Fortsæt til indhold
Sport

FC Midtjylland-stopper har brækket fod på ferie

FC Midtjylland må undvære Ousmane Diao i de første måneder af sæsonen, da han er blevet opereret.

/ritzau/

FC Midtjylland åbner sæsonen uden den stærke og målfarlige stopper Ousmane Diao.

Den 21-årige senegaleser vil være ude i et par måneder efter en operation, meddeler den forsvarende sølvvinder på sin hjemmeside.

- Ousmane Diao er løbet ind i en skade under en træning på sin ferie i hjemlandet, og undersøgelser har efterfølgende vist, at der er tale om et brud på foden, som har krævet en operation, der er gået efter planen.

- Skaden betyder, at Diao endnu ikke har været i aktion i pre-season, ligesom han misser de første måneder af den nye sæson. Han forventes klar efter landsholdspausen i september, skriver FCM.

42 kampe og syv scoringer har Diao foreløbigt bidraget med i FCM-trøjen.

Han etablerede sig som fast mand i sidste sæson, men var til sidst dog en del på bænken til fordel for sydkoreaneren Han-beom Lee.

Netop Lee og anfører Mads Bech ligner i Diaos fravær FCM’s oplagte midterforsvar i søndagens sæsonpremiere hjemme mod oprykkeren OB.