen i Los Angeles i USA, og Anne-Marie Rindom har alle intentioner om at være Danmarks repræsentant der.

»Min træningsmakker op til OL i Tokyo var 43 år, og hun sejler jo meget godt. Til OL i Rio vandt en 59-årig mand for Argentina med kun én lunge, så man kan fortsætte i lang tid. Personligt håber jeg at kunne fortsætte måske 10 år endnu, det ville klart være fedt. Jeg er slet ikke færdig.«