Fortsæt til indhold
Sport

Bones, bajere og »17 kg nutella«: Sådan lever ishockeylandsholdet under VM

For år tilbage kunne spillerne på ishockeylandsholdet godt tænde en smøg midt i kampen. Det gør de ikke længere. Men de lever heller ikke af plantefars, fortæller holdlederen.

Ernæring, ernæring, ernæring.

Der er inden for de seneste år i mange sportsgrene kommet et vildt fokus på, hvordan atleterne skal spise for at præstere bedst muligt.

Nogle vejer og måler stort set alt, hvad de spiser. Og der bliver ansat ernæringsvejledere og kostkonsulenter.

Også på ishockeylandsholdet, som torsdag spiller VM-kvartfinale mod Canada, er der blevet talt om kost.

Men strikse regler er der ikke.

Esben Nedermark har været en del af landsholdet i årtier. Først som spiller – helt tilbage fra dengang Danmark spillede i C-gruppen – så i seks år som assisterende træner og de seneste 18 år som holdleder.

Så om nogen kan han berette om, hvordan holdet og kulturen på holdet har udviklet sig.

Engang mindede det lidt om en badeferie, når landsholdet drog til en slutrunde, fortæller han. Der blev drukket på de bagerste rækker i holdbussen, og der blev røget tobak. Også under kampene.

»Da jeg selv spillede, var der folk, der røg i periodepauserne,« siger Esben Nedermark, der flere gange har samlet en engangslighter op fra isen, som den daværende landsholdskaptajn Michael Faber havde tabt.

Den slags gør spillerne ikke længere. Men de lever heller ikke som munke på det danske landshold.

Åh Luigi

Efter at Danmark i weekenden besejrede Norge, var der holdaften på Bones i Herning med både øl og sang.

»Vi spiste en god middag, og der fik de også et par øl. Og så sang vi. Vi har nogle gode sange. ”Åh Luigi”. Så er der én, der synger for, og så kommer alle med. Også den der ”Nu skal vi på løvejagt”. Sådan nogle skal vi have. Det giver et fantastisk sammenhold,« siger Esben Nedermark, der har forståelse for, at spillerne kan have behov for at »komme ud af boblen«.

»Man skal passe på ikke at få lejrkuller. De får nogle frie tøjler med ansvar. De må godt gå ud at tage en øl eller to. Hvis der er en aften, de får fri, plejer jeg at sige til dem: ”Drenge, to øl og i seng klokken 11, og lad nu være med at bytte om på de to”.«

Er der nogle gange nogen, som kommer til at bytte om?

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej.«

17 kg nutella

Landsholdet har ikke egne kokke og diætister med under VM. En ernæringsekspert var forbi holdet nogle uger inden slutrunden, men under slutrunden er det holdlederen, der – i samarbejde med kokkene på hotellet, hvor spillerne bor – finder ud af, hvad der skal serveres.

»Men det ligger meget fast. De skal have pasta med kødsovs to gange på kampdagen. Det er det, de går op i. Til frokost og så pregame meal. Det er kulhydrater hurtigt omsat, ind i maven, det giver noget energi at arbejde med,« siger Esben Nedermark.

Til morgenmad vil spillerne gerne have »havregrød og omelet eller noget med æg«, fortæller han, der ikke ønsker at være »alt for rigid eller striks«.

»Så får du ikke den her frihed. Jeg kan godt sidde og ryste på hovedet over, at en af knægtene tager et stykke lyst rugbrød og kommer 17 kg nutella på. Det er ikke det sundeste, vel, men så spiser han måske rigtigt senere.«

Hvis Danmark, som de fleste forventer, taber til Canada torsdag aften, er der sommerferie for spillerne. Og den vil i givet fald blive skudt i gang med en ordentlig bytur i Herning, forventer Esben Nedermark:

»Hvis vi taber torsdag aften, tror jeg, at de ryger ud i nattelivet,« siger han.

Hvem går forrest?

»Jeg vil ikke nævne Morten Poulsen. Han er grand old man. Og så er der nogle af de andre, som er oppe i 30’erne. Jeg tror også, at de kommer til at gå forrest. Så der kommer til at ske noget, det tror jeg. Og det skal de også have lov til,« lyder det fra holdlederen.